DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4

[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]

Krokonens Jul

"Mor, mor - nu må du altså komme!"

"Hvorfor - åh - er det nu dig igen? Hvordan går det?"
"Det ved jeg ikke. Jeg kan høre, at hun jamrer og klager sig næsten hele tiden.
Du må altså komme! Mor - tror du - tror du hun dør?"

"Nej, min dreng, det tror jeg ikke. En fødsel kan være streng, men de fleste klarer det."

Det var Sara - gift med Betlehems velhavende - men ak, så fortravlede kroejer, Jakob - der nu igen blev forstyrret af sønnen Ruben.

Hun havde ellers ikke tid endnu, men på Ruben lød det som om, der snart ville ske noget derude i stalden.
Ak ja, - ude i stalden. Det var nu heller ikke et sted at lade nogen overnatte, og da endnu mindre et sted at lade nogen føde, men hele Betlehem var oversvømmet af mennesker på grund af den romerske folketælling. Det unge par i stalden var kommet til byen sidst af alle, og alt andet var optaget. Heldigvis var stalden varm og tør, og der var kun et par æsler og okser derude. Stalden var deres egen private. Den lå et stykke bag de øvrige bygninger.

Derfor havde hun fået Ruben til at vise det unge par derud, da han for et par timer siden havde spurgt, om de dog ikke kunne hjælpe dem. Ruben havde sagt, at hans far ikke havde tid til at tage sig af de unge. Det måtte han selv klare. Sara havde godt set det unge par tværs over gårdspladsen. Hun kunne straks se, at den unge kvinde var højgravid - at hun af og til krummede sig sammen af smerte. Åh, den lille stakkel. Så ung som hun så ud, måtte det være første gang. Det blev bestyrket af mandens totale forvirring og bekymrede udtryk i ansigtet.
Selvom Sara havde haft travlt med at holde opsyn med dem, der var ved at tilberede aftensmaden til alle de tilrejsende, - så havde hun lige taget sig tid til at give Ruben nogle tæpper og klude. Dem skulle han give til de unge. De kunne nok få brug for dem. Sara havde sendt Ruben over med tingene med besked om, at hans mor ville komme over og hjælpe, så snart hun kunne.

Nu var der allerede gået et par timer, og der skete åbenbart snart noget!
Sara smilede lidt over Rubens spørgsmål: "Tror du hun dør?" - men da hun så hans uro, blev hun alvorlig igen.
Hun tænkte på sine egne fødsler - især Rubens. Han var hendes og Jakobs førstefødte, og det havde været strengt. Hun havde dog overlevet - og de næste med, så mon ikke det også ville gå for den unge kvinde.
Sammen med Ruben gik hun over mod stalden. Halvvejs over gårdspladsen hørte de den unge kvindes jamren. Først svagt - så kraftigt. Ruben greb sin mor i ærmet.
De standsede. "Mor, mor - hvad nu?"
Mere nåede han ikke at sige. Så hørte de noget nyt - et barns gråd: "Ruben, få en af pigerne til at komme over med varmt vand. Vent så selv lidt med at komme."
Selv små-løb Sara hen til stalden. Hun gik ind, og hun så den unge mand knæle ved siden af kvinden. Han holdt barnet ind til sig. Han virkede så hjælpeløs. Han så bekymret op på hende.
"Lad mig," sagde Sara. Hun tog barnet forsigtigt - undersøgte og ordnede det. Jo, det var et sundt og velskabt barn - en dreng var det.

Hun svøbte barnet i nogle klude og et tæppe - og gav det til den unge mand igen. Han tog det meget forsigtigt, som om han næsten ikke turde røre det og lagde det i en krybbe med friskt halm.

Sara undrede sig lidt over den unge mands reaktion. Barnet så da ud som enhver anden nyfødt. Så, nu kom pigen med det varme vand. Så måtte de hellere hjælpe den unge kvinde først. Det havde vist været en hård omgang.
Mens de hjalp kvinden, fik Sara lidt efter lidt at vide, at de unge hed Maria og Josef, - at de kom fra Nazaret, - at rejsen havde været besværlig - især til sidst, - og at de havde været helt fortvivlede, da de opdagede, at alle kroer var overbelagte. Heldigvis havde de mødt Ruben, der havde taget dem med sig - og nu var de her i stalden.

"Men hvad nu? Hvad skal vi nu gøre?" spurgte Josef.
"Nu, nu må I blive her indtil videre. Vi skal nok hjælpe jer", sagde Sara. Hun var færdig med at hjælpe Maria til rette efter fødslen.

Lidt efter blev stalddøren forsigtigt åbnet. Det var Ruben: "Mor, hyrderne er kommet ude fra marken. De siger, at de vil se barnet."

I det samme kom den gamle hyrde, Simon, ind - efterfulgt af de andre hyrder. Til sidst kom Jakob. Han så ud, som om han ville til at råbe op om, hvorfor hyrderne ikke passede deres arbejde - men nu begyndte Simon at fortælle:
"Vi holdt vagt, som vi plejer, men pludselig," han tøvede et øjeblik: "Pludselig stod der en lysende skikkelse - en engel - foran os. Den sagde: "Frygt ikke - jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket! I dag er der født Jer en frelser, han er Kristus, Herren - og dette skal være Jer et tegn: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe - o" fortsatte Simon: "Så var der med et en hel vrimmel af engle, der alle sang: »Ære være Gud i det høje, og fred på jorden i mennesker, der har Guds velbehag." Derfor skyndte vi os herhen!"
Sara undrede sig. Den gamle Simon var ellers en mand af få ord, og han var til at stole på. Der måtte være noget om det! Var det derfor den unge mand, Josef, havde været så usikker - så hjælpeløs - som om han vidste, at der var noget særligt ved barnet!

Nå, nu så Sara, at Jakob havde fået øje på hende. Gad vide, hvad han ville sige til, at hun blot havde ladet køkken være køkken? Han var blevet så indesluttet den sidste tid, og nu, hvor folketællingen skulle finde sted, var han desuden blevet overstresset. Han virkede så hård. Sara vidste, at det kun var en ydre skal - men - hvornår mon der ville gå hul på skallen, så hun kunne få sin gode Jakob tilbage?
Alle disse tanker løb gennem hendes hoved, mens hun spændt så op på ham.
Han smilede beroligende til hende. Så var han ikke vred.

I det samme vågnede barnet. Sara tog det og lagde det ved dets mors bryst - alt mens hun undrede sig over den gamle hyrdes ord. Skulle dette barn være verdens frelser?
Sara kendte godt de gamle forudsigelser om, at Gud ville sende Messias - og at han skulle fødes i Betlehem.
Hun bad i sit stille sind: "Åh, Gud, er det sandt? Må vi igen håbe? - en frelser for hele folket - ikke kun for de rige og mægtige. Gud, er det sandt - lad da også Jakob indse det - så vi sammen kan tro og håbe."
Sara knælede fortsat ved siden af den unge kvinde, Maria. Simons ord genlød i hendes ører: "En stor glæde - en frelser - i Davids by - Kristus, Herren."

Jo, det måtte være sandt. Hun så hyrderne og Ruben knæle for barnet - og sidst Jakob.
Hun så igen på barnet, og med et vidste hun, at det var sandt: "Frelseren var blevet født i deres stald!"
Hvorfra hendes vished kom, forstod hun ikke. Hun tænkte heller ikke over, hvad der måtte komme - det fik være - det ville vise sig - men i dag - en frelser? Jo, sådan var det!

Sara bøjede hovedet - hun så -
og hun troede.

Ivan L. Jakobsen.


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk