13. december

Under den scene, hvor englen viste sig, tilføjede jeg nogle dramatiske luftspringseffekter på scenen for den ekstatiske tilskuerskare, der bl.a. omfattede min stolte mor, der var en uddannet musiklærer og skoleinspektør. Hun havde inspireret mig til at synge solo i den samme kirke, og i mange tilfælde for en fyldt kirke. Jeg følte mig, som teenager, meget nervøs på grund af den opmærksomhed, som hendes smukke stemme gav, når vi - hendes tre sønner - sad der ved hendes side på kirkebænken. Præsten nævnte mit navn i sin prædiken den nat og roste mig for min strålende optræden i spillet. Intruktøren opfordrede min mor til at sende mig på dramaskole.

Når jeg ser tilbage nu, har jeg været på scenen i mine egne dramatiske livsbegivenheder lige siden.

Dengang vidste jeg ikke, at jeg på en kold novemberdag i 2010 frivilligt skulle deltage i et gospelkor i Fælleskirken i Ølstykke i Danmark! Ved denne lejlighed stod der en dansk mand ved min side og beundrede min gode sangstemme. Efterfølgende inviterede han mig til sit hjem for at øve og synge med sit band.

Men det var min indre stemme, der førte mig til Danmark og Ølstykke. Det har været en stemme, der forenede min personlige, nationale og globale historie. Mine første år blev brugt i Tel-Aviv, Israel, hvor mine forældre var på en arbejdsmæssig diplomatisk rundtur. I en alder af 21, forlod jeg mit hjem i Ghana og krydsede med succes Sahara-ørkenen. Det var den rute hvor de afrikanske slaver blev transporteret til Middelhavet i århundreder. Den dag min morfar blev begravet, fortalte min mor mig, at han havde en dansk forfader. Jeg besluttede, at jeg en dag ville rejse til Danmark for at lede efter pårørende. Det var her, at jeg opdagede, at en indre stemme vejledte mig på denne vanskelige og uforudsete rejse og gang på gang bragte mig sikkert frem.

Efter at have studeret jura og diplomati på universiteter i Storbritannien, organiserede jeg en stor konference i London den 6. november 2001 med titlen "Slaveri: Set tilbage - og fremadrettet". Et par år senere fandt jeg ud af på internettet, at min danske forfader var løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup, der var udstationeret i det daværende danske Guinea (Ghana) 1844 til 1849. Svedstrup’s far var kommandør-sergent Erik Nielsen Svedstrup og hans forfædre blev født i Ølstykke og boede i Svestrup. Svedstrup modtog Dannebrogsordenen for sin modige indsats for at hjælpe med at stoppe slavehandel langs Guldkysten.

Jeg har nu mødt medlemmer af min danske familie. Jeg har også haft kurser på skoler i Danmark for at fortælle om min succesfulde søgen efter min identitet. Den 6. november 2010 ledte jeg en dialog om integration mellem indfødte danskere og ny-danskere i Fælleskirken i Ølstykke. Det var en bevægende begivenhed, hvor ”gamle” danskere og nydanskere bl.a. med muslimsk baggrund delte hvad der var på hinandens hjerter. Jeg har fuldendt en cirkel. Vi kan blive fri fra vores ”hyggelige fængsler” eller ”komfortzoner”, som er fyldt med stress og depression ved at følge vores indre stemme, som efter min mening er Guds talerør.

Kojo Jantuah