9 december

Udsigt over min landsby
Julen var så spændende, da jeg var barn i begyndelsen af 1980'erne. Juletiden giver mig altid nostalgiske minder om min barndom. Vores familie boede i Somdal Village, Ukhrul i staten Manipur i Indien. Julen var for os ikke om julemanden og gaver under træet. Den var traditioner og det at være sammen med familien. Det første tegn på, at julen nærmede sig, kom i midten af november når vi begyndte med rengøring og udsmykning vores huse.

Jeg var omkring 16 år gammel. I vores landsby var vi en gruppe på omkring 15 til 20 drenge og piger. November er høsttid i vort land. De rige familier i landsbyen ansatte folk til at bære deres uafskallede ris fra marken til deres huse. Vi gjorde det job for at tjene nogle penge, så vi kunne købe ting, som sukker, mel, smør, te og kaffe til julenatten. Vi stod tidligt op om morgenen, vejret er koldt på den årstid, og alt var dækket af morgendug. Vi var nødt til at gå fra 8 til 10 kilometer til rismarkerne for at bære den uafskallede ris. Vi tog to ture om morgenen i fire eller fem dage for at sikre, at vi tjente penge nok til julen.

Julen er tid til gensyn og fest for mange familier, som har været adskilt på grund af studier og arbejder på forskellige steder. De fleste familier i landsbyen avlede grise og kyllinger til deres families forbrug i julentiden. Der var også nogle familier, der ikke var så store og derfor kunne sælge halvdelen af deres kød til andre, som ikke havde mulighed for at opdrætte til sig selv. Hver familie skal have kød på bordet på denne særlige dag. Julen er en tid for udveksling af gaver og fødevarer.

Juleaften, havde vi aftengudstjeneste i kirken. Vi er oppe indtil midnat, hvor vi drak te og kaffe og spiste brød og nødder medens vi sang julesalmer. Ved midnat var der en gudstjeneste igen i kirken, hvor der er krybbespil og efterfulgt af sange og tilbedelse. Julemorgen, går vi til Gudstjeneste iført vores nyeste tøj. Det var et must for alle børn at have helt nyt tøj på til julen. Det var også en trist tid for de fattige familier, der ikke havde råd til at købe nyt tøj til deres børn. Et barn i vores land ville ikke nyde Kristi fødsel uden nye bukser, skjorte og sko osv. Det var blevet en ældgammel tradition, og alle børnene forventede nyt tøj i julen. Der var også mange rige mennesker i landsbyen, og de købte som regel tøj, som gaver til de fattige for at sikre, at alle fik nyt tøj. Således kunne alle mennesker i landsbyen – både rige og fattige - nyde julen. De fleste familier havde ikke råd til et strygejern til at presse tøjet med, så vi foldede vores nye tøj og lagde det under madrassen. Det lyder måske sjovt, men det var en kendsgerning.

Efter morgengudstjenesten samledes vi på legepladsen til den traditionelle julefest hvor kirken serverede mad for alle landsbybeboerne. Alle mennesker unge og gamle fra landsbyen kom for at spise til julefesten. Om eftermiddagen var der spil og sport. I pauserne blev der uddelt slik til alle og mange forskellige præmier til vinderne af konkurrencerne.

Efter alt dette kørte vi hjem til vores familie og venner med gaver og for at tilbringe resten af juledagen med dem.

Og hvordan kan jeg glemme julesalmerne. Om natten samledes vi i grupper og gik fra hus til hus for at synge julesange. Naboerne gav os nogle småpenge (mønter). Vi var taknemmelige børn, så vi sang "Tak, tak. Må Gud rigeligt velsigne din familie".

Gennem årene har vi haft Bibelklasse for små børn og eksamen blev afholdt lige før jul. Resultatet blev annonceret juledag og de bedste i klasserne fik 1., 2. og 3. præmie. Alle de unge drenge og piger kappedes om at blive de bedste i bibelklassen, men det var meget hårdt, for der skulle læres mange bibelvers udenad.

I juletiden, kogte hver familie ekstra mad hele tiden. Når jeg nogle gange mødte nogle venner på vejen, inviterede de mig til at spise middag med dem. Det er vores juletradition at invitere venner og familie til frokost eller middag. Hele julen spiste vores familie aldrig alene, men altid sammen med venner og andre familiemedlemmer. Mine søstre ville invitere deres venner og mine brødre og jeg gjorde det samme, og engang var vi 15 til 20 personer i vores hus til middag. De fleste af os havde ikke set hinanden i lang tid på grund af arbejde eller studier langt væk fra vores by. Vi snakkede over en kop traditionel sort te og kaffe.

Det er sådan juletraditionen er i mit land.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et rigtig godt nytår.

Apam Muivah

Nagaland