1. søndag i advent 2025

En adventshistorie i fire dele

Første søndag i advent

I Vor Frue kirke er der ansat en kapellan tidligere på året; Fallesen. Evald, der for sin del tumler med mange spørgsmål om Vorherre, har hos Fallesen mødt den velvilje, forståelse og fornødne tålmodighed, et ungt søgende menneske spejder efter. Fallesen for sin del, er med sin Sønderjyske bondebaggrund tilgængelig for denne kvikke, men jævne dreng, der tjener og bor tæt ved. Evald spørger udfordrende og får Fallesen til at forholde sig ukrukket og jævnt til de kristne sandheder, til bibelens beretninger og kirkeårets indhold. Fallesen hygger sig med de små intime passiarer, han har med Evald. Oftest i de tidlige morgentimer om søndagene, før fromessen, mødes de, for dér ligger Evalds mester ikke beslag på ham.

Rollerne imellem dem forbliver uændret i forløbet. Evald, den nysgerrigt spørgende, umiddelbare store dreng. Fallesen, den lærde myndige midaldrende mand, med et klart erkendelsesmæssigt sammenhængende system for sig. Sådan er formen. Sådan møder de hinanden og sådan skilles de. Det er langt hen ad vejen det nemmeste. Det passede sig med etiketten.

”God morgen Evald. Det er vel nok en kold morgen.”

”Åh, det har jeg nu ikke rigtigt mærket. Pastor, må jeg forstyrre Dem med et spørgsmål?”

”Sig kun frem, Evald.”

”Jeg tænkte lidt over vores seneste samtale. Hvordan De underviste mig om, at påskefasten er over seks søndage og varer fyrretyve dage, sådan som Kristi ørkenfaste varede fyrretyve dage. Nu tænker jeg; hvorfor julen, som jo også er en stor højtid, hvorfor dens adventstid kun har fire søndage og ikke seks som påskens forberedelsestid?”

Fallesen så på Evald og lod først et ”Hmm” summe i luften. Spørgsmålet overrasker ham en smule. Så begynder han på sit svar: ”På en måde har julen også en fasteperiode på fyrretyve dage. Sådan indrettede man sig i det fjerde og femte århundrede de fleste steder i oldkirken. I de ortodokse kirker den dag i dag, taler man forresten ikke om ’adventstiden’, men har stadig en seks ugers faste som forberedelse til julen. I vores tradition, i vestkirken – begyndte vi i det syvende århundrede at fejre advent, at lægge vægt på at fejre Jesu komme – både hans genkomst såvel som hans fødsel. Advent betyder komme, ved du vel?” Evald nikker. Det er nu mere et ’fortæl mere’ end et ja. Fallesen lader sig nu ikke standse i afventen af dette svar, men fortsætter: ”Julefasten engang i oldkirken og nu i de ortodokse kirker, indledes den 15. november og er derved lige så lang som påskefasten, fyrretyve dage.” Evald ser lidt måbende ud, for det har han aldrig hørt om før. Fallesen fortsatte: ”I gamle dage, i kirkens første tid, var det oprindeligt sådan, at man slet ikke fejrede fødselsdage. Så opstod der en strid om Jesus af Nazaret virkelig var Guds søn, reelt, eller kun i en slags overført betydning. Som når en adoptivsøn fysisk ikke har fælles arv med sine adoptivforældre. Det blev anledningen til, at oldkirken begyndte at lægge ekstra vægt på, at Jesus Kristus både var sand Gud og sandt menneske. De begyndte altså fejringen af den konkrete fødsel. Først som en fælles fest for både Kristi dåb og Kristi fødsel. Denne fest fik navnet epifani, åbenbaringsfesten, og blev holdt den 6. januar. Siden flyttede man fejringen af selve fødslen til datoen for en stor romersk solfest, Natalis inviciti, den ubesejrede sols fest, der afholdes den 25. december. Hvilket ikke er så dumt endda, for Kristus er solopgangen fra det høje, der lyser for alle mennesker og skal skinne for os, der sidder i mørket og i dødens skygge, som gamle Zakarias profeterede det!”

Evald føler sig lige pludseligt lidt som tabt bag en vogn.

Fallesen fortsætter uagtet: ”Så fra den 15. november til den 24. december er der fyrretyve dage. Samme tidsrum som fastetiden før påske.”

Fallesen ser på Evald, der lettere desorienteret har fået svar på sit spørgsmål, men nu står med et nyt spørgsmål: ”Javel; men hvordan kan det være, at vi taler om Jesu genkomst op til jul?”

”Det gør vi fordi alt i evangeliet griber ind i hinanden. Det unikke ved kristendommen er, at begyndelsen og slutningen hænger umiskendeligt sammen.” Fallesens øjne får liv og glød. ”Advent betyder komme. Kristus er kommet, og han vil komme igen! Og han kommer hele tiden sin kirke i møde, både som det menneske, der blev født i Betlehem, og som kongen på himlens skyer. Guds rige er altid i præsens – nutid! Der er derfor tre aspekter i adventstiden: Kristus er kommet. Kristus kommer til os i dag, i ordet, i bønnen og i gudstjenesten, og Kristus vil komme igen en dag for at lade Gudsriget træde helt synligt frem og for at dømme verden.” Fallesen lader sine øjne glide op mod venstre side af loftet, tænker efter og fortsætter: ”Vi venter med profeten Esajas på en ny himmel og en ny jord. I kirkens eskalogiske dimension peges der på, at alt skal fuldendes i den nye tid, men den nye tid tager sin begyndelse når vi i dag oplever, at Guds rige er inde i os.”

Fallesen ser nedad – indad. Så tager han fat igen: ”Dagens tekster handler om indtoget ind i Jerusalem palmesøndag og om det rige, vi venter på. Her møder vi ordene om at han udråber fred til folkene; at han skal herske fra hav til hav, og fra floden til jordens ender. Og om, at ’Herrens ånd er over Kristus; at Gudsånd har salvet ham og har sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe en nådetid fra Herren.’ Den tid, vi nu går ind i, præget af alvor og eftertanke, er en forberedelsestid; men det er i sandhed også en glædens tid. En ny og bedre tid venter på at bryde frem. I dag beder vi om nåde til at modtage Kristus som konge og om at kunne forholde os til Guds løfter ind i vor tid.”

Fallesen lader ordene klinge ud i rummet. I den efterfølgende stilhed høres hans lettere besværet åndedrag. Evald holder sig diskret tilbage. Så fortsætter Fallesen:

”Nu kommer han til os og giver os del i det rige, hvor han regerer. Så vi i Helligåndens kraft kan leve livet i retfærdighed, fred og glæde. I dag lever vi i hans rige og forstår at ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. I genskæret fra ’solopgangen fra det høje’ og ved nåden, som møder os, oplever vi en livsforvandling. I det lys kan vi bevidne dét, der så også skal komme.”

Evald lytter til ordenes efterklag, der sætter tankerne i sving, og spørg igen:

”Hvorfor er Kristi indtog i Jerusalem en fortælling vi skal høre om op mod jul? Og hvorfor er de religiøses afvisning af Jesus noget vi skal forholde os til i juletiden? ”

Fallesen ser indtrængende på Evald og siger: ”Religiøse doktriner bringer i sig selv intet godt med sig. Og da julen hverken er romantisk eller sukkersød, men en konkret handling, hvor Gud i sin grænseoverskridende kærlighed stillede sig på vores side, skal vi høre de fortællinger vi hører. Menneskehedens historie nåede sit befriende vendepunkt gennem handlinger og ikke gennem doktriner. Det er en stor glæde; men denne vores store glæde kostede Jesus Kristus alt. Så julens bagtæppe er Jesu lidelse, død og opstandelse. Eller sagt anderledes; den første jul gav først mening da Kristus bragte sit sonoffer. Ved korset og gennem Kristi opstandelse, er vi blevet løst af fangenskabet og befriet fra det åg, der ellers ville havde taget livet af os. I det mørkeste mørke brød lyset igennem, julenat og påskemorgen. Derved har henfarne slægter, så vel som vi, fået adgang til livets kilde.”

”Så jul og påske er hinandens forudsætning” summerer Evald op. ”Ja”, svarer Fallesen, ”og skulle vi to så ikke se at finde vores pladser i Vor Frue kirke – tiden iler?”

Evald træder med raske skridt ind i det store kirkerum. Fallesen følger efter med let pibende lunger. Evald finder en plads i kirkens bagerste ende. Fallesen går frem for at finde sin plads foran alteret. Malmklokkerne begynder deres kalden og favner hver og en, som hører deres toner.