4. søndag i advent 2025

”Åh, pastor Fallesen, tillad mig at veksle et par ord med Dem.”

”Naturligvis – lad mig lige lægge mine papirer fra mig.”

”Ja, det er ikke fordi jeg vil forstyrre Dem i deres arbejde, men jeg har noget fortroligt, noget vigtigt, at fortælle Dem, Fallesen, noget som det er mig magtpåliggende, at De er bekendt med.” Clausen er alvorlig i blikket.

”Hvad da?” Fallesen ser spørgende på Clausen, der trækker helt hen på siden af Fallesen, nær hans ene øre, for bedre at få ørenlyd med sænket stemme.

”Det drejer sig om Bruun, han er flygtet til Sverige forklædt som tjener hos konsul Eeg, da denne netop skulle over sundet.” Clausens ord er intense.

Fallesen løfter øjenbrynene.

Clausen fortsætter: ”Jomfruen har virkelig oplevet, at jorden brænder under ham, efter Winding udgav det lille tre-i-en skrift. Især efter Mynster forskrækket himlede op om, at han intet har med de to opsatser om trykkefrihed, at gøre.”

”Ja, Winding er da også ubetænksom, når han udgiver Mynsters tanker side om side med Bruuns,” indskød Fallesen.

”Ja, for så vidt, men nu er skaden sket,” fortsætter Clausen. ”Generalfiskal Skibssted indstævner Bruun for Hof- og Stadsretten, fordi der opfordres til opstand. Ikke at jeg er uenig i de tanker pastor Birchner har skrevet og som vel ret beset ligger til grund for den seneste tids debat, men hvorfor skal Bruun provokere så meget? Birchner er jo meget mere afdæmpet i sine synspunkter!” Clausen ser Fallesen ind i øjnene.

Fallesen signalerer med tunge øjenlåg deres indbyrdes forståelse.

Fallesen: ”Så nu er Malthe Bruun igen flygtet ud af landet?”

Clausen: ”Ja, og denne gang tror jeg ikke han så let komme tilbage.”

Fallesen: ”Hvorledes nu med pastor Birchner i Korsør, bliver han også stævnet?”

Clausen: ”Næ, nej, Birchner sker der vist ikke noget med, andet end, at hans muligheder for komme væk fra Korsør har lange udsigter.”

Fallesen: ”Ak, ja, stakkels mand, han sidder i et så godt som brødløst kald i Korsør. Hvorledes står det sig med Winding?”

Clausen: ”Winding har fået sat kniven for struben. Oplyser han ikke præcist hvem forfatteren er, skal han selv svare for skriftet. Advokat Klingberg, der skal repræsenterer Winding, har mellem venner, sendt et par klare ord over sundet og indskærpet over for Bruun, at det er hans pligt at rede Winding ud af denne knibe. Bogtrykkeren har jo en talrig familie at forsørge.”

Fallesen: ”Skønt jeg just ikke hører til dem som finder, at Bruuns forhold mod regeringen er umoralsk, så kan jeg dog på ingen måde approbere det! – Hmm, hmm, ja, nu vil det vel være helt umuligt for Bruun nogensinde, at få gjort teologistudiet færdigt?”

Clausen: ”Det studium har jomfruen for længst lagt på hylden. Ved at læse Voltaire blev han ført bort fra kristendommen. I hans øjne er Vorherre reduceret til at være fornuftfilosof.

Fallesen: ”Ak ja, det er trist, at et ellers lyst sind og en begavelse som Bruun, er tabt for kirken. Vi kan ellers i dén grad, bruge folk der tænker og reflekterer. – Nå, men jeg skal nok vare min mund om Deres relation til ham, hvis det er dét De frygter? De har min fortrolighed! Og tak for oplysningerne!”

Clausen nikker anerkendende til Fallesen, og går tilbage til sit gøremål.

Den store massive kirkedør åbnes forsigtigt, men lukkes med et brag. De efterfølgende genkendelige træskotrin melder Fallesen, at Evald, sædvanen tro, søger ham.

”Åh, ikke nu,” mumler Fallesen for sig selv.

”God morgen, Evald!” Siger Fallesen bestemt. ”God morgen, pastor,” kommer det optimistisk tilbage.

”Jeg er ikke forstyrbar nu, min ven, men efter messen kan vi gerne tales ved.” Fallesen ser bestemt på sin unge ven, der både føler sig favnet og afvist på samme tid.

”Jo, jeg kan godt,” kom det spagt fra Evald. ”Godt,” svarer Fallesen, og tager igen fat på sine papirer. Han vender sig mod lyset, mens Evald lettere duknakket trisser nedad gangen igen, ned mod en plads i den bagerste ende af det store kirkerum.

Fallesen har hovedet fyldt med tanker om tidens problemer og evangeliets perspektiv på selv samme: Dagens tema med kollekten, "Rejs dig, Herre, med vælde og kom", har en toning der rammer ned midt i det alt sammen for Fallesen. Er Gud, Gud for verdens gang, foruden at Han vil gribe ind og overvinde det onde ved dets rod, i vore hjerter?

"Onde vi vare og døde som stene," ja, Gud griber frelsende ind, så "vi igen kan bevæges og leve". Dog, hvordan er det med verdens menneskeskabte gang? Hvem styre hvad og hvornår? Gud er herlighedens Gud, sejrherren, der har vilje og magt til at sætte sin gode vilje igennem, i mennesker og i verden! Tør han, Fallesen, den belæste og respekterede teolog, virkelig tro det?

Vejrtrækningen besværer ham. Han samler sig og sætter i retning mod prædikestolen.

Dyb indånding og evangelieteksten bæres ud i rummet:

»Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«

Det brænder i ham: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.« Nok kan et menneske blive til mangt og meget i egne, og i verdens øjne, men hvad er dét som tæller, når det virkeligt gælder? Fallesen ser det med ét så klart! Virkeligheden har flere lag. Dér er noget som er umiddelbart synligt for enhver, og dér er den usynlige virkelighed, som er bag alt synligt!

Hvis hans selvforståelse ikke medinddrager det usynligt nærværende Guds rige, er hans tænkning så mangelfuld?

Fallesen står i et øjebliks tavshed, ser på menigheden og prædiker:

”Vi lever i verden: Her giver vi os selv og hinanden efter mål, og kommer gudsjammerligt til kort. Vi søger retfærdige måleredskaber i vores omgang med hinanden og oplever alligevel uretfærdighed på uretfærdighed! Fordi vi ikke følger kærlighedens love. Vi søger at vokse og udvikles, men falder skæve ud, fordi vi ikke vover at lade vidnesbyrdet om Gud, indgå som forudsætning for vores aktiviteter og kundskab.”

Ordenes ekko i rummet understreger alvoren i hans stemme.

”Gud giver af ren nåde livets-, nådens-og kærlighedens Ånd til dem der tror på Hans elskede Søn! Hvor hjælpeløst det end kan se ud ved et første øjekast, for dem, der alene måler efter en verselig målestok!”

Fallesen lægger hænderne tungt på prædikestolens kant, bøjer sig let forover og ser i tavshed på de fremmødte, inden han fortsætter:

”Alligevel er der ingen tvivl; Gud Faders kærlighed til os i Jesus Kristus er så stor, at den der tror Ham, han har fået livslyset, livsgnisten, ja det evige liv i sig. Gud giver hele sin Ånd i kærlighedens ødsle gestus til sin Søn og, gennem troen på ham, til enhver! Ånden gives i overflod. Og i denne overflod, findes nøglen til livet – ved tro på Jesus Kristus, Guds søn – Vorherre og mester! Ikke ved gerninger, nej ved Guds barmhjertighed! Amen!”

Fallesen går tungt tilbage, hen foran alteret. Tonerne bruser. Menigheden stemmer i. På rygmarven, føre han tjenesten til ende.

Da alle andre er gået ud af kirken, sidder Evald på spring, for at få talt med Fallesen.

”Ja, min ven, et spørgsmål brænder på læberne, tænker jeg?” Fallesen smiler til trods for den afmattelse, han føler.

”Jeg kan ikke slippe tanken om al den uretfærdighed verden er fuld af. Hvordan mange sulter og lider. Al den sygdom der findes, er det Gud som straffer os? Og hvad med de fattige og forældreløse, er fattigdommen Guds straf over dem? Ulykker rammer på må og få. Når en ildløs raserer et hjem eller et kvarter, er det så Guds straf?” Evald talte hurtigt, for at få det hele med.

”Jeg tænker det er bedre vi går længere ind, disse spørgsmål egner sig ikke til et hurtigt svar i kirkedøren! Lad mig invitere dig med ind på præsteværelset, der er sikkert stadigvæk varmt vand på kedlen og lidt varme fra kakkelovnen; så kan vi drikke en kop te sammen, hvis der er tid til det i dag?” Fallesen rækker hånden ud, i retning mod præsteværelset.

Evald nikker tavst og følger efter – lidt benovet.

Fallesen åbner døren til værelset og byder Evald indenfor. Han lukker døren stille i, lægger messehagelen fra sig, finder et par krus til teen og rykker et par træstole ud fra et lille bord, så de kan sætte sig. Kandisskålen stilles frem. Fallesen hælder ekstra vand på morgenens teblade. Tepotten skubbes ind mod midten af bordet.

”Sæt dig min dreng!” Fallesen taler roligt og varmt. Evald løfter blikket for første gang siden de forlod kirkedøren. Han tøver med at sætte sig.

”Sæt dig kun.” Evald handler på invitationen og skubber den ene stol ind under sig.

Fallesen: ”Det er store spørgsmål at tumle med. Men vigtige spørgsmål, også selvom svarene ikke nødvendigvis er enkle.” Han står lidt i tavshed. Så sætter han sig også.

Evald bryder tavsheden med en gentagelse: ”Ja, jeg synes det er svært at forstå, hvor den almægtige Gud er henne, når det onde rammer os? Når små børn lider, eller når voksne går bersærk, hvor er så Gud?” Evald ser Fallesen dybt ind i øjnene, for at fange hvert et svar, han har at byde ind med.

”Den gængse mening blandt teologer er, at Gud efter skabelsen har overladt skaberværket til at hvile i sig selv. Men, min erfaring, min tro, siger noget andet: Gud er Gud og Han bekymrer sig og er deltagende i alt der sker. Dér hvor teologien har ret, er, at Gud gav menneskeheden ansvaret for verdens forvaltning. Da Gud skabte mennesket, skabte han os med den særlige kvalitet, at vi i sind og handlinger skulle vokse op til at ligne ham. Kreative, medskabende, kærlige, omsorgsfulde og livsformidlende. Ansvaret for skaberværket lagde Gud i vore hænder. Vi svigtede. Og vi svigtede os selv og hinanden. Men ansvaret tog han ikke fra os. Gud gav i stedet på ny det, der skulle til for at genoprette mulighederne, så mennesker kan finde tilbage til livets hemmelighed, at vi er skabt i Guds billede.”

Fallesen drikker en slurk te, brummer for sig selv og fortsætter:

”Vi svigtede. Men ansvaret tog han ikke fra os. Hvad menes der med dét? Jo, Gud tog mennesket så seriøst, at han både stillede det til ansvar for dets handlinger, valg og fravalg, samtidigt med, at han søgte løsningen på den brudte relation ved et menneske. Skriften siger: Gud søgte efter én der ville stille sig i gabet for hans åsyn, én der ville dække ’hullet’, så at sige, men Gud fandt ingen. Da kom hans egen højre hånd ham til undsætning. Ved det første menneske, Adam, faldt menneskeheden. Ved den anden Adam, Jesus Kristus, blev den brudte relation helet.

Gud havde overgivet ansvaret til mennesket. Intet andet end et menneske kunne eller skulle rede trådene ud igen. Intet faldent menneske ejede blot dét, der skulle til, for at forsone Gud og mennesker.

Når Gud på denne måde ikke accepterede hverken en halv løsning, eller en helt tredje løsning for at få genoprettet relationen mellem sig selv og os, er det et udtryk for hvor alvorligt Gud forholder sig til os. Da det ikke var muligt for Gud at finde en eneste under himlen, der var helt sand og retfærdig, måtte løsningen derfor tage sit udgangspunkt i Gud selv. Guds søn blev født ind i verden, i en Gudfrygtig, men jævn familie. Et under i tidens fylde, udlevet i et hverdagsliv.

Gud blev menneske i Sønnen, Jesus af Nazaret – Marias dreng – Mennskesønnen. Han, der ved et Helligåndens under var og er sandt menneske såvel som sand Gud, han kunne bære ansvaret og forsone himmel og jord! At Gud kunne blive menneske fatter vi ikke med vores forstand.”

Evald sidder med åben mund og lytter. Fallesen trækker vejret nogle gange ind, inden han fortsætter sit svar:

”Når noget ondt sker, er det et resultat af vores valg og svagheder. Naturkatastrofer er ofte tilfældigheder og når det går galt, er det tit forbundet med en eller anden grad af menneskelig tankeløshed, i kombination med naturens luner. Den mellemmenneskelige ondskab og vores selviskhed derimod, er vores store problem. Legemligt, sjæleligt og åndeligt. Når konger og fyrster er forblindet og uretfærdige lider landet. Når husbonden er hårdhjertet og uretfærdig lider alle i huset. Og hvis vi to lader selviskheden styre vore liv, går det ud over dem, der er omkring os! Kristendom er ikke filosofi, men livsnødvendig alvor!”

”Men hvor er Gud i alt dette?” Evald nærmest sukker sin gentagelse.

Fallesen: ”Gud er nær, midt i det alt sammen. Ikke at han synes om smerte og lidelse. Nej, men den der sukker en bøn midt i sine kvaler, oplever at Gud er ham nær. Måske ikke på den måde han forestiller sig, nej, men Han er dér! Jeg kan ikke forklare præcist hvordan, men Guds kærlighed er så stor, at Han endda formår at vende alt til bedste, for dem der elsker Ham. Hans kærlighed, lys og nåde er så stærk en faktor, at vi slutteligt opdager, at Han vender vores skæbne til bedste for os. Guds forudbestemmelse er rettet mod vores frelse og søger ikke vores fortabelse. Gud vil, at vi bliver som Ham. Kærlige, retfærdige, livgivende og skabende i den verden vi er sat i.

Gud vil, at vi går ud og gør hans rige synligt, gennem det vi siger og gør.”

Evald tager en slurk af sin te – den er stadigvæk varm.

december 2013