[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Syndefaldsmyten i forskellige religioner
Hej vi skal op til kristendomseksamen og har om synder og dyder. Vi har valgt at vi skal snakke om syndefaldet så vi har lige et spørgsmål.
Hvordan adskiller opfattelsen af syndefaldet sig i Kristendom, jødedom og islam og hvilke konsekvenser har det?
mvh Sara og Ioanna
Svar:
Kære Spørgere
Tak for jeres spørgsmål. Det I måske tror, der kan svares enkelt på, er ret beset et ’kæmpe spørgsmål’, som i kristendommen griber ind i flere andre dele, fx skabelsen og frelsen. Mit svar bliver derfor ikke et kort svar, men mere fyldigt end I måske havde håbet på. Jeg skal dog gøre et forsøg på at begrænse mig en smule.
Dernæst er min viden om jødernes forståelse af syndefaldet stærkt påvirket af min kristne bias, så mit svar på den vinkel, er kun en smule større end hvad AI kan generere. Slutteligt på min indledning skal det understreges, at min viden om islam alene bygger på hvad jeg har fundet på nettet andetsteds.
Fælles for alle tre monoteistiske religioner er fortællingen om skabelsen, dog med variationer når det kommer til syndefaldet. Og syndefaldet er alt andet lige i umiddelbar forlængelse af skabelsesberetningen. At tale om syndefaldet giver kun mening når man samtidig medtænker skabelsen. Og i kristen sammenhæng er skabelse, syndefald og genløsning (frelsen ved troen på Jesus Kristus) noget der sammentænkes.
At mennesket er skabt i Guds billede, er et karakterbillede og ikke et fysisk billede. Mennesket er i denne forståelse bestemt af Gud til at leve evigt i en troens og lydighedens personlige forhold til sin skaber. Dette er ikke kvælende og tungt, men livgivende.
Da Gud skabte mennesket, skabte han os med den særlige kvalitet, at vi i sind og handlinger skulle vokse op til at ligne ham. Kreative, kærlige, omsorgsfulde og livsformidlende. Skaberværket er derfor i sin oprindelige grund, godt. Vi er taknemmelige for livet; verdens skønhed og universets dybder. Tilmed lagde Gud ansvaret for den del af skaberværket, som vi er i symbiose med i vores hænder. For at vi i den rolle skal være medskabende og forpligtet på udviklingen. Mennesket er bemærkelsesvis skabelsens medarbejder, og ikke dens tilskuer, der modtager liv og frelse af skaberens hånd.
De vældige evner, mennesket i kraft af sin gudbilledlige udrustning har fået til at skabe og herske på jorden, er alle bestemt til at tjene Guds formål. Vi skal i taknemlighed og respekt tage imod, hvad han giver os i skaberværket og i vores medskabninger, for derved at tjene Gud og udleve vores kærlighed til ham. Vi skal tjene skaberværket og hinanden, og elske Gud ved at elske, hvad Gud selv elsker – hele hans skabning.
Den kristne skabelsestro giver ikke plads til et ’solorid’ – så troen bliver privat eller eksklusiv, men vil altid medinddrage de andre skabninger. Og mennesket skulle rettelig være forpligtet ubetinget over for sin skaber, i kærlighed. Kun derved kan mennesket i sit herredømme over jorden undgå at blive en ond, tyrannisk herre over alt det skabte og sine medskabninger på jorden.
Om lidt skal jeg skrive om syndefaldet. Der er blot det ved det, som jeg også antyder i det første og tredje afsnit, at syndefaldet i sig selv ikke kan stå alene i en kristen kontekst. Syndefaldet er menneskets skæve vinkel på skabelsen, men det vigtigste moment i den kristne skabelsestanke er genløsning. Skabelsen er genløsningens begyndelse, og genløsningen er skabelsens fuldendelse. Sådan er det, fordi vi ikke kender Guds fuldkomne skabning. Vi kender kun Guds skabergerning, som den udfolder sig i den verden, hvor syndefaldets oprør mod Guds skabersejr stadig foregår.
(Slutteligt i min korte gennemgang af skabelsen set ud fra det kristne udgangspunkt, skal det nævnes, at for os er Kristus det skaberord, hvormed Gud i begyndelsen skabte alle ting (Joh 1,1-18; 1. Kor. 8,6; Kol 1, 16-17 og Heb. 1,2) Alt er skabt, ikke blot til Kristus, men ved Kristus. Han som Gud har sendt os som vor frelser, han var også tilstede da alting skabtes. Hvis dette afsnit forvirrer jer, så undgå at tage det med. Det er blot en væsentlig vinkel på forståelsen af det unikke i hele den kristne tankesæt. Bl.a. fordi troen på Kristus som skaber, giver den sammenhæng, som nutidigt knytter bånd til frelsen. Frelsen er derved ikke noget ”overnaturligt og mystisk”, men følger i forlængelse af selve skabelsen og Guds evige kærlighed til os og skaberværket.)
Nu nærmer vi os jeres spørgsmål om syndefaldet. Jeg opfatter fortællingen om Adam og Eva som en billedfortælling. Det ændrer dog intet ved, at det for os stadigvæk er en meget aktuel fortælling – derom senere.
Skabelsen og syndefaldet rummer et element, vis oprindelse ikke bliver gjort tydeligt for os, men som er der som en kaosmagt, der vil ødelægge Guds skaberværk: Det onde. Hvor det onde kommer fra og hvorfor det er opstået tales der ikke tydeligt om i Bibelen. Dets opståen indikeres kun og ses som skygger, der rør sig i mørket. Alt vi får at vide, er, at der findes intet mørke, der er mørke for Gud og at der ikke findes noget mørke i Gud, som selv er lys. Det er en baggrundsviden, der er værd at have sig for øje.
I det ovenstående, 4. til 7. afsnit, blev der sagt, at mennesket i sin gudbillighed af skaberen har fået en udrustning, der gør det i stand til at tro, lyde og elske Gud (og sine medskabninger), sådan som det af skaberen er bestemt til. Men at mennesket har fået denne evne, betyder ikke, at det også bruger den ret. Denne evne lader sig – som alle menneskelige evner – også misbruge. Og det kristne syn på menneskeslægtens historie går netop ud på, at mennesket fra begyndelsen af gled ind i et gennemgribende og uafvendeligt misbrug af sin gudbillelige udrustning; et misbrug, der skilte det fra Gud, dets skaber, og bragte det i et skævt og ulykkeligt forhold til alle dets medskabninger.
Dette misbrug skildrer Bibelen i fortællingen om syndefaldet. (1. mos. 3). I formen er denne fortælling en anskuelig billedtale, der fremstiller Gud i helt menneskelig skikkelse som en både streng og mild fader, der vandrer i Edens (Ikke Paradiset!) havegange ved aftenstid og kalder på sine mennesker for at høre, hvordan dagen er gået for dem. På tilsvarende måde fremstilles Guds modstander, den Onde, i skikkelse af en hvislende slange, som pludseligt dukker op i den fredfyldte have.
Om man vil, kan denne fortælleform kaldes ’barnlig’, fordi den gør det anskuelige enkelt, så vores opfattelsesevne sættes i sving.
”Anthropomorfisme” – et fremmedord, der er dannet af to græske ord for menneske og skikkelse – giver os her et billede af Gud i en menneskelig skikkelse, uagtet ingen af de tre monoteistiske religioner ellers tillader os, at fremstille et fysisk billede af Gud, som skulptur eller maleri vi tilbeder som gud. Det skal dog nævnes at i kristenheden er vi lempeligere med billeder og figurer. Dernæst tyder fremstillingen af Gud i de andre af Bibelens bøger på, at Gud er så meget anderledes, end vi kan forestille os, og så meget anderledes end udtrykt i 1. mosebog.
At syndefaldsfortællingens form er ’barnlig’ betyder på ingen måde, at den er en ’primitiv myte’ (dvs. en forældet fortælling om Gud fra menneskeslægtens barndom) som vi nu er vokset fra. Tværtimod er syndefaldsfortællingen i kraft af dets indhold, både den dybsindigste og mest aktuelle af alle Bibelens fortællinger, som intet menneske kan blive færdig med at fordybe sig i.
Det er en nødvendig forudsætning for at få fat på syndefaldsfortællingens budskab, at man forstår, hvorfor den barnlige, fortælleform her er anvendt af den bibelske, profetiske fortæller. Han har haft sin bestemte hensigt med den valgte form. Vi har i denne fortælling at gøre med et stykke af Guds skjulte verden, som vi mennesker kun kan tale om i ”grove billeder” (M. Luther). Når vi taler om ”de første ting” (skabelsen og syndefaldet), der ligger forud for den menneskelige historie på jorden, den historie, som vi kender gennem videnskabens studier, og når vi taler om ”de sidste ting”, som skal ske, når menneskeslægtens historie på denne jord er forbi, kan vi kun tale om det i et billedligt, ”mytologisk” (dvs. fra myternes – gudefortællingernes verden hentet) sprog. Det sprog anvender derfor også syndefaldsfortællingen. Heri ligger at Adam ikke skal opfattes som en historisk enkeltperson – et menneske arkæologerne en dag vil kunne fysisk udgrave.
Vi ved, at i den verden, hvori vi lever, er Guds skabende vilje altid tillige den forløsende vilje. Idet han i stadig kamp mod kaosmagterne fører sit skaberværk videre. Han kæmper også efter syndefaldets indtrængen mod verdensfornægtere og alle ødelæggende kræfter. Hvor kristen forkyndelse lyder lovsynges jorden, dens blomster og dyr, dens arbejde og elskov. Selv syndefaldet og alt ondt der findes i verden kan ikke kvæle skabelsens skønhed uagtet al skabningen sukker efter en fuldendt genløsning.
”Adam” betyder imidlertid ”mennesket” – slet og ret. Han er mennesket, som Gud skabte det, og som Gud skaber det i hver eneste af os. Han er mennesket, som faldt fra sin skaber, som hver eneste af os mennesker faldt fra vor skaber. Hans hustru, som vi er vant til at kalde Eva, hun kaldes blot ”kvinden” – ikke nedværdigende men ligeværdigt – taget ud af Adams side, for at de to sammen fremadrettet er mennesket som Gud har tænkt at mennesket skal være; som et fælles karakterbillede på hvem Gud er.
Fortællingen om Adam og Eva, om mennesket, manden og kvinden, er fortællingen om os alle, ikke blot om et par fortidsvæsner fra en tid, vi er helt og aldeles skilt fra.
Hvis man overser meningen med fortællingens billedsprog og opfatter den som ”bogstavelig historie”, misforstår man den og berøver den dens rystende aktualitet. Lad mig forklare jer hvad jeg mener:
Når mennesket først har lyttet til løgnetale, er ulydighed mod Guds sande og kærlige befalinger en selvfølge. Hvor tilliden til Guds ords sandhed er erstattet med mistillid, følger dernæst mistillid til medskabningerne. I stedet for medmenneskelig kærlighed vokser fjendskabet frem og man begynder at dænge skyld over på den anden, for selv at stå som den ’uskyldige’ og samtidig gøres Gud til den egentlig ansvarlige for al menneskelig nød.
Med tanke på 1. mos. 3 så følg denne dialog som en lille illustration: ”Kvinden som du (du Gud er altså den virkelig skyldige!) satte ved min side (hvorfor du gjorde det, må du jo vide!), gav mig af træet, og så spiste jeg. (Selv havde jeg aldrig fundet på det. Sådan er jeg rigtignok ikke. Men hun!!!)
Menneskehedens første fristelse er at ville være Gud på egen hånd; at ville tilegne sig viden uden at være forpligtet på en afhængighed af Gud, som er kærlighed, lys og sandhed. Det var faldets første trin; siden fulgte en mængde variationer over det selviske tema, der i sin grund synes næsten utømmeligt. Mennesket er i sit udgangspunkt fortsat fantastisk og enestående, men også forvreden, snæver, sårbar og skrøbelig. Spændt ud mellem lys og mørke. Menneskets verden er som den uopløste dissonans. Fordi synden kom ind i verden. Og fordi synden gennemsyrer meget, kom skaberværket til at lide under vores fald. Før var mennesket gennemskinneligt for Guds nærvær, nu blev det tildækket. Før var mennesket i lyset, nu skjuler det sig for Gud og medmennesket. Uden Guds nærhed mistede mennesket den åndelige forudsætning for liv. Blev rodløse. Døden kom ind i verden og ’dna’et’ blev deformeret.
Mennesket tabte forunderligt nok ikke gudbilledligheden ved at misbruge den. Og grundlæggende er det at: sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. (Rom 11, 29) Så da menneskeheden var ude af stand til at finde en eneste der ville eller kunne gøre ugerningen god igen, måtte Gud selv træde til. For følgerne af synden, den ultimative adskillelse, død, dom og mørke, er uigenkaldeligt en uoverstigelig konsekvens, alle mennesker før eller siden står over for. Hvis ikke lige det var for Guds søn, Jesus Kristus.
Den side af sagen skal jeg kun omtale kort, blot for den kristne vinkels skyd skal det dog nævnes at løftet som Gud giver de første mennesker efter syndefaldet – læs 1. mos 3, 15 – hvor der står: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.« Ja, det opfatter vi kristne som et profetisk løfte om at Gud selv blev menneske i sin søn og at han er den der genløser relationen mellem Gud og os. Faldet skete ved ét menneske; frelsen kom ved ét menneske; Jesus Kristus. I Romerbrevet kapitel 5 og i 1. Korinter brev kapitel 15, tales der om Jesus ’som den anden Adam’. Samtidig er Jesu egen benævnelse om sig selv i sit menneskeliv at han er ’Menneskesøn’. Her finder vi den kristne kobling mellem skabelse, syndefald og genløsning.
I den kristne forståelse er alle mennesker i udgangspunktet underlagt synden om de vil det eller ikke. Der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud. Rom 3, 22b-23 ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Rom 7, 19
Martin Luther (1483 – 1546) beskriver synden med ordene om, at vi er "indkroget i os selv". For mig en meget sigende måde at definere synd på, som en egoistisk tilstand, hvor man kun fokuserer på sit eget.
Augustin (354 – 430) er en af de såkaldte kirkefædre, han udformede den kristne lære om arvesynden, der definerer mennesket som født med en vilje, der er bundet til det onde og egoistiske. Som en udløber af disse tanker blev barnedåben indført som kirkens praksis. I lyset af Augustins lære konkluderede man, at hvis ikke man var døbt, så gik man fortabt, hvorfor børnene nærmest straks efter fødslen blev døbt. Ikke alle kristne tillægger ’arvesynden’ den betydning, men tror i stedet at Guds nåde er så stor, at børn i udgangspunktet hører Guds rige til (Mark. 10, 13-16), indtil de i valg og handlinger vender Gud ryggen.
Om selve syndsbegrebet skal jeg bemærke at nok fylder det meget og sætter retningen på forskellig vis, men gennem den personlige syndserkendelse åbner der sig en vej for os væk fra død og ulykke, så vi ved troen på Jesus får lagt trædesten foran os til den forløsende genløsning i Guds nåde. Om vi erkender og vover at gå.
Det skal også bemærkes at i jødisk-kristen tradition er hørelsen et centralt organ. Derfor er en af forståelsesformerne for ordet synd; ’det at høre dårligt.’ Mistillid til Guds ord = at høre dårligt efter, hvad Gud siger; og/eller hvad samvittigheden i en sammenhæng bevidner.
Et kuriosum omkring beretningen om syndefaldet: I 1. mosebog står det intet om hvilket slags træ ’kundskabens træ var’ I mange kristne forestillinger er frugten blevet beskrevet som et æble. Det ved vi intet om. I jødedommen beskrives frugten af visse rabbiner (lærer) i stedet som en figen, med henvisning til at de læser et erotisk/frugtbarheds kultisk element ind i syndefaldsfortællingen.
I jødedommen betragtes beretningen om Adam og Eva i Edens Have (Syndefaldet) som en historisk og symbolsk fortælling om menneskets oprindelige ulydighed mod Gud, men den tolkes fundamentalt anderledes end i kristendommen. Her er hovedpunkterne i det jødiske syn på syndefaldet: Ingen Arvesynd: Jøder tror ikke på, at mennesker arver en medfødt syndig natur fra Adam og Eva. Mennesket er født rent: Ifølge jødisk tro fødes mennesket uden synd, med en uskyldig sjæl og med en fri vilje til at vælge mellem godt og ondt. Syndefaldet ses primært som det øjeblik, hvor mennesket mistede sin oprindelige uskyld og nære, direkte forhold til Gud. Det markerede en overgang til en uperfekt verden.
Da der ikke er nogen arvesynd, er hvert menneske kun ansvarlig for sine egne handlinger. Synd er en del af livet, fordi mennesket er uperfekt, men det er noget, man kan overvinde gennem omvendelse, bøn og gode gerninger. I stedet for at være fanget i en tilstand af synd fra fødslen, har jøderne fået Torahen (loven) som en vejledning til at leve et retfærdigt liv og opretholde pagten med Gud.
Sammenfattende ser jødedommen syndefaldet som menneskets første ulydighed, der bragte dødelighed og ansvar ind i verden, men som ikke har ødelagt menneskets grundlæggende mulighed for at gøre det gode.
Inden for islam tror muslimer på, at Adam og Eva blev fristet af Satan (Iblis) til at spise af det forbudte træ, hvilket førte til deres ulydighed mod Gud. I modsætning til kristendommen afviser islam begrebet om arvesynd; mennesket fødes uden synd, er personligt ansvarligt for egne handlinger og får tilgivelse ved oprigtig anger. -Altså langt hen ad vejen har de samme udgangspunkt som jøderne.
Muslimerne tror at Adam og Eva angrede deres handling, og Gud tilgav dem fuldt ud. Der er derfor ikke brug for en frelser eller forsoning for at ophæve den "arvesynd" de ikke tror eksisterer.
Mennesket anses for at være grundlæggende godt, men kan blive vildledt af Satan, og har derfor brug for Guds vejledning (Koranen).
Adam og Eva blev sendt til jorden, ikke som en straf for evigt, men fordi mennesket er skabt til at være Guds forvalter på jorden
• Hvad tror den kristne på? At mennesket bliver født ind i en verden, hvor vi alle er underlagt en syndig natur fra fødslen, men at Gud elsker os så højt, at han gav os sin søn, så vi ved ham slipper fri af syndens forbandelser. Kristne tror ikke på en bog, men på Jesus Kristus (uagtet Bibelens høje status) (Derfor blive kristne ikke så støt, hvis Bibelen ødelægges, som muslimerne gør, når man brænder Koranen).
• Hvad tror jøder på? At mennesket bliver født ind i en verden uden synd med en uskyldig sjæl. Jødedommen er knyttet til loven (de fem mosebøger og er som sådan en ’bogreligion’)
• Hvad tror muslimerne? Ingen arvesynd: Syndefaldet betragtes ikke som en arvelig synd, der ødelægger menneskets natur. Hvert menneske står selv til ansvar for sine handlinger over for Gud. Islam er en bogreligion.
For alle tre religioner gælder at der findes variationer, hvor man lægger vægt på noget forskelligt – og hvor man til forskellige tider har ment noget lidt forskelligt om forskellige emner. Hvad jeg har beskrevet om den kristne forståelse gælder for mange kristne, især Lutherske kirkeretninger. Rettelig skal det med, at der er nogle kristne som tager skabelsesberetningen og fortællingen om syndefaldet bogstaveligt. Det vil i sagens natur sætte et andet perspektiv på hvad de tror eller ikke tror, end hvad jeg har redegjort for. Det er dog min opfattelse, at mit synspunkt langt hen ad vejen, er dækkende for, hvad der er den kristne forståelse af emnet.
Svaret af:
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
