9. december 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Lukasevangeliet 21,25-36

Rejs op dit hoved, al kristenhed

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomissøn 1569
Cora Nyegaard 1840

Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Opløft dit øje, slå ej det ned!
I Himlen du har hjemme,
dér er dit hjerte, dér er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.

Rejs op dit hoved, af hjertet sig
til korsets høvding: »O tænk på mig,
nu er du i dit rige!«
Da skæl der falder fra øje dit,
du mægter, som du har ønsket tit,
i Paradis at kige.

Der ser i haven du Livets Træ,
og Himlens fugle i lun og læ
du hører lifligt sjunge
om herrefærden i højen sky,
om jord og himmel de splinterny,
om kristne evig unge.

Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry,
til Herren dages på rosensky,
når nat er helt udrundet.

Og når da under hver himmel-egn
du ser din konges det visse tegn,
ja, tegn i sol og måne,
da funkler frydelig øje dit,
da rejser hoved du kækt og frit,
mens stjerner dø og dåne.

Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!

Du ved, du tjener en Herre mild,
som ikkun nødig med Himlens ild
hjemsøger jordens lyder.
Som »vennen«1 dristigt for Sodom bad,
så bed og du for den store stad,
til selv han staven bryder!

Ja, bed for Babel,2 til grant du ser,
at bøn og sukke ej både mer
mod undergangens bølge!
Da råber Herren: Jeg kommer snart!
og bruden svarer: Med lynets fart
i sky jeg dig skal følge!

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!

N.F.S. Grundtvig 1837.

1 Abraham, Guds ven, 1 Mos 18,23-32; Es 41,8; Jak 2,23

2 symbol for den gud-løse verden, Åb 14,8

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274