|
DAGENS ORD: |
”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Mattæus 6:34
|
|
|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
12. december 2020
2020 dec 12
 |
Judæa ørkenen, Israel © Alex Wallin |
|
Lørdag den 12. december 2020
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Lukasevangeliet 21,25-36
|
|
Dagens salme fra Den Danske Salmebog nr. 273:
I verden er ej nød så stor
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Vor Gud han er så fast en borg
I verden er ej nød så stor,
Guds nåde dog er større,
er lukt for mig hver dør på jord,
står åbne Himlens døre.
Min sjæl, vær ej forsagt!
Du står med Gud i pagt;
har verden dig forladt,
blev dagen dig til nat,
vær trøstig! Herren lever.
Sker end i sol og måne tegn,
frembruser storm derefter,
har jorden ej mod havet hegn,
oprøres himlens kræfter;
kom i orkaners brag
alverdens sidste dag:
Min sjæl, vær ej forsagt!
Du står med Gud i pagt:
vær trøstig! Herren lever.
Forglem ej pagtens store ord,
når Herrens time kommer!
Opløft dit hoved, se fra jord!
Forbarmer er din dommer:
I skyen, herlig, skøn,
se Guds enbårne Søn!
Med kraft han komme vil;
forløsning stunder til:
vær trøstig! Herren lever.
Vi venter, Herre, på din dag,
den kommer, når du byder.
O, når i undergangens brag
da domsbasunen lyder,
gid sjælevågne da
vi med halleluja
lovprise kan din magt
og med vor Gud i pagt
udråbe: Herren lever!
B.S. Ingemann 1825.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/273
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra
den autoriserede oversættelse af 1992.
|
|
|