17. december 2020

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke. Dér skal de løskøbte vandre, Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter. Esajas' Bog 35,1-10

Stat op i gry, min Gud, stat op

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt, hvad som fuglevinger fik

Stat op i gry, min Gud, stat op!
Adspredes, flygt, du fjendetrop,
lær, hvad det er at grue!
Forsvind som røg i luftens skød,
hensmelt som voks for ild og glød!
Kan du Guds ansigt skue?

Op, glædes alle, glædes nu,
og kommer sorg ej mer i hu,
retsindige og fromme!
O, bryder fluks i lovsang ud
for eders Herre, eders Gud
ved navn at ihukomme!

Så hånd på værket, nøler ej,
men baner for den konge vej,
som farer på det jævne!
Han er de faderløses trøst,
han hører nådig enkens røst,
og han har Guddoms-evne.

Han låner hus til hver forladt,
af lænker han udløser brat
og hjælper op af grave;
til marken gold den Herre god
udspringe bød en nådeflod,
nu blir den som Guds have.

Den fylder han med liv og lyst
og planter for de arme trøst,
som de har længtes efter,
og dem, som bærer julebud,
indskyder du, al nådens Gud,
et ord med kæmpekræfter.

Velsignet være Gud, vor drot!
Med salighed, af nåde blot,
det har nu gode veje;
thi hos vor Gud og Herre sød
er udvej fra den bitre død,
fra gravens mørke leje.

O, jubler for ham! Ser I ej,
igennem himle går hans vej
med solens løb fra østen.
En strøm af lys er heltens spor,
og Guddoms-kraft er i hans ord;
o, lytter dog til røsten!

Lovsynger ham i gry og kvæld
med livets strøm af Jakobs væld,
I kirker alle sammen!
Istem for ham, vor Gud, vor drot,
hvert folk på jorden, stort og småt,
halleluja og amen!

Sl 68

N.F.S. Grundtvig 1837.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/79