|
Eva Melhof er blind og benamputeret, men hun er også
en humørbombe, der elsker livet - og så er hun sognepræst
i Snesere Kirke i Fladså kommune i Sydsjælland. For
nylig var hun gæst i Café 50+ i Frikirken Salem
i Frederiksværk, hvor hun talte over "Lys i mørket
- mit liv som blind".
Som for tidligt født - i 24. uge - lå Eva Melhof
i kuvøse og for meget ilt skadede hendes syn, så
hun har været synshandicappet hele livet. For 5 år
siden slukkedes lyset, da hun mistede den sidste synsrest og
kort tid efter, mens hun var ved at vænne sig til det ændrede
liv, ramte en ulykke hende. En decemberdag stod hun med sin førerhund
ved perronkanten på Ringsted Station. Hun kom for tæt
på perronkanten og blev hvirvlet op i luften af et gennemkørende
tog. Da hun blev udskrevet 3 måneder senere, havde hun
fået amputeret halvdelen af det ene ben. Hun har nu lært
at gå med protese og trods sine handicaps virker hun som
sognepræst. Hun prædiker, døber, konfirmerer,
foretager vielser og begraver uden at hun kunne se sin menighed,
men humøret fejler bestemt ikke noget. Selv siger hun:
"Godt nok er det sort for mine øjne, men lyset i
mit sind skal der mere til at slukke".
I Café 50+ fortalte Eva Melhof om tiden, der ledte
op til, at synet endegyldigt forsvandt, om tiden, hvor hun skulle
lære at leve som blind og ikke mindst den kolossale omvæltning
det er at skulle leve hverdagen på totalt ændrede
vilkår. Hun fortalte også om, hvordan hun klarer
arbejdet som blind præst og hvordan hun bevarer håbet
og troen trods megen modgang.
Da Eva Melhof var 6 år viste en undersøgelse,
at hun kun havde 1/6 syn. Når folk hilste på hende
på gaden, kunne hun ikke se dem og mange troede, at hun
var arrogant.
I skolen havde hun 2 hjælpemidler: en lup og klassekammeraten
Lene, der hviskende fortalte hende, hvad der stod på tavlen.
Hun havde oprindelig et ønske om at blive sygeplejerske,
men en praktikperiode overbeviste hende om, hvor svært,
det er at læse de små tal ved temperaturtagning og
måling af blodtryk. Da hun havde haft stor glæde
af at gå i en metodistisk søndagsskole og senere
af at gå til præst, blev det teologien. Den gang
tog det 8 år i gennemsnit og Eva Melhof gennemførte
det på 10. Synet var i mange år stabilt. Først
for 10 år siden begyndte hun at få større
problemer og for 5 år siden var det slut med at se. Det
var hårdt - både for Eva selv og for den nærmeste
familie og hun måtte gennem en langvarig sorgfase og fortræningsfase
- eller social amputationsfase, som hun selv kalder det.
Sorgen over ikke at kunne opleve synsindtryk for naturen,
ikke at kunne se sin mand og sine børn. Og så en
lang periode, hvor hun følte sig lukket ude fra mennesker.
I dag kan hun med et smil på læben fortælle
om oplevelser, der gjorde ondt. Det tog næsten 3 år
at komme ud på den anden side med humøret i behold
og finde sin nye rolle, sin Mor-Eva-rolle, sin Hustru-Eva-rolle.
Det var meget svært, når hun ikke kunne se børnenes
tegninger, som de fortalte så stolt om eller da hun ikke
kunne se sin mellemste datter spille skolekomedie og heller ikke
kunne se børnene i deres udklædning til fastelavn.
Hun tabte lysten til at pynte op til jul og påske og
til at gøre noget specielt ud af borddækningen.
Det var en fase, hun skulle igennem, men det var svært
undervejs.
Men hun ville ikke give op og hun ville ikke lade sig pensionere
som 48 årig. I dag virker hun fortsat som præst.
Prædikener skrives ikke i manuskript, men indtales i et
eletronisk apparat, så hun under prædikenen får
sine egne ord i det ene øre og kan gengive dem og derfor
også kan "se" menigheden i øjnene mens
hun prædiker uafhængig af et manuskript. Førerhunden
er aldrig med i kirken, for den skal ikke tage opmærksomheden.
I stedet har hun en hjælper, der leder hende op til alteret,
prædikestolen, døbefonden og til kisten ved begravelser.
Hjælperen hjælper hende også med højden
på konfirmanden, bruden og brudgommen.
Den blinde er, som Eva Melhof siger, et ganske almindeligt
menneske, men det har for hende været vigtigt at bevare
humøret. Hun havde masser af humor før, hun mistede
synet og et halvt ben og den humor har hun bevaret og siger som
Niels Hausgaard: Den virkelige handicappede er den, der ikke
har humor og hun fortsatte: "For mig er Gud ikke den, der
sender mig prøvelser, men han er den, der hjælper
mig i prøvelser. Han er den, der hjælper, når
tilfældet er ude.
Eva Melhof fortalte levende, engageret og med megen humor. Det
var ikke nogen grædekoneberetning, men et vidnesbyrd om,
at livet kan leves med håb og glæde - også
selv om skyer har dækket himlen over et menneskes tilværelse. |
