Mercyships

Teolog og Kierkegaard-forsker Christian Hjortkjær stiller skarpt på, hvad der driver mennesker til at engagere sig frivilligt i bl.a. Mercy Ships. Og hvorfor det er vigtigt at håndtere følelsen af utilstrækkelighed, når behovene overstiger ens muligheder.

Frivillighed bygger på frihed. Men hvornår er man virkelig fri? Når man bare gør det, man har lyst til? Eller når man gør det, man føler sig etisk forpligtet til?

For pligter er ikke kun noget, der påtvinges mennesker udefra. Det er også en indre impuls, en forpligtelse, som man har det rigtig godt med at gøre til virkelighed. Det er frihed med mening.

Det er en af mange pointer i en samtale med teolog, forfatter og højskolelærer Christian Hjortkjær. Og netop meningen, at have gjort en positiv forskel i menneskers liv, er et gennemgående træk hos frivillige, der har været udsendt til et af Mercy Ships to hospitalsskibe.

n ikke har lyst til, men at gøre noget efter en anden målestok, med et højere formål, ja, med større etisk værdi.

Spise kage eller lade være?
Velkommen til en ærlig snak med manden, der har forsket i den kendte danske filosof Søren Kierkegaard og i dag underviser på Silkeborg Højskole.

Kierkegaard er kendt for de tre mennesketyper: æstetikeren, etikeren og den religiøse. Med en illustration fra psykologiprofessor Svend Brinkmann forklarer Christian Hjortkjær forskellen mellem de to første:

–Forestil dig, at du har en kage. Æstetikeren kommer ind, kigger han på kagen og siger: Jeg har lyst til kage! Og så spiser han kagen. For han følger den æstetiske livsstil, som hedder: Du skal altid gøre det, du har mest lyst til. Så stiller man en ny kage frem til etikeren, som siger: Jeg har også lyst til kage, men jeg ved, at den er usund. Og så sætter han kagen tilbage på bordet.

–Så er spørgsmålet: Hvem er mest fri af de to? Er det æstetikeren, der gør det, han har lyst til? Eller er det etikeren, der gør det, han ikke har lyst til?

Det er to forskellige forståelser af frihed, forklarer Christian Hjortkjær.

– Selvfølgelig er det frihed at gøre det, man har lyst til. Men der ligger måske en højere frihed i at være i stand til ikke at gøre det, man ikke har lyst til, men at gøre noget efter en anden målestok, med et højere formål, ja, med større etisk værdi.

”At være udsendt af Mercy Ships giver mening på mange planer. Vores frivillige siger typisk efter indsatsen på hospitalsskibene, at de har fået et større perspektiv på tilværelsen, mere kulturforståelse, øget menneskelig og faglig indsigt og desuden et stort netværk af venner fra mange lande.”

Charlotte Nørholm Dyhr, generalsekretær

Selv om Christian Hjortkjær tager livtag med utilstrækkelighedsfølelsen i bogen, indrømmer han nu, at han ”bliver mere og mere fortaler for utilstrækkelighed”.

– Mit mål er jo ikke at fjerne utilstrækkeligheden, men at finde områder i livet, hvor det er værd at føle sig utilstrækkelig. Hvor jeg aldrig kommer til at slå til, men hvor det trods alt er meningsfuldt, det jeg laver. Utilstrækkeligheden er den pris, jeg må betale for at lave noget, der er så ekstremt meningsfuldt, at jeg aldrig helt synes, at jeg er god nok til det.

Det er op ad bakke i en kultur, hvor vi helst ikke må have negative følelser. Men dem må vi leve med, når vi vil gøre en positiv forskel i verden, mener Christian Hjortkjær.

– Det handler om dannelse for nu at bruge et højskoleudtryk. Vi må leve med, at idealer netop er ideelle. Mål kan man nå, men idealer vil altid være uden for rækkevidde. Det er noget, vi stiler efter, men aldrig når fuldt ud. Og det må vi lære at acceptere.

– Når man rejser ud som frivillig i Mercy Ships for eksempel er det på en måde ”mission impossible”. Man kommer ikke hjem efter tre måneder og siger ”mission accomplished”. For idealer er så meget højere end det, man kan præstere i virkeligheden. Det giver negative følelser, men det betyder ikke, at det var en fejl at rejse ud.