Netpræst
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Personligt og individuelt
Hvad kom først – hønen eller ægget? I kirken kan vi spørge: Er det den enkelte eller menigheden der kommer først? Spørgsmålet er mere betydningsfuldt end måske først antaget. Den ene udelukker ikke helheden, men er forudsætningen for menigheden og dens funktion og eksistens. Samtidig er fællesskabet noget andet, og på sin vis noget større, end den enkelte. Vigtigt er det, at vi har styr på sammenhængen, og forstår betydningen af rækkefølgen.Jesus siger, at englene glæder sig over én synder, som omvender sig (Luk. 15.10). Og til Nikodemus siger han, at forudsætningen for at komme ind i Guds rige er, at hver enkelt af os fødes på ny ved Gudsordets vandbad og ved Guds Helligånd (Joh. Ev. 3) ”Et menneske (gen-) fødes (selv) når det er gammelt”. Ved Guddommelig indgriben.
I det selvsamme kapitel finder vi ordene: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Glæde over én synder – Gud gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes.
I verden betyder ét menneskeliv måske ikke det store, men i Guds rige gør det. Derfor er spørgsmål om aktiv dødshjælp og abort i kristenheden mere alvorlige spørgsmål, end det umiddelbart opfattes af det sekulariserede samfund, som i sit udgangspunkt ikke medregner Gud i sin forståelsesramme.
Vores vestlige værdier bygger – mere end vi måske ved – på hvad hvert enkelt menneske har af betydning i en kristen forstand. Førhen blev de gamle ’smidt ud over klippekanten eller sat ud på isen.’ Og havde man fået det antal børn man ønskede sig, blev de efterfølgende sat ’ud til de vilde dyr’. I den verden der ikke havde taget imod og forstået Jesu budskab.
Nødhjælp og sygepleje begyndte med kristne, der havde medfølelse og kald til at hjælpe medmennesket. Kristne mennesker der hørte Guds kaldelse om at hjælpe andre. Ikke masserne, men den enkelte mand eller kvinde, der havde et behov. Det enkelte barn der er syg eller i nød, eller det døende menneske, der trænger et nærværende og omsorgsfuldt medmenneske ved sin side, i livets sidste stund.
Hvis vi ikke ser den enkelte, som Gud ser hende eller ham, bliver vi hårdhjertede. Jesus gik til den enkelte og så deres potentiale. Til Andreas, Peter, Jakob, Johannes, Mattæus, kvinden ved Sykar brønd, Maria, Martha og Lazarus, ja, til utallige vi ikke kender navnet på, som Jesus mødte i øjenhøjde og rakte ud til individuelt.
Frelsen er individuel, ikke kollektiv.
Det som jeg trænger til, er ikke nødvendigvis det du trænger til. Min synd og svaghed – er min – og din er din. Nok er vi begge fortabt hvis vi afviser nåden og troen på Jesus, men vejen ud af syndens vildveje går vi hver på vores måde, med det udgangspunkt der nu engang er dit og mit.
Selv i Jesu sidste timer på korset frelste han én synder; nemlig den røver der var korsfæstet sammen med ham; som frygtede Gud og bad Jesus om at åbne Guds rige for sig. At modtage Guds nåde er at bede Jesus om frelse. Det er intet alment spørgsmål, men et personligt spørgsmål. At være kulturkristen er kultur uden Kristus, når det kommer til stykket. At være kristen er et spørgsmål om personlig tro og erkendelse af; at jeg ikke kan klare mig i livet uden Jesus Kristus, som herre og frelser. At være kristen er en livsnødvendighed, for den der vil leve livet ansvarligt, ærligt og redeligt.
I Ezekiels bog 36. 25-28 findes et løfte, en profeti om hvordan Gud vil, at det skal være når Jesus er Herre: ”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.”
At være kristen er at opleve, at ordet og Ånden gør noget ved os. At vi forstår livet i Guds lys og lader os lede i kærlighed. Så hver enkelt af os tager ansvar på en sund og livgivende måde, til både eget og fælles gavn.
Paulus er inde på noget af dette, når han underviser korinterne om menighed og åndelig tjeneste. Han skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” (1. kor. 12.7) Dernæst sammenligner han menigheden med menneskekroppen, for at illustrere vores forskellighed i de opgaver vi som kristne står i sammen i tjenesten. Én er hånd, én er øje osv. Og vi skal fungere sammen, ’for lider én legemsdel, så lider også alle de andre.’
Det begynder med at vi hver især får åbenbaret frelsens betydning, for ’mig og mit liv’. At vi lever og vokser i denne bevidsthed. Først derefter giver det kristne fællesskab rigtig mening. Og hvis ikke Helligånden virker med, er der ’død i gryden’, menighedsfællesskab eller ej.
Frelsen er ingen kopivare, eller noget vi mennesker selv kan opfinde, men den gives os af Gud. Frelsen skal vi tage imod i tro. Frelsen er fra Guds side ’skræddersyet’ og tilpasset hver enkelt af os.
I 1. Mosebog 3. 21 står der et vers som sjældent citeres når der fortælles om syndefaldet. Nemlig ordet om at Jahve (Gud som er ’jeg er’) syede tøj til de faldne mennesker og gav dem det, som erstatning for de skørter Adam og Eva havde lavet af figenblade: ”Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på.”
Gud er vores frelser og frelsen er tilpasset individuelt. Gud gjorde sig som verdens første skrædder. Han gav de første faldne mennesker løftet om en frelser (1. Mosebog 3.15b), da han dækkede dem individuelt i klæder, der var holdbare og som passede lige præcist til dem. På samme måde med os. Han kalder os én og én, og skænker os lige netop den frelsesklædning, der passer til dit og til mit liv. Til dem vi er, med de udfordringer der er vores.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
