DAGENS ORD: ”Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.” Mattæus 15:18

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Det er sommer i Danmark

1 jul. 2026


Kære læser…
Det er sommer i Danmark.
Og det er varmt i Danmark.

Nok noget af det varmeste, jeg kan huske fra mit lange liv, for den sidste weekend i juni 2026 har man vejrmæssigt advaret om varme op til lidt over 30 ᵒc i flere dage.
Det er også smukt i Danmark, fordi alting blomstrer i alle farver, og om aftenen kan man på den næsten skyfri himmel se fly på vej til og fra Københavns Lufthavn...

Der er så meget at takke for i denne tid – og jeg vil opmuntre dig, kære læser til at gå en stille aftentur , hvor det er blevet lidt køligere, og takke Gud for alt det, du ser.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan du har det lige nu med tro og hverdagen og Gud.
Men måske har du det sådan, at midt i alt det smukke – da er der noget, der er rigtig svært for dig. Måske problemer og misforståelser med mennesker, du holder af, eller måske har du fået en svær diagnose fra lægen. Men også det kan du lige så stille give i Guds hænder – for han lytter, og han trøster, og han velsigner… Og selv om du måske egentlig tvivler lidt på alt det med Gud, iog om du tror på ham, så skal du huske, at Gud altid tror på dig.

En af mine konfirmander sagde engang, ”Hvis man kan bede til Gud om alting, kan man så også bede om, at vi vinder vores fodbold-kamp i eftermiddag?”

Og selvfølgelig kan vi bede til Gud om alt – men det er ikke et trylle-trick, hvor vi automatisk får alt, hvad vi beder om, men når vi beder, træder vi ind under Guds velsignelse.

Måske finder vi pludselig ud af, at Guds vej blev langt bedre end vores vej.
Måske er det derfor, at der i et dejligt vers fra et af Pauluses breve står:
”Vær altid glade, bed uophørligt, og sig tak under alle forhold, for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus!” (1.thessalonikerbrev 5:16-18

Da en anden af mine konfirmander, hørte det vers, sagde han, ”Man kan da ikke lukke øjnene og bede, mens man kører bil fx, så kører man jo galt!”
Og selvfølgelig har han ret, og selvfølgelig handler bøn mere om at vove at have tillid til , at Gud går med. Også selv om vi ikke får præcis, hvad vi beder om – og selv om vi alligevel ikke blev verdensmestre i fodbold...

Lige nu mens jeg skriver, er der vældig varmt i verden.
Men der er faktisk også masser af fodbold i verden!

Der spilles verdensmesterskab, som bliver afgjort i juli måned. Og det er så dejligt, at mange af fodboldspillerne, også nogen af de danske, tegner korsets tegn for ansigt og bryst, og sender en bøn op til Gud, når de skal ind og spille… Men selv dér, hvor det hele er givet i Guds hånd, så ved fodboldspillerne selvfølgelig, at de er nødt til at løbe og anstrenge sig og måske tabe…
Sådan er fodbold.

Sådan er livet.

Men Gud velsigner, både når vi taber, og når vi vinder.

Måske går du tur i aften og ser sommerens skønhed og takker Gud. Og måske kan du tage denne bøn med dig, som jeg fandt engang i en andagtsbog for unge.

Kære Gud,
Jeg takker dig for, at når jeg vågner i morgen, er du hos mig.
Og jeg takker dig for, at hvis jeg ikke vågner i morgen, er jeg hos dig.
Amen



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk