[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com
Ingen fordømmelse
1 jan. 2025
Fordømmelser er der nok af. I alle mulige mellemmenneskelige sammenhænge. I den politiske verden, i blandt forskellige samfundsgrupper, i religiøse miljøer. Ja, ser man efter, møder man fordømmelser oftere end som så. I både brede og individuelle sammenhænge.Vi mennesker forfalder nemt til at fordømme andre – og måske også os selv -i visse situationer. At fordømme handlinger er en ting, men at fordømme et medmenneske eller grupper af mennesker forvrænger liv og gør relationer gustne. Alligevel udtales fordømmelser dagligt.
I Johannes evangeliet er omtalt en hændelse forud for Jesu proklamation om, at han er verdens lys. Et udsagn der provokerede de religiøse ledere (i det her tilfælde – farisæerne) og som i samme åndedrag førte til et opgør med farisæernes religiøse afvisning og fordømmelse af dem og dét, der ikke flugtede deres snævre verdensbillede. Som fik Jesus til at sige: I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen.
Konkret fortælles om et menneske der havde været på gale veje; som blev fordømt af ’borgerskabet’ og vis handling både var et lovbrud og som var stærkt samfundsnedbrydende, i samtidens forståelsesramme.
De religiøse kom derfor umiddelbart ’buldrende med én for dem, god sag’. En sag de tænkte ville sætte Jesus i et dilemma. For ville Jesus, Menneskesønnen, ven med toldere og syndere, tale imod Mose
Lov? Eller ville han som dem, fordømme dette faldne menneske, og dermed lægge afstand til hende?
Historien illustrerer hvor ensidigt og unuanceret vi mennesker bedømmer hinanden. Vi forstår sjældent hele sandheden og ser ikke det skete i et favnende perspektiv. Eller vi undlader et element i det skete, for bedre at fremme vores egen dagsorden. Johannes fortæller:
Men Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.
Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.« (Joh. ev. 8, 1 – 11)
De religiøse ledere kom kun med lovbruddets ene part, uagtet, at der skal ’to til den slags tango’. Dernæst var deres dagsorden ikke at hjælpe kvinden, men at bruge hendes fald til at fremme deres egen sag i en helt anden kontekst.
Når fordømmende ord lyder, hvorfor udsiges de? For at bringe godt eller for at fremme egeninteresser?
Jesus bukkede sig ned og skrev på jorden, som tegn på, at han ikke ville have at gøre med dem og den borgerlige dom i en sådan sag. Det afholdt blot ikke disse herrer fra at presse yderligere på, og i at gentage deres anklagende spørgsmål.
Så kom der et modsvar fra Jesus: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.
Bang!
Pludseligt var der mere end de anklagende pegefingre, der blev rettet mod kvinden. Nu pegede også ’langemand, ringfinger og lillefinger’ en stille anklage tilbage mod hver enkelt ’dommers’ egne forhold.
Igen bukkede Jesus sig ned og skrev på jorden. Vendte sig bort fra al menneskelig fordømmelse og selvretfærdighed. For i stedet i det stille at byde ind med lys, sandhed, nåde og den Guds retfærdighed som kalder til omvendelse; som tilgiver og renser; og giver nyt håb, til et hvert faldent menneske.
Da de religiøses fordømmelser var forstummet stod Jesus alene tilbage med kvinden. Jesus fordømte hende ikke, men kaldte hende til omvendelse.
På samme måde med os. Jesus fordømmer os ikke, men kalder os til at lægge vore liv i hans hænder. Til at give slip på vort eget og til at overgive os til hans frelse, med alt hvad denne frelse rummer af livgivende forløsende kræfter. Så vi ikke trækker os væk fra hinanden og gør os ’indkrogede i os selv’, men tværtimod lever livet givende og barmhjertigt.
Jesus er ingen ’blødsøden humanist’ der lader ’fem og syv være lige’. Jesus kalder os ind i lyset, så vi ikke skal vandre i mørket. Så vi finder ind på den vej som fører til livet, væk fra mørkets og dødens vej.
Det betyder et opgør med dét som er forkert, ukærligt og egoistisk, og som ikke tåler dagens lys.
Det kan begynde nu, om vi vil. Ved det levende Gudsord og ved Helligånden, kan vi lærer at skelne, ’skidt fra kanel’. Og få kræfter og visdom til at tager et opgør med dårlige handlinger, uden at påkalde en fordømmelse over hverken os selv eller andre.
Lad Guds ord få dets rette plads i livsforståelsen, så omvendelse og tilgivelse går hånd i hånd. På samme måde skal frelsen og genoprettelsen ses i sammenhæng.
Så kan vi med Paulus udbryde: Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. (Rom 8, 1-2)
Når vi gør det, kan vi stå verden imod og være en velsignelse. Så vi ikke udtaler fordømmelser mod andre, men taler ord som hjælper ’livet på gled’.
I Jesu navn, amen!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
