Første søndag i advent 2021

1. søndag i advent:

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.
Romerbrevet 13,11-14

Herrens dag er nær – Jesu genkomst er nært forestående. Sådan skrev Paulus til menigheden i Rom for knapt to tusinde år siden. For sådan forstod han de tegn i tiden, der sås i den daværende antikke verden.

”Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.”

Lidt eksempler: I den romerske – hellenistiske kultur skiftede ægteskabet, fra at være en beskyttelse, af familien og børnene, til at fokusere på sex, forelskelse og penge.

Utroskab var bare "de moderne tider", så fx en kejser, der kun havde sex med sin kone blev betragtet som seksuelt afvigende. Og mange af de romere som havde råd til børn, fik ingen børn.

Hvorfor fik rige romerne ikke børn, kan man spørge. Fordi det umiddelbart var dårligt for en romer at have børn. En ældre rig barnløs romer blev ofte opvartet af mange ’arve-jægere’, som søgte at blive betænkt i vedkommendes testamente.

Dernæst var det ikke usædvanligt at en romersk kvinde blev gift og skilt flere gange. Men hvis hun havde børn, så havde hun arvinger til sin formue, og dermed var hun mere eller mindre uinteressant.

Fik man alligevel børn, nøjedes man med ganske få. Nok var præventionen ikke opfundet, men så satte man i stedet de efterfølgende (for mange) børn ud i naturen, for at de kunne blive taget af vilde dyr.

Den samfundsmæssige beskyttelse af svage var ikke eksisterende. Dels hærgede bander i byerne, så utrygheden efter mørkets frembrud var stor, dels var det sociale sikkerhedsnet heller ikke eksisterende, hvorfor mange gamle blev smidt ud over klippekanten når de blev svagelige, for ikke at lægge familien til besvær.

Paulus, der som jøde havde lært respekt for de grå hår og som så familien som kernen i samfundet, og børn som en Guds velsignelse, var dette forfald, ’mørkets gerninger’. Dernæst var Rom med dets manglende respekt for menneskeliv og dets afguderi, dets udsvævende og dekadente omgangsformer ’som en gentagelse af den fortabelse i kultur, der herskede før syndfloden, i Noas dage’.

Som jøde og som en Kristi efterfølger, ventede Paulus Jesu snarlige genkomst. I den dystre samfundsmæssige spejling var det for ham oplagt, at nu var der brug for at Gud éngang for alle lod Kristus tage et opgør med ondskaben i denne verden.

Derfor mindede han menigheden i Rom om at ”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro.”

”Nu hvor natten er fremrykket, og dagen må være nær, hvor Jesus kommer igen, lige om lidt, skal vi, der tror at Jesus er den udvalgte Kristus, aflægge mørkets gerninger i vores (hverdags) liv og leve gennemsigtigt – for derved at tage den beskyttelse på os, det er at leve åbent og ærligt i lyset af evangeliet. Lad Helligånden få herredømmet i din tilværelse, så Guds lys kan lyse for dig.” Nogenlunde sådan vil jeg udlægge orden af Paulus.

Det interessante og tankevækkende er, at vores tid på flere stræk ligner den tid Paulus talte ind i. Også vi kan fornemme ’at natten er fremrykket’, og for os gælder det, at vi gør klogt i at ”aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.” Altså; ”det er på tide at stå op” for alt der er sandt, kærligt og godt, så vi står løgn, selviskhed og ondskab imod i verden.

Kender vi tidens ’time’ og fornemmer vi at frelsen er os nærmere nu, end da vi kom til tro?

Kun Gud ved, hvornår Jesus kommer tilbage, men vi skal leve som det sker i dag!

Glædelig advent*

*Advent kommer af det latinske 'Adventus Domini', som betyder 'Herrens komme'. Advent er forventning og forberedelse til julen, hvor det er Gud selv, 'Herren', der kommer til verden gennem Jesus´ fødsel.

Adventstidens farve er lilla, fordi det symboliserer bod og beredelse.

Advent er en tid med tekster fra Det ny Testamente om omvendelse og dom. Beretningen om Jesus er nemlig også en fortælling om en ugæstfri verden og mennesker, der ikke vil vide af ham. Lige fra hans fødsel i en stald, til han bliver henrettet som en forbryder. Så i adventstiden er der både en begyndende forventningens glæde, om Gud der elskede os så højt, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv; og alvorsord om at gøre sig rede, så vi helhjertet tager imod Jesus og lytter til hans ord, også når det siger os imod.

De øvrige tekster til første søndag i advent:

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

Se min tjener, ham støtter jeg,

min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.

Jeg lader min ånd komme over ham,

og han skal bringe ret til folkene.

Han skriger ikke, han råber ikke,

han løfter ikke sin røst i gaderne.

Det knækkede rør sønderbryder han ikke,

den osende væge slukker han ikke,

han fører retten til sejr.

Han bliver ikke svag og knækkes ikke,

til han har ført retten igennem på jorden;

de fjerne øer venter på hans belæring.

Dette siger Gud Herren,

han som skabte himlen og spændte den ud,

som bredte jorden ud med dens vækster,

som gav åndedræt til folkene på jorden,

livsånde til dem, der færdes på den:

Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;

jeg tager dig ved hånden.

Jeg danner dig og gør dig

til en pagt med folket, til et lys for folkene.

Du skal åbne de blindes øjne,

føre fangerne ud af fængslet

og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

Jeg er Jahve, det er mit navn!

Jeg giver ikke min ære til nogen anden

eller min pris til gudebillederne.

Hvad der tidligere blev sagt, det er sket,

nu fortæller jeg det nye;

før det spirer frem,

forkynder jeg det.

Esajas' Bog 42,1-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene modham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Lukasevangeliet 4,16-30