DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

Store Bededag

2005 apr 8

Store Bededag er den eneste bods- og bededag, der er tilbage i den Danske Folkekirke. Bods- og bededage var før år 1770 en jævnligt tilbagevendende praksis ned gennem kirkeåret, hvor menigheden søgte Gud for hjælp og vejledning i spørgsmål, der havde både praktisk og åndelig karakter.

I Oldkirken fik man, som kirken udviklede sig, flere bods- og bededage hvor menigheden satte tid af til fokus på omvendelse, bøn og forbøn. Bods- og bededage er ikke bibelske helligdage i direkte forstand, som f.eks. påsken er det.

Oldkirken hentede primært sin inspiration i jødedommen til disse dage, f.eks. i forsoningsdagen. I middelalderen blev især onsdag og fredag ugentlige bodsdage, eller vagtdage som de også blev kaldt. Almindeligvis praktiseret under faste i en eller anden form.

Foruden de almindelige bodsdage kunne den lokale kirkemyndighed fastsætte ekstraordinære bodsdage, f.eks. for at nedbede befrielse for plager, der havde ramt et område.

Reformationen i 1536 afskaffede bodsdagene; dog varede det ikke længe, før de fleste protestantiske kirker genindførte dem, om end formen blev en anden end i den katolske kirke. Under Trediveårskrigen (religionskrig påbegyndt 1618) og dens rædsler, blev bods- og bededagene igen en mere fast ordning i den Danske Kirke, efter Christian den IV havde kasted Danmark ud i denne storkrig.

Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele 3 faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning d. 27 marts 1686, og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den V nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.

Store Bededag var på den tid kun en ud af mange bodsdage. Flere mindre bededage var spredt ud over kalenderen, f.eks. var hver onsdag bededag på landet.

Store Bededags helt korrekte navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke, - stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne - inklusive aftensang - var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed".

Den 20. oktober 1770 gennemførte J.F. Struensee en stor helligdagsreform hvor halvdelen af årets dengang, 22 helligdage blev afskaffet. "Efter andre protestantiske landes forbillede" fjernede man bl.a. Helligtrekongersdag, 3. juledag, Kyndelmissedag, Sankt Hans dag, Mortensdag og Mikkelsdag som officielle helligdage. Så kunne dagene i stedet bruges til "arbejde og nyttig gerning", som det hed dengang. Store Bededag overlevede denne reform, der skulle gøre danskerne mere arbejdsomme, så vi i vores effektive tidsalder, også får en god anledning til stilhed og bøn, på en fredag der normalt skulle være almindelig arbejdsdag.

Store Bededag, eller rettere Store Bededagsaften, blev i København fra midten af 1700-tallet en rigtig forårsbebuder. I 1747 fik Vor Frue Kirke et klokkespil, der blev sat i gang denne aften. Det, dengang nye klokkespil, lokkede københavnerne ud at spadsere på volden. Dét har de og mange andre så gjort lige siden, i eller udenfor København og med eller uden, klokkeklang i ørerne, eller voldterræn under fødderne! Klokkespillet gik i øvrigt til grunde i 1807 sammen med den daværende kirke og store dele af København, da englændernes terrorbomber satte ild til hovedstaden. Københavns volde om den gamle by blev sløjfet nogle år senere, herefter flyttede aftenturen for københavnernes vedkommende, som det naturligste, ud til Christianhavns- eller Kastellets volde.

Fra midten af 1800-tallet kender vi traditionen med at spise varme hveder. Baggrunden er, at Store Bededag skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag. Derfor skulle bagerne også have fri. I stedet bagte de så hvedetvebakker aftenen før, som folk kunne købe, for at spise og eventuelt varme dagen efter.

Om bøn er det vigtigt at understrege, at kristen bøn altid er knyttet til åbenbaringen af, hvem Gud er: Vores himmelske far!

At bede er; at strække sig ud mod den levende Gud, der åbenbarer sig selv for os i sin søn Jesus Kristus.

At være i bøn, er også at åbne sig for Helligånden og lade Ham bede for os og igennem os.

Bøn er henvendelse til Gud og samfund med Ham. Den troende taler med Gud og lytter til Ham. Bøn er den højeste form for åndsvirksomhed et menneske kan udøve. Et udtryk for menneskeåndens dybeste evne og højeste bestemmelse.

Alle former for bønhørelse forudsætter normalt bevidsthed om nådens og troens betydning. På grund af Jesu stedfortrædende død og Hans opstandelse, har vi fået adgang til vores himmelske fars trone og al den åndelige verdens velsignelser. Bøn frigør himmelske ressourcer, indgriben og forløsning, i en verden og i liv, der i udgangspunktet ellers har vendt Gud ryggen.

At gå i forbøn er, kort fortalt, at stille sig til rådighed for, og medvirke til, at Guds vilje sker i verden og i andre menneskers liv. Et udtryk og en tjeneste, hvorigennem kærlighed og troskab sejre over selviskhed og kortsynethed.

hfm/7.april 2005.

Kilder: Dansk Historisk Fællesråd, Illustreret Bibelleksikon og Salmonsens Konversations Leksikon.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk