DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4
 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Martin Luther - Tilbage til kilderne. 2 del

Tilbage til kilderne – kun sådan fornys kirken

Kristen tro er ikke menneskelige indbildninger og drømme. Denne tro er ikke en, af et menneske frembragt mental tilstand. Kristen tro er virket frem ved Helligåndens åbenbaring når ordet om Kristus forkyndes; hvordan Jesus Kristus er Guds søn og menneske, og hvilken betydning hans død og opstandelse har for den enkelte. ”Troen er Guds handlen i os; den forvandler og genføder os, dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker af hjerte, sindelag og kræfter.”

Luther blev ikke reformator fra det ene øjeblik til det næste. Der gik ca. fire år fra hans evangeliske gennembrud, den såkaldte ’tårnoplevelse’ til hans første store udfald på et kirkeligt misbrug, nemlig afladshandlen, og fra det øjeblik gik der igen ca. tre år, inden han brød med pavedømmet og selv blev lyst i band af paven, og der gik fra da af yderligere flere år inden han sammen med sine venner og medarbejdere så småt begyndte at ændre formerne for gudstjenesten og hverdagslivet i de menigheder, som under hans vejledning havde revet sig løs fra det pavelige overherredømme.

I Luthers kamp for at forene Guds retfærdighed med Guds uindskrænkede kærlighed til mennesket, fandt han en vished om, at Gud er en nådig Gud. En nådig Gud hvert et menneske kan møde i evangeliets nådeord; i tro. Trosvisheden om Guds nåde fik efterfølgende Martin Luther ind i et omfattende arbejde med at forny livsformerne både i kirken og i hverdagslivet. Gennem dette arbejde fik evangeliet mere råderum både inden for og uden for kirkens mure. Forståelsen af nådesbegrebet gennemsyrede alt. Gav et fornyet lys på alt væsentligt, fra det største til det mindste, så hvad der var af betydning blev der kæmpet helhjertet for, medens alt det, dér, når det kom til stykket, var ubetydeligt, behøvede ingen, eller kun ringe opmærksomhed. At gøre bibelen tilgængelig for alle, og dét at gøre bibelen til udgangspunktet for hvad vi tror på, blev et omdrejningspunkt i fornyelsen af kirken.

En af deviserne blev derfor: Tilbage til kilderne, dvs. til bibelen på grundsprogene og til kirkens oprindelige rødder. Skriften alene skulle fra nu af være rettesnor for troen. Luther fastholdt også, at hele Bibelen skulle være frit tilgængelig på modersmålet, så enhver kunne læse og fortolke skrifterne selv. Oprindeligt havde renæssancen (fra fransk: renaissance, genfødsel; er en periode fra det 14. til det 17. århundrede,) gjort det til et ideal at gå tilbage til kilderne, når man skulle undersøge historisk materiale. Dette ideal overtog reformationen. Men hvor renæssancens humanisme i høj grad var for eliten, var reformationen også folkelig. Det var ikke længere kun teologerne, der skulle kunne læse og forstå bibelen. Det skulle alle.

Ét ord fra Romerbrevets kapitel 10 vers 17 opsummerer behovet for at læse og forstå bibelen: ”Troen kommer altså af det,der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.”

Luther ville, at hele menigheden skulle ind til kernen i Jesu forkyndelse, og gennem Helligåndens åbenbaringer af hemmelighederne i Guds ord, opleve; ”Guds handlen” ind i livet. På samme måde som Martin Luther selv havde erfaret, at gøre sine ”fremskridt lidt efter lidt”, vidste han om nogen, at man ved ét eneste flygtigt kig på bibelen ikke kan inddrikke hele dens ånd. Derimod skal der til stadighed arbejdes med skriften. Ordet og ånden skal dagligt gøre sit til, at Guds vilje sker og at Gudsrige åbenbares i den enkeltes liv, og efterfølgende, som konsekvens af det daglige slid, få en menighed til at udvikles og vokse.

Reformerne og tænkningen udviklede sig hen ad vejen, i takt med Luthers egne erfaringer som præst og professor. Bibelforståelsen og brugen af bibelen blev gentænkt fra grunden af. Et levende indtryk af de nye toner, der ud fra bibelens ord lød fra prædikestol og kateder i Wittenberg, kan bedst gengives ved igen at lade Martin Luther selv komme til orde. I efterfølgende sekvens, der et brudstykke af Luthers fortale til hans tyske oversættelse af Romerbrevet skrev han:

”Dette brev er det rigtige hovedstykke af Nye Testamente og det allerklareste evangelium. Derfor er det vel værd, at et kristenmenneske ikke alene skulle kunne det udenad ord til andet, men daglig omgås med det som med sjælens daglige brød. For det kan aldrig læres eller betragtes for meget eller for godt, og jo mere der arbejdes med det, jo kosteliere bliver det, og jo bedre smager det. For det første må vi være klare over sprogbrugen i brevet og vide, hvad Paulus mener med følgende ord: lov, synd, nåde, tro, retfærdighed, kød, ånd og lignende, ellers har man ingen nytte af læsningen. Ordet lov må man ikke forstå, som om det var en lære om, hvilke gerninger der skal gøres eller undlades, således som det forholder sig med menneskelige lovbrud, hvor man kan opfylde loven med gerninger, selv om hjertet slet ikke er med i det. Gud dømmer efter hjertedybet, derfor fordrer hans lov også, at hjertet er med … For selv om du udadtil holder loven ved gerninger af frygt for straf eller af begær efter løn, så gør du dog alt uden fri lyst og kærlighed til loven, men med ulyst og tvang og ville hellere handle anderledes, hvis loven ikke var der. Deraf kan man slutte, at du inderst inde er fjendtlig indstillet overfor loven … Det er det, Paulus mener, når han siger: Ved lovens gerninger bliver intet menneske retfærdig for Gud.
Hvordan kan en gerning behage Gud, når den kommer af et trevent og modvilligt hjerte? Men at opfylde loven er at gøre dens gerninger med lyst og kærlighed og at leve Gud til behag frit og uden lovens tvang, som om der ingen lov eller strid var. Men en sådan lyst af fri kærlighed giver den Hellige ånd os i hjertet … Men ånden gives kun i, med og ved troen på Jesus Kristus. Således kommer troen kun ved Guds ord eller evangeliet, som prædiker Kristus, hvorledes han er Guds søn og menneske, død og opstanden for vor skyld. Deraf kommer det, at alene troen gør retfærdig, for den bringer ånden for Kristi skyld, men ånden skaber et glad og frit hjerte, således som loven fordrer, således kommer det gode altså af selve troen.


Tro er ikke menneskelige indbildninger og drømme, som nogle mener, tro er. Når de så ser, at der hverken følger nogen forbedring af levned eller gode gerninger, og de dog kan høre og tale meget om troen, så kommer de i den vildfarelse, at troen ikke skulle være nok, og at man må øve gerninger for at blive from og salig. Dette gør, at de, når de hører evangeliet, af egne kræfter danner sig en tanke i deres hjerter, og denne siger ”Jeg tror”. Det mener de så er tro. Men eftersom det er et menneskeligt påfund og en tanke, som hjertets inderste aldrig kommer til at erfare, så udretter den intet, og der følger ingen bedring derpå. Nej, troen er Guds handlen i os; den forvandler og genføder os, dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker af hjerte, sindelag og kræfter og bringer den Helligånd med sig. Åh, troen er en levende, virksom, handlekraftig, mægtig ting, så det er umuligt, at den ikke uafladeligt skulle virke godt. Den spørger heller ikke, om der skal gøres gode gerninger, men inden man spørger, har den gjort det, og er altid i virksomhed. Den, som derimod ikke øver sådanne gerninger, han er et menneske uden tro, han famler og ser sig om efter troen og gode gerninger og véd hverken, hvad tro eller gode gerninger er, og våser og vrøvler dog en masse ord om tro og gode gerninger. Tro er en levende, bevidst tillid til Guds nåde, så sikker, at den tusinde gange ville dø derpå, og en sådan tillid til og erkendelse af Guds nåde gør glad, kæk og frejdig over for Gud og alle skabninger. Dette virker den Helligånd i troen. Således bliver mennesket uden tvang villigt og frejdigt til at gøre det gode, til at tjene enhver og lide alt, til ære og pris for Gud, som har vist ham sådan nåde. Det er således umuligt at skille gerning fra troen, lige så umuligt som at skille det at brænde og lyse fra ilden.

I det 6. kapitel tager Paulus troens særlige gerning for sig, nemlig åndens strid med kødet for fuldstændig at døde de øvrige synder og lyster, som efter retfærdiggørelsen bliver tilbage. Han lærer os, at vi ved troen ikke på den måde er befriet fra synden, at vi skulle lægge hænderne i skødet og være dovne og sikre, som om der ingen synd var mere. Synden er der, men den bliver ikke regnet til fordømmelse for troens skyld, som kæmper mod den. Derfor har vi, så længe vi lever, nok at gøre med os selv, at vi tæmmer vort legeme, døder dets lyster og tvinger dets lemmer til at være lydige mod ånden og ikke mod lysterne, for at vi kan blive ligedannede med Kristi død og opstandelse og fuldbyrde vor dåb, som jo netop betyder død over synderne og nyt liv i nåden, indtil vi engang helt rene for synd også legemligt opstår med Kristus og lever evigt. Det kan vi gøre, siger han, fordi vi er under nåden og ikke under loven. Dette udlægger han selv sådan: at være uden lov er ikke det samme som ingen lov at have og måtte gøre, hvad man har lyst til. Men nåden gør loven dejlig for også at der ingen synd er mere, og at loven ikke længere er mod os, men ét med os. Dette er den rette frihed fra synden og loven, om hvilken han taler i resten af dette kapitel, at det er en frihed til kun at gøre det gode med lyst og leve ret uden lovens tvang. Derfor er denne frihed en åndelig frihed, som ikke ophæver loven, men giver det, som kræves af loven, nemlig lyst og kærlighed. På denne måde har Kristus gjort os frie fra loven. Derfor er det ikke en vild, kødelig frihed, som intet skal gøre, men derimod en, der gør meget, ja, alt muligt og er løst fra lovens krav og skyld. … Denne strid varer ved i os, så længe vi lever, i den ene mere, i den anden mindre, alt eftersom ånden eller kødet bliver stærkere, men hele mennesket er dog begge dele, ånd og kød, der kæmper indbyrdes, indtil han bliver helt åndelig. I det 8. kapitel trøster Paulus sådanne stridsmænd med, at dette kød ikke skal fordømme dem, og viser videre, hvad der er kødets og åndens væsen, og hvorledes ånden kommer fra Kristus, som har givet os sin hellighed, som gør os åndelige og dæmper kødet og forvisser os om, at vi trods alt er Guds børn – hvor hårdt end synden raser i os – så længe vi følger ånden og kæmper imod synden for at døde den, Fordi imidlertid intet er så godt til at døde kødet som kors og lidelse, så trøster han os i lidelsen med, at ånden, kærligheden og alle skabninger står os bi, idet nemlig både ånden sukker i os, og hele skabningen sammen med os længes efter, at vi skal blive frie fra kødet og synden.

… Læg først mærke til Kristus og evangeliet, så du indser din synd og hans nåde …”

Så vidt Luther selv om brugen af et nytestamentligt skrift!

Man mærker, hvordan bibelen her er blevet en levende bog. Paulus ord er ikke døde bogstaver, ikke en teoretisk beskrivelse af, hvad det vil sige at være kristen, som jeg i al ro og mag kan sidde og studere, som om det hele ikke rigtig er af betydning. Nej, her rejser sig fra bibelens blade Guds eget ord, hans lov, som dømmer mig til død og fortabelse, når jeg vil måle mig over for Gud ved egne kræfter, gerninger og tilværelse – og på den anden side hans evangelium, som skænker mig liv, nåde og saglighed, når jeg i troen vil tage imod Kristus som Guds gave til syndernes forladelse og evigt liv.

To grundlæggende måder kendetegner Martin Luthers bibellæsning på. Den første: Det hele er taget ud af vore hænder og lagt i Guds hånd; at vi bliver retfærdiggjort. Og den anden: Troen er en levende, virksom, handlekraftig, mægtig ting, så det er umuligt, at den ikke uafladeligt skulle virke godt.

Den første udtrykker en måde at læse bibelen på, som fritager synderen for den trældom at skulle sikre sig Guds nåde ved selv at prøve på at blive from. Vi så tidligere hvordan middelalderkirken lærer, at mennesket nok frelses ved Guds nåde, men at denne nåde for at kunne nå sit mål med mennesket kræver et samarbejde med dets frie vilje og stræben. Denne forståelse førte og fører til, at et menneske altid trods nåden også selv må gøre fromme gerninger for sin frelses skyld. Ikke i kærlighed til Gud eller sin næste, nej for sin egen skyld, skal de gode gerninger gøres, for at samarbejde med Guds nåde må fører den enkelte til hans eller hendes frelse. Gerninger der øves for ens egen skyld bliver altid anstrengte og besværlige; egenkærlighedens uro for, at mængden og værdien af gerningerne ikke er blevet mange nok eller gode nok, stjæler frimodigheden og glæden. Middelalderen kendte en masse af sådanne gode gerninger: valfart til hellige steder, rosenkransbønner, flittige kirkebesøg, almisse til tiggere, faste – og øverst oppe på listen askese og klosterliv.

Når Martin Luther læste bibelen sådan, at han deri forstod Guds evangelium, der forkyndte at det er helt ude af vore hænder og i stedet er i Guds hånd, at vi bliver frelst, ja her, hvor det blev åbenbaret for Luther at den evige saglighed er skænket os i Jesus Kristus, i det, Han har gjort og lidt for os, fandt Luther frigørelse fra alle anstrengte fromhedsgerninger. Denne frigørelse førte Martin Luther ud af klosteret. Og den førte til, at en lang række af middelalderens særlige fromhedsgerninger nu måtte ophøre, alle dem han plejede at kalde de ”selvvalgte gerninger”, de gerninger, som ikke var påbudt af Gud, som derfor ikke var gjort for at ære Gud og hjælpe næsten, men for ens egen skyld.

Denne frihed fra de selvvalgte, overflødige fromhedsgerninger var ikke, for at udtrykke det med de ord af Luther der blev citeret for lidt siden ”en vild, kødelig frihed, som intet skal gøre” – hvor let ville det ikke være at misforstå Luther i denne retning? – og sådan blev han også, allerede i sin samtid, misforstået. Men dét var ikke hans mening. Vi er ikke ved evangeliet blevet frie fra at trælle under de selvvalgte gerninger, for at vi nu slet ingenting skal foretage os. Nej, friheden fra trældommen under de religiøse fromhedsgerninger er altid frihed til at gøre de rette troens gerninger, som Guds ord og Helligåndens inspiration befaler – dem der gøres frivilligt til Guds ære og næstens gavn. Altså ikke for egen vindings skyld, i et samarbejde med nåden i mit
frelses værk. Og her kommer den anden vinkel som kendetegner Luthers måde at læse bibelen på. Troen er en virksom, handlekraftig, mægtig ting der uafladeligt vil virke godt. Den er som en levende kilde, som løber igennem os, og som ikke kan bremses eller dæmmes op for.

Forskellen mellem Romerkirken og Luther er altså ikke den, at Romerkirken kun driver på gerninger og derover forsømmer troen, og Luther kun driver på troen og derover forsømmer gerningen. Begge driver på både på troen og på gerningerne. Forskellen ligger i forståelsen af gerningernes forhold til troen; om gerningerne er en nødvendig tilføjelse til troen, eller om de er en frugt af troen. Man kan udtrykke forskellen mellem den romersk-katolske lære om, at vi frelses ved et samarbejde mellem nåden og vor egen viljes gerninger, og den lutherske lære, at vi frelses ved troen alene uden gerninger. Den romerske lære siger: For at jeg engang kan blive frelst, skal jeg ikke blot tro, men også gøre gode gerninger, som samarbejder med nåden på min frelse, for uden disse gode gerninger kan nåden ikke frelse mig. Den lutherske lære siger: Fordi jeg allerede er frelst ved nåden, gennem troen alene, derfor kan jeg gøre gode gerninger, som priser Gud og gavner næsten. Uden disse gode gerninger har nåden allerede frelst mig, netop derfor kan de nu blive gode gerninger, dvs. der gøres af mig ikke for min egen skyld, for at medvirke til min egen frelse, men for Guds skyld, til hans pris, og for næstens skyld, til hans gavn, som Gud har befalet og virket i mig ved Helligånden, gennem det åbenbarede bibelord.

den ene side: Jeg skal ved siden af troen gøre gode gerninger for i fremtiden at blive frelst. På den anden side: Jeg kan i troen gøre gode gerninger, fordi jeg allerede nu er frelst. I disse to sætninger udtrykkes to helt forskellige måder at læse og forstå bibelen på.

Ifølge den romersk-katolske forståelse er bibelen frem for alt en lovbog, som siger mig, hvad jeg skal gøre, for at jeg kan blive frelst, ja, selv evangeliet i bibelen, det gode budskab om Jesus og nåden i ham, bliver pakket ind i loven, for nåden bliver jo forstået som en guddommelig kraft, som jeg under min egen viljes samarbejde med den skal bruge ret for engang at blive frelst. Selve evangeliet om nåden bliver en lov, en anvisning på, hvordan jeg skal bruge nåden for at blive frelst ved den. Ifølge den lutherske forståelse er bibelen først og fremmest et evangelium, et godt budskab om, hvad Gud lige fra verdens skabelse til nu, med midtpunkt i Jesus Kristus, hans liv, død og opstandelse, allerede har gjort og fortsat vil gøre til min frelse. Ja, selv loven, Guds fordring, som dømmer mig til død og fortabelse, når jeg prøver at opfylde den ved egen kraft, bliver en tjener for evangeliet, når jeg tager den ind i lyset af dets trøst, for dér bliver lovens fordømmelse af mig en god og nødvendig gerning, hvormed Gud har nedbrudt mit hovmod og min selvtillid og gjort mig skikket til at modtage evangeliets glæde og forløsning.

Det er klart, at med et sådant helt nyt syn på, hvad bibelen siger, måtte Luther først og fremmest føres til et reformarbejde, som på ny skulle gøre bibelens budskab levende og allestedsnærværende i kirkens liv. Det allerførste, der måtte gøres, var naturligvis at gøre bibelen tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog. Her udøvede Martin Luther sit livs måske største bedrift, oversættelsen af bibelen til tysk. Han begyndte dette arbejde, medens han som fredløs sad skjult på Wartburg efter rigsdagen i Worms. På ti uger oversatte han hele Det nye Testamente til tysk efter den græske grundtekst, en simpelthen forbløffende arbejdsindsats. Til oversættelsen kom dog også, at det tog ham resten af livet som professor i Wittenberg, at arbejde med udlægningen af de bibelske skrifter til hjælp og vejledning for dem, der skulle læse og forkynde dem. I forelæsninger og i prædikener gjorde han bibelen levende, så lov og evangelium nu lød ud i folket og ind i hjerterne, som det ikke var sket i århundreder!

I denne sammenhæng er det arbejde værd at bemærke, som Luther gjorde, for at børnene og de unge mennesker også skulle blive fortrolige med bibelens budskab. Luthers lille Katekismus er en uovertruffen fin bog, tiden ikke mindst, taget i betragtning.

Gennem hele dette vældige arbejde på at forny bibelens brug fødtes et nyt bibelsyn. At bibelen var Guds ord, havde man også altid sagt i middelalderen. Man opfattede i middelalderen bibelen som en ufejlbar oplysningsbog, der gav svar på alt til både kristenlivet og for så vidt alle andre spørgsmål også. For Luther betød sætningen, at bibelen er Guds ord ikke dét. Den betød, at Guds lov og Guds evangelium ved Helligåndens bistand rejser sig op fra bibelens blade i al deres majestæt og som Guds egen røst siger du til mennesker: ”Jeg fordømmer al din egen fromhed. Jeg skænker dig Kristus i stedet for din egen dømte fromhed.” Hele bibelen, gamle og ny testamente, handler efter Luthers forståelse af den, om Guds lov og evangelium; overalt kommer Guds fordring og Guds løfte til orde i bibelen. Og Guds fordring og Guds løfte er bibelens og Guds ords majestætiske sandhed. Derimod ligger det ikke i dette bibelsyn, at bibelen som den menneskelige tale, den også er, fordi Gud har talt sin lov og sit evangelium gennem menneskelige vidner, er ufejlbar i al den menneskelige tale, den også rummer. Luther kendte ikke den såkaldte moderne, historiske bibelforskning, men der er ingen tvivl om, at han, hvis han havde kendt den, ud fra sit bibelsyn ikke ville have følt noget galt i at studere bibelens tekster på samme måde, som man studerer andre tekster fra oldtiden. Det gjorde han selv ud fra den tids forudsætninger. Og altså må man også drøfte de modsigelser og de eventuelle historiske fejlopfattelser, der måtte være i bibelen. For Luther ville dette ikke svække den alvor Guds fordring stille til ethvert menneske eller den trøst der findes i Guds forjættelse, at Kristus er død og opstanden for dig og mig. Selv om der er uenighed om datoen for Jesu dødsdag; at enten de tre første eller det fjerde evangelium har taget fejl, ja, så er vidnesbyrdet om Gud og Guds rige sandt – helt igennem.

Den bibelforståelse Luther havde afviser bibelen som et ufejlbarligt leksikon, men fastholder at netop i bibelen møder vi Guds ord, der som en uindskrænket autoritet rejser sig op af de gamle tekster og som Guds egen røst siger du til os.

Det ligger i direkte forlængelse af dette bibelsyn, at bibelen nu skal forkyndes utvetydigt i menigheden, som Guds lov og Guds evangelium. Prædiken får derved sin umistelige plads i den lutherske gudstjeneste. Og alt omkring forkyndelsen skal holdes på modersmålet, for Guds lov og Guds evangelium er målrettet den enkelte, der hvor vi nu engang er hver især – lærd som ulærd, rig eller fattig. Dermed fulgte også, at bibelteksterne selv måtte læses på modersmålet. Man kunne have ventet, at måske alle andre dele af gudstjenesten også skulle holdes på modersmålet. Det skete mange steder, men lang fra alle steder. Det ejendommelige ved det lutherske gudstjenestesyn er, at det reelt er så rummeligt som det nu engang er, så længe bibelens ord og forkyndelsen er tilgængeligt for lav som høj, i et sprog alle forstår. Mange steder, f.eks. i bykirkerne her i Danmark, lød både de bibelske korsange, introitus og graduale, offetorium, communion, lovsangen gloria, den nikænske trosbekendelse, liturgiske korstykker, præfation (Opløft jeres hjerter!), sanctus (Hellig, hellig, hellig), benedictus (Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!) og agnus Dei (O, du Guds lam!) på latin helt op til 1685 – 149 år efter reformationens indførelse. Kun bibelteksterne, menighedsbønnerne, menighedssalmerne, sakramenteordene og prædiken lød dengang på dansk. Og denne blandede latinsk-danske gudstjeneste var efter de bedste lutherske mønstre fra Tyskland. Nu om stunder anser vi ikke en sådan gudstjenesteform for brugbar, og den er da også væk i de lutherske kirker. Men denne respekt af de latinske dele af gudstjenesten siger os noget vigtigt om det lutherske syn på gudstjenestens fornyelse. Det var evangeliet som Guds ord, alt her kom an på. Bibelordet sammen med dets udlægning i prædiken og dets bekendelse i menighedens bønner og lovsange skulle derfor komme til orde på modersmålet. Men ellers kunne man godt bevare så mange af de gamle tekster og melodier, som man ville, når det blot ikke hindrede evangeliet i at komme til orde.

I et brev til præsten Georg Buchholzer i Berlin skrev Luther den 4. december 1539, angående gudstjenesteformen:

”… I den anledning vil jeg give jer følgende råd. Hvis eders Herre, markgreven og kurfyrsten osv., vil lade eder prædike Jesu Kristi evangelium, klart og purt uden mennesketilsætninger og uddele dåbens og Jesu legemes og blods sakramenter efter Jesu egen indstiftelse, og dersom han vil lade anråbelsen af helgenerne som nødhjælpere, midlere og forbedere falde og vil afstå fra at bære sakramentet rundt i procession og vil lade de daglige messer falde tilligemed vigilierne og sjælemesserne for de døde og lade være med at indvie vand, salt og urter, og dersom han vil lade afsynge rene vekselsange, hvad enten det er på latin eller tysk, under processionerne – så gå i Guds navn med og bær et sølv- eller guldkors, en korkappe af fløjl, silke eller linned; og har eders kurfyrste ikke nok i én eller to korkapper, så træk den tredje på ligesom ypperstepræsten Aron var iført tre kapper over hinanden; og de var smukke, hvorfor man under pavedømmet kaldte kirkeklæderne for ornater; har eders kurfyrstelige nåde heller ikke nok i én omgang eller procession under sang og klang, så gå kun syv gange med omkring, ligesom Josva gik med Israels børn omkring Jeriko og opløftede krigsskrig og blæste i basuner. Og hvis eders Herre markgreven har lyst dertil, så kan han jo gå foran og springe og danse med harper, pauker, cymbler og bjælder, ligesom David gjorde foran Herrens ark, da den blev bragt ind i Jerusalem. Jeg vil være meget tilfreds dermed; thi noget sådant vil, når blot misbrugene holdes borte derfra, hverken fremme eller hæmme evangeliet noget som helst, blot det ikke bliver gjort til noget, der er nødvendigt til saglighed, eller man dermed binder samvittigheden. Og kunne jeg blot nå så langt med paven og papisterne, da ville jeg takke Gud og være glad. Og hvis paven ville lade mig have frihed i disse ting og frihed til at prædike – selv om han så befalede mig (med respekt at melde) at hænge bukser om mig, så ville jeg gøre det for at føje ham…”)


Således betyder evangeliets prædiken i gudstjenesten med dets frihed fra alle gerninger, nødvendige til sagligheden, ikke, at alle gamle ceremonier skal forsvinde, men at de i lyset af den frihed, evangeliet skænker fra alle gerninger, nødvendige til frelse, skal blive frie ting, som man kan beholde, hvor det er det bedste, og forandre, om det bliver nødvendigt for evangeliets skyld.

Martin Luther havde bl.a. gennem sin ’tårnoplevelse’ erfaret at få lys over Gudsrigets hemmeligheder; at alt, hvad vi ejer til frelse, er givet os i Guds løfter. Guds løfte må vi tage, som Han selv har givet os det, i skrifterne, i nadveren, ganske som Gud har ordnet alt dette, og ikke sådan som vi selv finder det mest tiltalende. Luther var sig bevidst, at fokus skal være på de væsentlige ting. Han havde lært, at det gælder om at komme tilbage til kilderne. Han vidste at bibelen alene skal være rettesnor for troen. Med slagordene sola scriptura, ’skriften alene’, fik Luther ryddet op i meget uvæsentligt religiøst gøgl og sat prædiken i centrum, der forkynder, at vi frelses ved tro, af Guds uindskrænkede nåde, ved de løftes ord der møder os i evangeliet om Jesus Kristus.

Martin Luther havde begyndt et arbejde der greb ind mangt og meget. I næste afsnit kan du læse om fornyelsen i hverdagen.









Se flere artikler i Arkivet


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk