Du ligner min papoldefar
”Du ligner min papoldefar!” Sådan sagde en mindre skoleelev til mig, idet han kiggede beundrende eller måske snarere realistisk op på mig. Jeg var lærer og omkring 50 år på det tidspunkt. Alderen var ikke noget, der trykkede mig, og jeg måtte trække på smilebåndet.Det er 20 år siden nu, og alderen trykker mig stadig ikke som sådan, eller måske er jeg ikke realistisk og kan se mig selv med andre øjne? I USA har problematikken jo været fremme i alles bevidsthed, efter at Joe Biden kludrede i det for åben skærm under debatten med sin rival. I skrivende stund har den 81årige præsident måttet kaste håndklædet i ringen og give afkald på endnu fire år som præsident for det store land. Om der er nogen, som har sagt til ham: Du ligner min paptipoldefar, eller han har lyttet til gode råd om at gøre plads for yngre kræfter, som har mere energi i kampen for demokraternes værdier, det er jo spørgsmålet. Men det ser ud til, at han langt om længe er ved at være jævnaldrende med sig selv og sin egen formåen.
Som kristen er jeg taknemmelig over, at Gud har holdt, hvad han lovede, da jeg i sin tid gav mit liv til Jesus: at han ville være med mig alle dage, gennem alle livsperioder og aldre i det liv og det nærvær med ham, som jeg var blevet givet. Jeg har fået styrke til arbejdslivet, tjenester og opgaver i menigheden og ikke mindst til at være en del af en dejlig familie.
Da jeg endnu ”kun” var 69 år, nævnte jeg til et møde for børnekirkemedarbejdere, om ikke de mente, at 70 år var aldersgrænsen for en medarbejder. Men de overtalte mig i positive vendinger, ikke nødvendigvis til at blive ved til jeg var 100, men at jeg, så længe jeg brændte for det og havde noget at give til børnene, ville de gerne have, at jeg fortsatte. De måtte da have læst forkert i Paulus´s brev til Timoteus, hvor der står: Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung. Der stod jo ikke "gammel". Men således opfordret tog jeg en periode mere.
Min 70 års fødselsdag med gode venner var en dag, hvor jeg både så tilbage med taknemmelighed, men også så fremad med fortrøstning. Jeg følte mig ikke gammel, men fit for fight. Som beskrevet i en tidligere klumme blev jeg kort efter ramt brat af alvorlig sygdom, som jeg af Guds nåde kom over.
I min rekonvalescensperiode var der rig lejlighed til eftertanke. Her læste jeg bl.a. Nevil Shutes perle af en bog ”Manden med pilefløjterne”. Den handler om den engelske enkemand John Howard, der kommer til at foretage en farefulde rejse gennem det besatte Frankrig i sommeren 1940. Det falder i hans lod at tage sig af en flok småbørn af forskellig nationalitet og med fare for sit liv at få dem bragt i sikkerhed i England. Tit og ofte er Howard ved at segne under byrden, men han får uanede kræfter – trods sin alder – til at gennemføre redningen af de børn, der er i hans varetægt.
Efter min operation kom jeg til kræfter, men føler dog den dag i dag, at jeg nok må se i øjnene, at jeg skal økonomisere lidt mere med dem, end da jeg var yngre. Som Howard vil jeg jo ikke nødvendigvis være en helt, der foretager redningsaktioner af den kaliber, men jeg håber og beder om, at jeg må få styrke til de opgaver, der bliver lagt hen til mig. Til at få lov at blive til velsignelse så langt kræfterne rækker, men også til forhåbentligt at kunne være jævnaldrende med mig selv og se, hvornår det er tid at trække sig.
Ingen bliver heldigvis for gammel til bønnens tjeneste.
Og så følger vi i øvrigt spændt med i, om den kommende præsident i USA har en passende alder og energi til at kunne løfte den store opgave.
Se flere artikler i Arkivet
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
