DAGENS ORD: ”så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.” Salmerne 103:12

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Ensomhed

2020 nov 1

Ensomhed

For nogle dage siden læste jeg for 10. gang bogen, «Korset og Springkniven» af David Wilkerson. Nu har jeg læst den på fem sprog.

David Wilkerson var præst, og han begyndte i 1958 at hjælpe nogle af de unge, som boede i ghettoerne i New York. Der var mange farlige ungdomsbander, som kæmpede mod hinanden. På grund af deres dårlige livssituation konsumerede de meget narkotika, alkohol, piller m.m.

Når David Wilkerson spurgte dem, hvorfor de var så voldelige, svarede de ofte: På grund af ensomhed. Og de forklarede, at de var en del af en bande, fordi ingen elskede dem ellers.

David Wilkerson fik startet en hjælpeorganisation «Teen Challenge», og mange mennesker overalt på jorden fik hjælp. Hans farfar havde sagt til ham: Kernen i evangeliet er forvandling. Alle mennesker behøver et nyt liv, så de kan starte på ny, hvor de er omsluttet af kærlighed. Evangeliet er et løfte om frelse og livsforvandling, Johannes Evangeliet 3:3-17.

Da jeg var 10 år gammel, var jeg med i en bande, men det var en fuldstændig harmløs bande, ikke som i New Yorks ghetto eller Calcuttas slum eller andre dårlige steder på jorden. Vi fyldte vores luftgevær med grønne hyldebær og skød på pigernes ben. Vi havde ekspeditioner rundt i vores lille landsby, men det var kun leg. Nogle gadelamper mistede livet, fordi vi var gode til at kaste med sten, og vi havde jo brug for et mål. En dag besøgte vi en dreng i hans hjem, hvor han ville vise os umoralske ting. Jeg løb derfra, for det ville jeg ikke være med til. Den dag holdt jeg op med at være en del af børnebanden.
Jeg var også med i en sportsgruppe, og i atletik var jeg en af de bedste i Rheindalen. Hjemme sad jeg ofte i køkkenet med de bøger jeg havde, fordi fjernsynet havde overtaget stuen. Jeg brød mig ikke om happy end films, fordi jeg mente ikke, at jeg havde udsigt til nogensinde at få en happy end i mit liv. Men jeg elskede dokumentarfilm, Lassie, Skatteøen, Robin Hood, Winnetou, Old Shatterhand m.fl.

Da jeg var 13 år og gik i de ældre skoleklasser, forandrede mit liv sig meget. På grund af fransktimerne var jeg ikke længere en af de bedste i klassen. Jeg forsøgte i timevis at lære 30 nye ord, men det lykkedes ikke særlig godt. Jeg holdt op med at gå til sport og tog heller ikke guitarundervisning, som min mor havde ønsket.

Da jeg holdt op med at være i børnebanden, holdt jeg op med at have venner, og det blev endnu værre, da jeg i 6. klasse skulle skrive en stil om meningen med livet. Min skolelærer læste min stil op for klassen, fordi jeg havde skrevet, at livet kun har mening, hvis man lærer Gud at kende. Hele klassen inklusive læreren lo af mig.

Det og lignende oplevelser førte til, at jeg blev meget indesluttet. Ofte talte jeg kun, hvis jeg var nødt til at sige noget. Jeg tog ikke del i samtaler eller diskussioner. Ofte var jeg meget ensom, men det var ikke med vilje. Jeg var bare bange for at give udtryk for mine tanker og følelser.

Situationen blev endnu værre, da jeg tog til Neuenburg, den fransktalende del af Schweitz, 270 km fra min hjemby. Jeg fik en uddannelse som gønsagsgartner og var kun 16 år. Jeg begyndte at komme i «Stadtmission-Bymission», en evangelsk frikirke. Og da skrev jeg et brev til den katolske biskop om, at jeg havde mødt unge kristne, som kendte Jesus. Han svarede, at det var godt, at unge mennesker fulgte Jesus, men at jeg aldrig måtte forlade den katolske kirke. Med andre ord, jeg skulle holde op med at komme i «Bymissionen». I mit hjem fik jeg samme reaktion, og det førte mig ud i dyb fortvivlelse. I flere dage gik jeg i en slags tåge, talte ikke med nogen og lukkede mig totalt inde.

Mine tanker var: Nu har jeg mødt mennesker, som elsker Jesus – men det kan jeg ikke selv gøre . Jeg følte ikke, at Gud ville have mig! I et kort øjeblik havde jeg oplevet Guds nærhed, men så vendte Han ryggen til mig og fjernede sig uden at sige et ord. Det sårede mig meget, og ensomheden og tomheden var grusom. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Sådan havde jeg det i flere uger. Jeg talte ikke med nogen. Det er meget svært at være alene med sig selv, når man ikke kan holde sig selv ud. Det er noget af det værste et menneske kan gennemgå. Jeg tog ingen narkotika eller piller eller alkohol, og så ingen pornografi. Alt det ville jeg ikke have. Men jeg kunne i min situation godt forstå alle dem, der tager disse ting. Hvordan ellers kan man undgå ensomhed, frustration, skuffelse og et meningsløst liv, tænkte jeg.

Efter nogle uger bad jeg en af ungdomslederne i «Stadtmission» om at besøge mig. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde til ham, men det var nok ikke meget om mine følelser og tanker. Bielersøen og Neuenburgersøen er forbundet med en kanal, og vi gik en tur på den dæmning ud til yderste punkt i søen. Der bad ungdomslederen for mig, og der startede begyndelsen af mit liv med Jesus. Pludselig var Gud ikke længere langt, langt borte fra mig, men nu var Han nær og tog bolig i mit hjerte. Og selv om mit hjerte ikke altid var rent i de kommende år, så vidste jeg, at Gud elskede mig, og at Han altid ville have fællesskab med mig – og med dig!

Dette er bare en kort beskrive af, hvordan jeg kom ud af min ensomhed. I begyndelsen af 2015 oplevede jeg igen en drastisk forandring i mit liv. Jeg hørte Gud tale tydeligt til mig, at jeg skulle evangelisere igen – fortælle andre mennesker om Jesus. Næsten 40 år tidligere havde jeg holdt op med det, fordi jeg stadig havde meget menneskefrygt og tænkte, at det kunne jeg ikke længere gøre.

I 20 år ville jeg på grund af skuffelser kun gøre praktisk arbejde i kirken. Men så fik jeg uventet et dejligt deltidsarbejde med flygtninge, som gav mig og min kone meget opmuntring og venskab med mange voksne og mange børn fra mange lande. Når vi er sammen med flygtninge og fremmedarbejdere på grøntcentralen, er vi ofte omgivet af mennesker fra ca. 40 forskellige lande. Og det er det helt rigtige for min kone og jeg. Men nu skal jeg også evangelisere og tale om Jesus.

Det var et vanskeligt skridt at tage, men jeg har været trofast i de sidste 5 år. Mindst én gang om ugen går jeg ud på gaden, til huse, til legepladser og overalt, hvor der er mulighed for at tale med mennesker, som jeg ikke kender. Der er måske ingen for hvem dette er mere vanskeligt end for mig. Men hvis jeg gør det, forsvinder al ensomhed, frustration og mangel på kærlighed.

Det samme er, hvis jeg sidder hjemme og venter på, at nogen skal besøge mig eller invitere mig. Så kommer der ingen, undtagen nogle gode venner eller flygtninge. Hvis jeg ikke skriver et brev, sender en email eller en WhatsApp, er der heller ingen, der skriver til mig. Hvis ikke jeg giver lidt kærlighed videre til andre, er der heller ingen, der giver mig kærlighed, eller kun lidt.

I de sidste år har jeg har lært at bruge de nye medier til at fortælle mange fremmede om Jesus, mere end nogensinde før. Fra flygtninge har jeg lært aldrig at vente noget tilbage, for ellers bliver man skuffet. Da jeg var 16 år sagde jeg ikke til biskoppen og mine forældre, at jeg ville forlade den katolske kirke. Jeg sagde kun, at jeg ønskede at lære Jesus at kende. Hvis jeg havde lyttet til mennesker omkring mig, havde jeg næsten gået glip af den mulighed.

Uden Guds indgriben ville jeg ikke have overlevet den smertefulde ensomhed. Jeg overvinder den ved, at jeg møder mennesker, selv om det sommetider er svært. Og i de øjeblikke oplever jeg Guds kærlighed og hjælp allermest.

Tak Jesus! Josef Benz, Switzerland. 1. Juni 2020




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk