1. søndag i advent

Kære læser,

Rigtig glædelig advent

I en af Danmarks yndlingssalmer står der:

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro….

De to linjer og hele resten af salmen fortæller om Guds levende lys, der glimter som stjerner og velsigner os – lige dér, hvor vi er… lige nu!!
Og… jeg vil lige låne et par af de millioner af stjerner til at fortælle dig nogle små glimt om, at det mindste kan blive det største…

Første stjerneglimt:
En af mine veninder skulle engang fejre jul i Israel. Hun glædede sig rigtig meget og gik til en international julegudstjeneste i Betlehem den 24.december. Hun havde ingen planer for aftenen, men var sikker på, at hun ville møde nogle dejlige mennesker, der måske ville invitere hende hjem… Uden for kirken ønskede alle hinanden glædelig jul! Og alle tænkte, at min veninde sikkert skulle fejre jul med nogle af de andre, så man ville selvfølgelig ikke blande sig… så folk vinkede glade og gik, og til sidst stod hun ganske alene foran kirken… Alle var gået hjem til julefest…

Da hun stod dér, tænkte hun på sin familie i Danmark, der nu sad sammen og fejrede jul – og på de søde folk fra kirken, der var gået hjem, men hvad skulle hun finde på? og så fik hun den idé at tage ud på Betlehems marker, hvor det hele begyndte. Og hun tog derud…

Dér stod hun ganske alene, midt under millioner af stjerner, og hendes hjerte blev fyldt af taknemmelighed over, hvordan Gud valgte at træde ind i vores verden, og at han stadig kommer til os for at være hos os i julen… og i ensomheden og at det lille Jesusbarn stadig møder os med et lys, der skinner i mørket og i vores hjerter med velsignelse og fred… Og den juleaften, hvor hun var ganske ensom, blev fuld af fred… Det mindste blev det største…

Andet stjerneglimt
Det var juleaften, og mine to søstre og jeg ventede på julegæsterne, morfar og mormor. Som alle børn syntes vi selvfølgelig, at julen og familien var ufattelig vigtig – men helt ærligt? – så glædede vi os altså osse VILDT til gaverne! Endelig kom morfar og mormor - og de medbragte tre kæmpepakker – præcis lige store – og pakkerne kunne næsten ikke være under juletræet!!

Vi kunne til gengæld næsten heller ikke spise den dejlige mad - så spændte var vi – og efter oprydning og lystænding og dejlige julesalmer kunne vi ENDELIG pakke ud. Min storesøster pakkede kæmpegaven ud først, masser af papir var der – og til sidst: en pragtfuld blokfløjte! Så pakkede min lillesøster ud – der var også lidt papir i hendes store gave – og inderst var der… et rødt løbehjul, som hun elskede… Og så skulle jeg pakke ud – jeg kunne jo se, at gaverne blev større og større, og jeg var SÅ spændt – men inde i gaven var der var masser af papir, og jeg nåede at tænke, om de måske havde glemt at lægge gaven ind i - men til sidst fandt jeg en lille bitte pakke, som var: ta-da: et armbåndsur!!! Jeg blev vildt skuffet… min storesøster spillede på sin blokfløjte, og min lillesøster kørte på sit løbehjul, og jeg kunne bare se på en viser, der gik rundt og rundt!!

Men ved I hvad? – efter jul begyndte det at sne, og løbehjulet kunne ikke bruges før måneder efter. Og blokfløjten, som min søster aldrig rigtig fik lært at spille på, larmede for meget og blev glemt. Men hver dag kiggede jeg på mit ur og vidste, hvad klokken var. Og den gave, der så ud af mindst, blev den største.

Tredje stjerneglimt
Der var julemøde på Stengade ved Blågårdsplads på Nørrebro. Det var tirsdag før jul, og Viggo havde inviteret til julemiddag… Gæsterne var dem, der bor på gaden og sover på bænke eller rister i København. Viggo gik hver dag rundt og delte invitationer på gule sedler ud… ”Kom, min ven, du er så velkommen!”

Når folk kom tirsdag aften, var der altid plads til en til, Viggo gav et knus til alle, der kom, og han kendte deres navn. Der blev altid serveret pølser og brød, og der var altid nok til alle. Efter maden var der lotteri, og på mystisk vis sørgede Viggo for, at alle vandt og fik en gave med ud i decembers mørke. Men det vigtigste for Viggo var, at disse dejlige gæster hørte om Guds kærlighed. Og denne særlige tirsdag kort før jul husker jeg, fordi en del af gæsterne havde drukket lidt rigeligt, inden de kom… Måske fordi de huskede alle de juleaftener, hvor de ikke skulle fejre jul - alene, på Københavns gader…

Der blev snakket godt, også da jeg begyndte på min smukke juletale om lys i mørket og fred på jorden - og en af gæsterne dén aften syntes, at det var så sjovt, at jeg var gravid og snart skulle føde… (Min yngste søn blev født 1 måned efter)

Han kunne huske noget om jomfru Maria, så han råbte til mig, ”Er Helligånden kommet over dig?” – og så lo de alle sammen… Jeg talte lidt videre om fred og håb og sagde, at man også i dag kan tro på Jesus…

Så råbte han igen, ham manden, ”Hey, det der med at tro – det har jeg prøvet, men det er jeg holdt op med for flere år siden – det virkede ikke!”

Dén aften blev jeg nødt til at lægge min smukke tale væk, og i stedet gav vi os til at snakke sammen, bl.a. om det, som virkelig er julens budskab: at der, hvor vores smukke ord om Jesus ikke altid slår til, fx når man skal ud i mørket i København og måske holde jul på en bænk, ganske alene, da går Jesus med. Det kommer nemlig ikke an på vores ord om Gud – for Gud handler anderledes ved, at han lader sit levende ord blive et rigtigt levende menneske midt iblandt os…

Han kommer stadig til os i det lille barn fra Betlehem… Han kender også vejen i ensomhed og smerte - og Han går hele vejen med… Han, der har tændt millioner af stjerner, lader sit lys skinne ganske stille i mørket, Han møder os med dén store gave, at der er håb midt i al håbløshed og en kærlighed, der er stærkere end døden…

Han vil ikke svigte. Hans levende ord vil stadig lyse i vores liv og i vores jul – også når vi fejrer jul alene, måske derhjemme, måske på Betlehems marker, måske på en bænk i København, for: Han kommer til os – Han kommer til dig, kære læser – med kærlighed, tilgivelse, håb og fred, hvor du end er.

Det, der ser ud af mindst, kan i Guds kærlighed blive den største velsignelse…

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Glædelig jul…

Signe Voldby, free lance præst