[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]
En ven i nøden
En ven i nøden. - En virkelig historie i novelleformDet var en klar, dejlig, varm og solskinsfyldt morgen. Hun tog et par tunge vejrtrækninger, og løftede de bekymrende indre mørke skyer op for sin Gud i bøn. Den Gud som havde været med i alle mulige situationer, og som havde sømmet fast at Han hørte selv den svageste bøn og gjorde livet muligt. Igen og igen. Denne gang lå en bekendt for døden med en kræftsygdom.
"Jamen Jesus", sukkede hun, "han er jo slet ikke færdig med at leve og er han overhovedet kommet på plads i din evige tanke? - Og kræft det er jo smertefyldt for ham, og han er så alene...."
Dagens programpunkter blev overskygget af de tunge bekymringer, og hun gik ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. Derefter satte hun sig godt til rette med sin kaffe og læste i Bibelen. Denne fantastiske bog der ved et enkelt kig gør alting nyt og mange gange havde drevet sindets sorte skyer på flugt for at ændre dem til en følelse af let boblende glæde. Hun vidste ikke hvad hun ledte efter, men ét vidste hun, at hun ville finde det hun ledte efter i Bogen med Guds løfter og at hun ville vide når hun fandt det sammen med Guds nærvær.
"Kom hid til mig alle I som bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile" begyndte hun at læse(Fra Matthæusevangeliet 11). Hun følte en dyb fred fylde sit indre, og vidste at hun var nødt til at bruge ekstra tid til bøn denne dag. Derfor tog hun ind i sin lokale kirke og bestilte sakristiet til stilhed i bøn . I sakristiet bad hun for sin syge bekendte og tændte et lys. Mens hun kiggede på lyset der blafrede meget voldsomt var hun hele tiden meget bange for at det skulle gå ud. Symbolikken ville ikke være til at bære lige nu. Men langsomt bredte der sig en følelse af fred og dyb glæde over at det hele allerede var i Guds hænder sig. De mærke skyer var nu helt væk og hun begyndte at afslutte bønnen.
Med ét blev døren til sakristiet flået op og en fremmed kvinde kom ind og græd højlydt og klagende. Hun tænkte at hun ville liste sig forbi den fremmede kvinde i stilhed, men blev vækket af den akutte klang i den fremmede kvindes gråd. Hun satte sig lydløst ned ved siden af den grædende kvinde og hviskede: "Klarer du den?"
Den fremmede kvinde Stella (navnet er ændret for at bevare kvindens anonymitet) lod en strøm af ord flyde sammen med en vedvarende utrøstelig gråd. Stella fortalte at en mand hun var meget forelsket i netop havde meddelt hende at han aldrig ville se hende igen. Stella havde på dette tidspunkt besluttet sig for at gøre en ende på sit liv, fordi dette nye bristede håb netop var den dråbe der fik bægeret med lede over sit livs elendighed til at vælte. Men allerførst tog hun forbi sakristiet for hun håbede stadigt på den Gud der ene havde vist sig trofast i kærlighed overfor hende igennem livet.
" Vil du hjælpe mig med at rydde op?" Udbryder Stella pludseligt som om hun har samlet noget styrke gennem planen om at rydde op.
Hun tænker over hvad hun skal svare. Stella er en fuldkommen fremmed kvinde, og hun har netop haft store problemer pga den naive grundsindstilling til livet hun har. På den anden side befinder Stella sig tydeligvis i en livstruende krisetilstand.
"Ja", siger hun, "jeg kan godt hjælpe dig med at rydde op".
Hun forlader sakristiet sammen med Stella der beder hende om at bære hendes bærbare computer som i modsætning til alt andet ser helt nyt ud. Hun har meget blandede følelser overfor den nye relation hun har fået, men ved at hun ikke ville have kunne have haft det godt med at afslå at hjælpe. De går, og de går. På et tidspunkt synes hun at de ligesom flere gange drejer af og går i ring. Benene begynder at væske pga vabler. Endelig får Stella samlet mod til ikke at dreje af længere og de er fremme ved Stellas bolig. Stella åbner døren og hun kigger ind.
Boligen er fyldt med papir, skrald og tøj i over 2 meters højde overalt. De laver en sti, så de kan gå indenfor og lukke døren, men må opgive at nå længere end til ca 20 cm over gulvet. Små dyr piler rundt, hvidevarerne er defekte, badeværelset er ukendeligt af skimmelsvamp. Væggene er overmalet af graffiti om at livet er hæsligt.
Stella kigger afventende på hende og siger : "Nå det er nok det værste du nogensinde har set". Det er som om Stella forventer at hun vil fortryde.
Da hun svarer tænker på en gammel studiekammerat som som toogtyve-årig have formået både at være død af en overdosis herion og på antabus. Da studiekammeraten nogengange udeblev i flere dage pga sygdom af druk tog hun sammen med en anden en gang ud for at besøge studiekammeraten i baggårdslejligheden. Det syn hun mødte da studiekammeraten åbnede døren huskede hun stadigt fordi det rykkede ved alle grænser for hvordan mennesker egentligt kunne leve. Hun kunne derfor ærligt sige: "Nej det er ikke det værste jeg har set".
Sammen med Stella lagde hun en plan for hvordan oprydningen skulle foregå. Stella som havde en baggrund som plejebarn og havde trods sin modne alder faktisk ikke prøvet meget af livet endnu. Stellas barske baggrund gjorde at det første arbejde bestod i at øve i at smide skrald ud. Så var der køkkenopvasken. Rengøring. Stella ville ikke hjælpe med at male, og begyndte at ødelægge det arbejde der var påbegyndt. Derfor lod hun bare den havde taget med stå til Stella engang selv kunne tage ansvar for at få malet. Da viceværten skulle på besøg i boligen var det kun pga forberedelserne hun og Stella havde arbejdet med at viceværten ikke smed Stella ud. Men det lykkedes at få bevilliget nye hvidevarer og få hjælp til skimmelsvampen. Så skulle der vaskes Stella havde ca 30 portioner beskidt vasketøj liggende. Hun hjalp bare Stella ned i vaskekælderen så klarede Stella selv resten. Stella var fantastisk opsat på at få ryddet op og så snart hun havde lært princippet i at smide skrald ud kunne hun selv sortere og smide affald ud. Langsomt lærte Stella hvordan man kan fungere i en bolig og langsomt blev det muligt for Stella at finde sig selv i boligen. Til sidst var der ryddet og og gjort rent.
Hver dag i gennem et lille halvt år kom hun forbi hos Stella efter arbejde, og da Stella tit var ubemidlet betalte hun af sine egne penge først for rengøringsmidler, mad, maling og som afslutning på projektet betalte hun en uges bibelskoleophold for Stella med ny kuffert, rejse, lommepenge og selve opholdet. Stella blev imidlertidigt rasende over at hun ikke ville betale for leje af sengetøj men bad Stella om at tage sit eget med. Stella blev faktisk så rasende at hun synes en aggressionsgrænse var overskredet så hun så hende ikke igen efter ferien. Hun har været forbi et par gange siden og det ser ud til at gå godt. Denne oprydning blev starten på et nyt livskapitel for Stella.
Kort tid efter bønnen i sakristiet døde hendes bekendt en fredfyldt død.
"Kast din byrde på Herren, stol på ham, så griber Han ind" Salme 37 vers 5
Skrevet af Mette Christensen, Mandag den 3.10.2011
Mette Christensen
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
