[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]
Fader vor, du som er i Himlene…
For mange år siden boede og arbejdede jeg nogle måneder i Assisi nord for Rom i Italien. Jeg arbejdede på et hotelcenter, der blev drevet af munke og nonner, og hvor turister kunne bo nogen tid og gå i Frans af Assisis fodspor.Det var et meget spændende år af mit liv – student om sommeren, den herligste, bedste internationale tværkirkelige bibelskole Capernwray Bible School fra september til april – og så et par måneder i Italien! Senere samme år var jeg 10 dage i Bruxelles til et stort kristent internationalt stævne, der hed EUROFEST , hvor Luis Palau og Billy Graham var nogle af talerne, og hvor vores tids kristne sanger Cliff Richard gav koncert… Alt i alt et herligt år inden studierne – og månederne i Italien var også ganske uforglemmelige – af mange grunde. En af grundene, som ikke har spor med emnet Fader Vor at gøre, er, at når italienerne holdt siesta, så lagde jeg mig ud i solen i den fjerne ende af haven og læste en pragtfuld bog, som min engelsk-lærer havde anbefalet mig – ”Ringenes Herre” hed den – og jeg læste den på engelsk – hver eftermiddag i den italienske sols bagende hede… Så i parentes bemærket syntes jeg jo, det var skønt, da man for nogle år siden fandt på at filmatisere den nu så kendte bog…
Centro Ecumenico Nordico – sådan hed centeret i Assisi, hvor særlig skandinaviske grupper kom på besøg for at lære lidt mere om Frans af Assisi. Denne gamle munklevede i begyndelsen af 1200-tallet – det er så morsomt, at han faktisk levede på samme tid, hvor mine to gamle landsbykirker Græse og Sigerslevvester blev bygget – og Frans var en vidunderlig kristen! En rigmandssøn, der blev grebet af Jesu kors og kærlighed! En af de meget kloge sætninger, han har sagt, er:
Forkynd evangeliet uophørligt – om nødvendigt: brug ord…
Frans vidste, at tro aldrig er ord alene, men at det er liv og hverdag, holdninger og handlinger i tillid til, at vi kan gå i hælene på Jesus Kristus og i kærlighed til mennesker.
Nå, da jeg var i Assisi var det – naturligvis - munke og nonner fra Fransiscanerordenen, der ledte dette center, og i bedste katolske skik var der selvfølgelig både morgenbøn og aftenbøn, hvor alle var velkomne.
Der var mange forskellige med til andagterne, båede hotellets gæster, os der arbejdede, nogle af de lokale, rygsækturister, der lige kom forbi - meget internationalt, selv om det hele foregik på italiensk.
Undtagen når vi kom til bønnen fadervor.
Da bad alle på hver deres sprog, højt og klart, på engelsk, tysk, amerikansk, dansk, fransk og altså: italiensk - måske kan man godt sige, at selve bønnen dermed ikke lød så godt, som hvis I beder bønnen sammen i kirken en søndag, men der var en fantastisk fornemmelse af, at her stod vi så mange forskellige, der måske ikke helt forstod hinanden, men vi stod sammen foran vores far i himlen – og bad de samme enkle ord og bønner – med tak og tillid – og med håb om, at vores far i himlen ville velsigne og fylde vore åbne hænder og hjerter.
Vi var ét foran vores fælles Fader.
Fader vor, du som er i himlen – det er en bøn, der fra begyndelsen har været givet til et fællesskab af mennesker, der står sammen om at bede – det er ikke en privat bøn til ”min” gud eller ”din” gud– men til vores far i himlen.
Disciplene sagde en dag, Lær os at bede…
De kunne fornemme, at bøn gav styrke og håb, men de syntes, de manglede ord – og det var de ord, Jesus rakte dem.
Fadervor,
du som er i himlen,
helliget blive dit navn., komme dit rige…
Egentlig er det jo netop simple og enkle ord, om tak og tillid, om hverdag og sult, om angst for det onde og angst for at være alene i mørket – så på alle måder er fadervor den bøn, der samler os foran vores fælles Fader..
Gurli Vibe Jensen, tidligere missionær og præst ved Helligåndskirken i København har engang skrevet en pragtfuld bog om Fadervor.
Hun fortæller om en episode i København, hvor hun en dag så en dreng sidde på en trappesten og være vred.
”Han var vel otte år eller så. Jeg husker det ikke så nøje, men hans røde skjorte og røde næse stod godt sammen.
Han var flintrende vred…Det var noget med naboens dreng…”
Gurli fortæller, at hun satte sig ved siden af denne vrede dreng på trappestenen og med ét lagde han uden at tænke over det sin ene vrede knyttede hånd oven på hendes, mens han stadig skældte ud.
Og ganske stille gav hun sig til at åbne hans vrede barnehånd – finger for finger.
Og så beretter hun, at da hun var ved at åbne den tredje finger, opdagede drengen pludselig, hvad der skete, og han sagde ”Hold op med det! Hvis du lukker min hånd op, kan jeg ikke være gal!”
Det er en stærk sætning – og det er et stærkt billede på, at vi mennesker – også kristne – så ofte står foran Gud med lukkede hænder – og holder fast på alt vores eget. Vreden, smerten, tvivlen, angsten, hverdagen…
Det, Jesus forsøger, er hele tiden at lytte til vores vrede og til vores bønner – han ønsker ved at være der i smerten og i glæden at åbne vores hænder mod vores Far i himlen - vores hænder og vores liv , så Han får lov til at fylde disse åbne hænder og hjerter.
Jeg sad en dag i februar og læste Kristeligt Dagblad. Der var en kronik af biskoppen i Ålborg, Søren Lodberg Hvas i anledning af, at han (som Gurli Vibe og mange andre!) havde skrevet en bog om bøn og om Fadervor.
Kronikken havde han som overskrift kaldt:
Fadervor – bønnen for livet.
Biskoppen skriver:
”Ingen kan tage bønnen fadervor til indtægt alene for sig selv.
Gud er min fader,
fordi han er vores far.
Det er sådan faderbilledet træder frem i Jesu forkyndelse. Tydeligst i lignelsen om den fortabte søn, som sagligt burde kaldes lignelsen om den barmhjertige far.
Guds faderlige sindelag over for sine børn kommer til udtryk ved, at ”han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”
Hans faderlige fuldkommenhed kommer til udtryk i hans barmhjertighed over for alle sine børn.”
Jeg synes, det er sådan en god overskrift, biskoppen har valgt:
Fadervor – bønnen for livet.
Jeg har som præst bedt denne bøn SÅ mange gange. Ved gudstjenester, ved dåb, ved altergang, ved begravelser, ved bryllupper, ved dødslejer, ved tenaftener, ved konfirmationer – hele tiden!
Men jeg er heldigvis ikke blevet træt af den – tværtimod, når vi mangler ord – også til at bede – er det så dejligt, at Jesus har givet os nogle ord, der bringer os lige ind foran Guds faderhjerte.
Og Fadervor er jo netop: en bøn for livet – også når vi beder den fx ved en begravelse, hvor vi står foran vores Far med savn og smerte – med åbent hjerte og åbne hænder for Hans kærlighed.
I sommer havde jeg en bisættelse i Græse kirke. På et tidspunkt, da alle var gået ud af kirken stod jeg i kirkedøren sammen med en fra sognet, der havde kræft, han stod og støttede sig til sin stok, solen skinnede, vi kiggede ud over kirkegården, og jeg spurgte, hvordan det gik. Han sagde, Ja, der er ikke så meget mere at gøre, så nu må vi se, hvordan det hele kommer til at gå…
Jeg kan huske den episode så klart, fordi det blev sidste gang, at denne kære mand var i kirke, sidste gang, at han selv - dér i kirken var med til at bede fadervor, inden han for nylig døde, og jeg husker den også, fordi han jo har ret - for hvem ved hvordan det hele går?
Efter den dag i sommer har der været i tsunamien i Asien, hvor denne sygdomsramte mand med ét kom til at leve længere end glade turister og hele samfund, der dér i Asien bare passede deres liv og hverdag
Det er dér vores fattige ord ikke rigtig slår til eller formår nok.
Det er dér, det er så rigt, at vi kan bede fadervor – hvor vi vover at lægge liv og død, hverdag og fremtid, glæde og tak i Guds hånd – i vores fars hånd – og stole på, at de ord, han har givet os – er nok.
Biskoppen fra Ålborg skriver et andet sted i artiklen.
”Vi beder ikke blot fadervor sammen med hinanden og for hinanden. Når vi beder, beder Jesus med os og vi med ham. Sådan er fadervor et menneskes trøst og hjælp, når angsten, trætheden og modløsheden tager livtag med vores tro og frimodighed…”
Så, kære læser – bed livets bøn - stå foran vores Far i Himlen med åbne hænder og åbent hjerte – og må Han rigt velsigne dig.
Signe Dorthe Voldby, præst
Signe Dorthe Voldby
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
