DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]

Tak til jøderne for den kristne påske

Det jødiske bidrag til den kristne påsketeologi giver både konkret indhold og forklarende symboler, som forklarer det mest centrale i den kristne tro.


Påske er ”pesach” på hebraisk. Ordet betyder ”forbigang” og henviser til dengang, israelitterne under fangenskab i Egypten undslap Guds dom, fordi hver familie havde ofret et påskelam og smurte dets blod på husets dørstolper. Da dødsenglen så blodet, gik den forbi huset, og familierne undgik, at deres førstefødte blev slået ihjel.


Dramatiske begivenheder!


Historien leverer ikke desto mindre tankegods til det kristne påskebudskab om, at Jesus Kristus døde for at frelse mennesket. Jesus blev det påskelam, der med blod sonede menneskets synd. Når vi tror på dette, smører vi åndelig talt Jesu blod på vore hjerters dørstolper. Resultat: Guds dom går os forbi.
Det er den kristne retfærdiggørelseslære – kort fortalt.


Den jødiske påske har sin oprindelse i de dramatiske begivenheder i Egypten omkring 1500 år før Kristus. Israelitterne havde i 400 år arbejdet som slaver for egypterne, men nu gik Moses på Guds befaling ind til Farao og sagde: ”Lad mit folk rejse, så de kan de kan dyrke Gud!” Farao nægtede - med det resultat, at Gud sendte den ene plage efter den anden over egypterne. Den sidste plage gik ud over hver families førstefødte. De måtte lade livet på grund af Faraos hårde hjerte.


Det er så her, påsken bliver indstiftet. Israelitterne får besked på at slagte et lam uden skavanker og stryge dets blod på yderdørens stolper. Så vil dødsenglen gå dem forbi og lade deres førstefødte leve. Deraf det hebraiske ord ”pesach”, som betyder ”forbigang”.


I Det Nye Testamente er det især apostlen Paulus, der en udvikler en teologi om, at Guds retfærdige dom over syndige mennesker kan afværges ved tro på Jesus Kristus. Men allerede da Jesus trådte offentligt frem og ville døbes af Johannes, udråber denne: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!” Da påsken nærmer sig, fortæller Jesus sine disciple, at han er nødt til at gå lidelsens vej til deres bedste. Herodes, Pilatus og de jødiske ledere er redskaber i Jesu tilfangetagelse, lidelse og død, men i kristen optik er det i virkeligheden Gud, der står bag. Jesus bliver det påskelam, der giver liv for at frelse liv.


Allerede inden Jesus tages til fange går det op for ypperstepræsten Kajfas, at ”det er bedre, at ét menneske lider for folket, end at hele folket går til grunde”. Måske har den jødiske vismand allerede her kædet den jødiske og den kristne påske sammen – hvem ved? Det er i hvert fald her, kimen ligger til den kristne retfærdiggørelseslære om Jesu stedfortrædende død. Jesu blod soner alle menneskers synder – både deres overtrædelser og mangler. Mennesket fremstår nu i stedet retfærdige foran Gud. Jesu blod gør forskellen. Når vi tilegner os frelsen ved tro, regnes vi for retfærdige. Deraf ordet retfærdiggørelse.


For at Gud kan godkende offeret må dette være uden fejl. Derfor skulle et soneoffer i Det Gamle Testamente altid være ”lydefrit”, dvs. uden skavanker af nogen art. Og derfor er det vigtigt i kristen teologi, at Jesus var syndfri. Hebræerbrevet i Det Nye Testamente slår fast, at Jesus ”blev fristet i alt, dog uden at synde”. Fordi han er syndfri, kan Gud godkende hans soneoffer og frikende mennesket fra alle dets synder.


Påsken har givet os meget at være taknemmelige for. Her skal blot lyde en tak til jøderne for deres bidrag til den kristne påsketeologi. Her er både konkret indhold og forklarende symboler, som kan hjælpe os til at forstå det mest centrale i den kristne tro.

Svend Løbner Madsen


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk