DAGENS ORD: ”Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.” Filipperne 4:5

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Syndefaldsmytens betydning i samtiden

Hej Præst,

Vi er igang med at lave en opgave om syndefaldsmytens betydning i samtiden. Vi kunne derfor godt tænke os at vide, om du evt. havde nogle bøger der kunne besvare vores spørgsmål... Eller om du evt. kan hjælpe os?

Vores spørgsmål lyder: Hvad var de kristnes holdning til syndefaldsmyten og hvilken betydning havde den for dem?

Sofia

Svar:

Kære Sofia


I hverdagssprog forstår vi jo ofte begrebet 'myte' som en løgn (fx i programmet Mythbusters), men oprindeligt er en myte en (religiøs) fortælling, som beskriver hvorfor eller hvordan noget i tilværelsen hænger sammen. Så når kristne læser om syndefaldet, som er beskrevet i de allerførste kapitler i Bibelen, og er det en helt central baggrundsviden for hvordan tilværelsen skal forstås ifølge Bibelen.
Om skabelsesfortællingen og syndefaldet så skal læses og forstås fuldstændigt bogstaveligt er en anden sag - det beskriver jo en virkelighed som foregik for tusinder af år siden, så ingen af os kan med sikkerhed udtale os hvorvidt det faktisk skete præcis sådan, eller om der er i en eller anden grad er brugt billedsprog. Det vil altid være en trossag, og kristne rundt omkring i verden har mange forskellige opfattelser af hvor præcist teksterne skal læses.

Men for alle kristne retninger har syndefaldet den store betydning at det beskriver hvordan mennesket blev adskilt fra Gud. Indtil da var Gud og mennesker frit sammen, men fordi Gud er hellig (betyder egentlig 'ren' eller 'sat til side') kunne han ikke være sammen med mennesker, der begik synd (fejl). Derfor blev mennesket smidt ud af Paradis (og det direkte fællesskab med Gud). Hele resten af Det Gamle Testamente handler rigtig meget om hvordan Gud og menneskers forhold til hinanden er efter adskillelsen - for Gud forlader ikke fuldstændigt mennesket, og han ødelægger ikke bare alt det han har skabt. Men man kan sige at verden gik i stykker. Eller sammenligne det med et gammelt maleri, som har fået revner. Man kan stadig godt se fra afstand at det er smukt, men tættere på opdager man at det er krakeleret.

Med adskillelsen mellem Gud og mennesker, bliver det et mere indirekte forhold, hvor der skal ofringer, præster og ritualer til, for at mennesker kan forsone sig med Gud, og opretholde et forhold til Ham. Man ofrede uskyldigfe dyr som sonofre til Gud, fordi overbevisningen var at kun uskyldigt (rent) blod kunne rense (sone) menneskers synder (fejl).

Man kan sige at Gud har et dilemma i Det Gamle Testamente - på den ene side elsker han de mennesker han har skabt, men på den anden side kan han ikke være direkte sammen med dem på grund af deres synd.

Det Nye Testamente og Kristendommen handler om at Gud sendte sin søn, som levede på jorden blandt mennesker og delte Guds tanker med os, og som til sidst blev ofret som det endegyldige uskyldige offer, for at hele verden kunne forsone sig med Gud en gang for alle. Den kristne overbevisning er altså at Jesus renser os mennesker fra synd, hvis vi tror på ham. Handlingen retter altså i første omgang op på syndefaldet. Derfor er der ikke længere brug for ofring af dyr osv. for at kommunikere med Gud, vejen er banet for at alle kan bede frit til ham.

Men mennesker har jo stadig ikke et frit paradisk forhold til Gud - endnu. Men Bibelen beskriver at det sker en gang i fremtiden - der kommer så at sige et nyt Paradis.

I kristendommen har syndefaldet altså den betydning at vi er bevidste om at mennesker ikke er perfekte - de er syndere, og dermed i bund og grund adskilt fra Gud. Men fordi Jesus levede og døde for menneskers skyld og sonede vores synder, så kan vi få tilgivelse og være sammen med Gud. Og håbet er ultimativ at vi engang skal være helt frit sammen med Gud, ligesom i Paradis.

Når Jesus taler om det fremtidige Paradis, så kalder han det Guds Rige. Og han sagde da han gik på jorden, at det allerede var kommet. Men det er jo tydeligt, at det endnu ikke er kommet fuldstændigt (der er jo stadig synd og fejl i den her verden). I teologien taler man derfor om at Guds Rige allerede er kommet, men endnu ikke fuldt ud. Vi kan allerede se glimt af Guds Rige (når der sker paradisiske ting som helbredelser, håb, glæde) - men vi venter stadig på at Guds Rige kommer helt, så der slet ikke mere er synd og fejl.

Jeg håber dette svar kan hjælpe jer lidt.

Mvh. Ruben



Svaret af:
 
Ruben Andersen-Hoel

Ruben Andersen-Hoel , Er ikke længere aktiv
Vanløse Frikirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk