DAGENS ORD: ”Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” 1 Korinter 12:3

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Forkert efternavn på dåbsattest

Hej

Min søn blev døbt i søndags, men på dåbsattesten står der det forkerte efternavn (mit efternavn og det skulle være hans fars efternavn).

Sagen er den, at jeg for nogle måneder siden talte med kordegnen og aftalte tidspunkt for min søns dåb. Jeg oplyste, hvad min søn skulle hedde over telefonen. Kordegnen sagde til mig, at jeg ville få nogle papirer jeg skulle udfylde, hvor jeg skulle skrive fadderne. Jeg forstod det sådan, at de ville komme med posten. Jeg gik og ventede og ventede, men der kom ikke noget. I sidste uge ringede jeg så og sagde, at jeg ikke havde modtaget noget. Det var en virkar der tog telefonen, og hun mente det lød meget underligt, at jeg ikke havde modtaget noget. Vi blev enige om, at jeg straks skulle sende en email med navne på fadderne, hvilket jeg gjorde.

I kirken i søndags spørger præsten om barnets navn. Min søster - der bærer min søn - siger navnet - altså med min mands efternavn. Præsten bliver meget overrasket, og jeg kan se, at hun har mit efternavn stående på sit papir. Hun gentager dog hvad min søster har sagt og min søn bliver således døbt med min mands efternavn. På den dåbsattest vi får udleveret efter gudstjenesten, står der, at min søn hedder mit efternavn. Jeg talte med præsten efter gudstjenesten som sagde, at jeg skulle tage kontakt til kordegnen og få det bragt i orden.

Jeg har i dag kontaktet kordegnen og oplyst om fejlen. Kordegnen sagde, at hun har sendt to emails til mig, som jeg ikke har svaret på, hvor min søns navn (med mit efternavn) stod. Jeg har tjekket min mail og jeg har ikke modtaget noget (jeg tjekker den hver dag, så jeg ville også havde opdaget, hvis jeg havde modtaget noget) Kordegnen sagde, at "bordet fangede" og at jeg selv havde skrevet under på hvad min søn skulle hedde. Jeg skulle derfor starte en navneændringssag og betale 480 kr for at få lavet det om.

Mit spørgsmål er; når præsten i kirken har døbt min søn med min mands efternavn - altså det var det hun sagde højt i kirken - skal min søn så ikke havde en dåbsattest hvor min mands efternavn er anført?

I øvrigt mener jeg ikke, at to e-mails som jeg ikke har svaret på (og som jeg iøvrigt ikke har modtaget) kan bevirke at jeg har accepteret og "skrevet under på" på hvad mit barn skulle hedde. Hvis "kirken" begår en fejl i forbindelse med en dåbsattest hvad er så normalproceduren? Skal alle der af den ene eller anden årsag får en forkert dåbsattest betale for at få den lavet om? - også selvom det er "kirken" der har begået fejlen?

Jeg betaler gerne 480 kr for at min søn får det rigtige navn - det er bare mere principielt, jeg gerne vil have svar på spørgsmålene.

Håber I kan hjælpe og på forhånd tak

Med venlig hilsen

Stine

Stine Sloth

Svar:

Kære uheldige dåbsmor,
Altså, jeg har sådan lyst til at skrive, at jeg kan sandelig godt forstå, at man lukker nogle kirker rundt omkring, hvis det er sådan, man behandler folk!
SELVFØLGELIG skal din søn have det navn, han blev døbt, og som I ønsker, og SELVFØLGELIG skal I ikke betale, når det er en klar fejl fra kirkens side. Ganske enkelt - sådan ER det...
Jeg må sige, at jeg tror (og ikke mindst HÅBER!!), at kordegnen , du har talt med, må have haft en dårlig dag...
Spørgsmålet er naturligvis, hvad I gør lige nu...
Jeg vil klart råde jer til, at få fat i præsten, som jo har døbt med det rigtige navn.Man KAN håbe, at præsten har "standset" sagen, inden kordegnen et par dage efter dåben skal "aktivere hændelsen".
Det ER jo sådan, at trods alt er forældrenes ønsker vigtigere end bureukratiet... Bed præsten om at tage sig af sagen, så I ikke får mere besvær - vis evt præsten (som så kan vise den til kordegnen!) denne mail, hvor du udtrykkeligt forlarer og beskriver forløbet - og at du IKKE har modtaget de pågældende e-mails.
Hvis der skulle være tvivl fra kirkens side, om hvordan man registrerer en sådan "navneændring", som de kalder det, så må man blot foretage ændringen og i anmærkningsrubrikken skrive: "Rettet på grund af fejl fra kirkekontorets side"...
Ring endelig til præsten NU - og få det hele på plads.
I øvrigt til lykke med dåben og al Guds fred til jeres lille familie.
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk