DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Gudmor & efternavn

Hej

Jeg er for nylig blevet far til en smuk lille pige.

Min kæreste og jeg er dog ikke fra samme land. Jeg bor i Riga, Letland med hende og min datter.

Sagen er den, at jeg gerne vil have min søster som gudmor. Er det muligt, nu hvor hun er dansk, og min datter er lettisk ??

OG vil gerne have en del af mit efternavn givet videre til min datter. Min kæreste og jeg er dog ikke gift. Så er det muligt?

Mvh

Den nybagte far :)

Jesper

Svar:

Kære nybagte far,
Til lykke med datteren... Og til lykke med, at hun skal døbes. Om dine to spørgsmål vil jeg sige, at jeg kender reglerne i Danmark, ikke i Riga!
Hvis din datter skal døbes i Danmark, kan din søster sagtens være gudmor - hvis hun opfylder "kravene" - at hun nemlig selv er døbt med en kristen dåb og er over konfirmationsalderen.
Hvad angår det med navnet, så kan et barn, der navngives i forbindelse med dåb i Danmark, sagtens få lidt af sin fars navn og lidt af sin mors navn. I Danmark skal formalia være på plads, dvs at forældrene enten skal være gift eller også skal faderen - hvis forældrene ikke er gift - gennem en omsorgs- og ansvarserklæring blive anerkendt som far med fælles forældremyndighed. I begge situationer kan barnet ALTID komme til at hedde alle forældrenes navne.
Hvad angår Riga, da KAN der være andre forhold, der spiller ind. Jeg har hørt om lande, hvor barnet altid kommer til at hedde faderens navn, selv om familien ønsker moderens, og jeg har hørt om manglende rettigheder til faderen - i andre lande - hvis man ikke er gift. Et barn , der bor i udlandet, kan sagtens blive døbt i Danmark, men navnemæssigt og registreringsmæssigt, da er det det pågældende land, hvor barnet har bopæl,der sætter reglerne..Hvis man i Letland har en lidt anderledes procedure end i Danmark, kan det være, at jeres barn allerede har et efternavn ved fødslen, som kun kan laves om til fælles efternavne ved, at I bliver ægtefolk.
Derfor vil jeg råde dig til at undersøge navneforholdene grundigt i Letland hos den civilregistrerende myndighed - altså dem, der udskriver attester og anerkender fødsler, giver CPRnumre osv - det er sandsynligvis ikke på kirkekontoret som i Danmark! Og jeg må sige, at jeg vil anbefale jer at blive gift - det giver en stor sikkerhed og alle rettigheder til både dig og din datter!!
Varme hilsener og ønsket om Guds fred,
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk