DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

et afdød barn som ikke er døbt

for snart flere år siden blev mit barnebarn - 8 år - dræbt i trafikken.
nu senere har jeg tænkt på, om han sagtens kan være kommet hjem til Gud.
han er aldrig blevet døbt nemlig.
kan jeg blive ved med at tro på det?

jane ørberg

Svar:

Kære du, der har mistet dit barnebarn,
Tak for dit spørgsmål, hvor kan jeg dog godt forstå, at du stadig tænker på dit barnebarn, og måske er det netop som tiden går, at der dukker nye spørgsmål op.
Jeg har begravet mange børn, også børn, der ikke er døbt, og jeg kan genkende dit spørgsmål fra andre familier, fordi man pludselig tvinges til at tænke på - ja, på tid og evighed, når livet pludselig sættes i stå.
For mig er det vigtigste ved sådan et spørgsmål IKKE at begynde med "dåbens teologiske betydning" eller med vores tros læresætninger. For mig er det vigtigste at begynde med forkyndelsen af Guds kærlighed. Noget af det, som alle husker fra Jesus, er bønnen Fadervor - vi kender den jo fra skole og kirke og fra mange film - men første gang, Jesus fortalte om bønnen Fadervor, gjorde det dybt indtryk på både hans venner og hans fjender. At kalde Gud for Far var helt grænseoverskridende. Jesus ville så gerne åbne menneskers øjne for, at Gud ikke er den fjerne Gud bag himlene, der straffer os, hvis ikke vi lever "rigtigt" eller tror nok, Jesus sagde, Gud er jeres FAR - det begynder med ham - han elsker jer , han møder jer i hverdagen, han lytter til jer, han puster på livets sår , og han går oven i købet ind i det dybeste , dødens mørke for jer og med jer. Og som Jesus viste det på korset og opstandelsen, baner Guds vej en kærlighed gennem døden til livet. Sådan er Gud som vores far, og det billede er virkelig vigtigt for det spørgsmål, du stiller.
Hvis Gud er vores far, kan vi komme til ham med ALT - også flere år efter, at noget svært har ramt os, som det sker for dig. Og jeg ved, at når vi beder til Gud og lægger det i Hans hånd - så er det, vi har i tankerne, simpelthen det bedste sted. Netop fordi en kærlig far vil lytte og trøste og svare. Så derfor vil jeg sige til dig, Bed Gud om at tage dit lille barnebarn i sin hånd - ganske enkelt. Bed om at Gud med sit faderhjerte vil elske dit barnebarn - det gør intet, at der er en tidsforskel, for med bønner til Gud er det sådan, at det, du beder om idag, det kan Gud sagtens have besvaret for flere år siden. Sådan er det, når tid og evighed mødes.
Og stol på, at når du lægger dit barnebarn og dine tanker i Guds, vores himmelske fars hænder - så er de det bedste sted - i Guds kærlighed. Til sidst vil jeg sige, at hvis du har en bibel, så kan du måske finde salmernes bog og læse salme 139. Det er en meget smuk salme om den Gud, der har det hele i sin hånd - måske kan den bringe ny trøst til dig. Og bed Fadervor...
Skriv igen hvis du får lyst - må Gud velsigne dig.
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk