DAGENS ORD: ”Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.” Filipperne 4:5

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Sogne/sognedistrikt/ kirkevalg

Spørgsmål til netptæsten.

Hej,

Min kæreste og jeg vil gerne giftes. Vi er begge Frederiksberg borgere, min kæreste i de sidste 2 år og jeg i 11 år. Vi har begge betalt kirkeskat hele vores liv, dvs siden vores første job.
Vi vil rigtig gerne vies i Frederiksbreg Kirke, da vi bor tæt på den kirke og samtidig er det den eneste kirke vi er kommet i sammen. Vi er ikke de store kirkegængere, men de få gange det er blevet til har været i Frederiksberg Kirke. Derfor er vores valg denne kirke.
Men dette kan vi ikke få lov til, da vores adresse ikke ligger i Frederikbergs Kirke sogn. Istedet kan vi få Solbjerg Kirke, som vi ikke anede eksisterede.

Vores spørgsmål er: Kan det virkelig være rigtigt? Vi tænker jo at når man ikke kan vælge hvilke kirker der skal ha kirkeskatten, så må der oz være frit valg af kirken, i hvert fald som min. i den komunne man er bosat i? Vi har læst et sted i en bekendtgørelse at hvis man er bosat i sogn eller sogne distrikt, så har man krav på at bruge kirken. Vi ved nu at vi ikke bor i sognet, men hvad er et sogne distrikt?

Hvis man taler med en præst fra Frederiksberg Kirke, så vil de gerne vie os, men det skal jo gå igennem kirkens kontor og der holder de strengt på at det kan vi ikke blive og vi har i hvert fald ikke krav på det. Ja, for at sige det mildt, så er de temmelige grove på det kontor.

Et bryllup er en glædelig begivenhed, som gerne skulle være en dag vi kunne nyde at planlægge sammen. Desværre er det nu endt i en bekymring over hvor vi skal gifte os. Vi har henvendt os til andre kirker i Frederiksberg Kommune, som vi evt ville kunne være tilfredse med, men meldningen er den samme hele vejen rundt. Vi kan ikke forstå at vi virkelig skal være tvunget til at blive gift i en kirke, som ingen betydning har for os.

Britt Isabelle

Svar:

Kære Britt Isabelle,
Først godt nytår - og til lykke med at du har en sød kæreste, som du gerne vil giftes med!
Og så springer vi til problemerne!!
Desværre er du løbet ind i det problem, som mange før dig har mødt - kirkens grænser.
Det er sådan - som selvfølgelig på alle andre arbejdspladser - at Danmark er delt op i sogne med et bestemt antal sognebørn og folkekirkemedlemmer - ud fra det tal - ca. - har man defineret antallet af ansatte, herunder præster.
Ethvert sogn er KUN forpligtet på at betjene dem, der bor i sognet. Kort og godt.
Lidt ligesom et firma med et bestemt antal ansatte er nødt til at sende opgaver videre, hvis man ikke magter dem.
Jeg tror ikke, der er nogen kirker, der helt strikt holder på "kun" det - de fleste har en definition af "tilknytning til sognet" - fx. at hvis dine forældre fx. boede i Frederiksberg Kirkes sogn, og du var vokset op dér - ja, så havde du nok fået lov alligevel.
Men egentlig er det sådan, at alt arbejde med folk, der IKKE bor i sognet - det er gratis extraarbejde for sognet!!! Og er der travlt i forvejen med dem, der virkelig BOR i sognet, så kan det faktisk være umuligt at sige ja til andet. "Umuligt" på den måde, at man med fuld ret kan bestemme grænserne , som sættes af menighedsrådet - dem på kirkekontoret fører blot den "politik" videre, som menighedsrådet har besluttet.
Der findes den mulighed at "løse sognebånd" - da ligestilles man med dem, der har bopæl i sognet, men det er præsterne, der skal sige "ja" til en sognebåndsløsning - og den gives oftest netop til dem, der er "kirkeligt aktive" - og som i hverdagen bruger kirken.
Det er en superærgerlig situation, men også meget reel fra kirkens side - så, kære Britt Isabelle - jeg håber sådan, at du og din sikkert søde kærete siger, OK - vi fik ikke kirken, vi ville have, men vi får hinanden - oven i købet i jeres lokale kirke - hvor de vil byde jer velkomne med åbne arme og åben kirkedør - og netop, når I IKKE kender kirken, KAN det jo blive en uventet positiv oplevelse, der vil være en fantastisk ramme om jeres festdag!
Så med dét håb vil jeg ønske jer Guds fred - og godt nytår!
Signe, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk