DAGENS ORD: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter 4:8

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

udstedelse af ny dåbsattest

Hej

Jeg har et spørgsmål vedr. udstedelse af ny fødsels/dåbsattest. Min kæreste og jeg skal giftes og i den forbindelse har præsten bedt om en kopi af min dåbsattest/fødselsoplysninger. Jeg har desværre ikke kunne fremfinde den og vil i den forbindelse meget gerne have udstedt en ny. Ved i hvem jeg kan kontakte for dette, er det den irakiske ambassade (er født i Irak)? Jeg tænker ligeledes, hvorvidt der er en offentlig myndighed, som kunne ligge inde med den idet jeg blev tildelt dansk statsborgerskab i 1996, da min familie kom til Danmark.

Mvh

Anas Shakshaki

Anas Shakshaki

Svar:

Kære Anas ,
Tak for din mail...
Jeg tænker lidt på, at der nok er flere vinkler i dit spørgsmål, så måske bliver mit svar lidt "bredt" - og jeg håber, du kan bruge noget af det.
1.
Du nævner, at du ønsker en fødsels/dåbsattest. Hvis du er døbt i en dansk Folkekirke, så kan du få udskrevet en dåbsattest i alle kirker i Danmark - og hvis den præst, der skal vie jer, er præst i Folkekirken, så kan du bede ham om at gøre det. Og det er her, jeg bliver lidt i tvivl, om du er døbt eller ej - for jeg tror,jeres præst vil kende til denne procedure.
2.
Hvis du er døbt i en frikirke, så kan du dér "kun" få en attest på din dåb - og det er jo mere internt kirkeligt og altså ikke et bevis på, at du er dig!
3.
Det, der efterlyses i forbindelse med et bryllup i Danmark, når kommunen skal udfærdige en prøvelsesattest - som alle skal have, hvadenten de skal vies borgerligt eller kirkeligt! - det er papirer på, hvem du er og dit CPRnr, så man kan prøve, om der er noget, der hindrer dit ægteskab.
I Folkekirkens civilregistrering/kirkebog står der KUN de ting, der er foretaget i Folkekirkens regi - altså fx dåb eller fx fødselsregistrering, hvis man er født i Danmark.
Da du ikke er født i Danmark, og da du måske ikke er døbt, skal du derfor have fat i Borgerservice eller måske Udlændingestyrelsen, for at få fat i en udskrift, der viser dit danske statsborgerskab ud fra dit CPRnr.
Så kære Anas, held og lykke med bryllup og det hele, og al Guds fred til dig.
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk