DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Regler

Kan et nyfødt barn blive døbt, sev om ingen af forældrene er medlem af folkekirken?
Med venlig hilsen - Peter

Peter Thorbek

Svar:

Kære Peter,
Tak for dit spørgsmål til Netkirken - og svaret er kort og enkelt: JA !
Et nyfødt barn, et ældre barn, en konfirmand osv kan sagtens blive døbt i Folkekirken (eller i andre kristne kirker!), uafhængig af forældrenes medlemskab.
Dog er det sådan, at hvis man skal bære et barn til dåben eller være fadder, da skal man "være døbt med en kristen dåb og være over konfirmationsalderen".
Og den regel gælder faktisk også for forældre.
Det var det korte svar!
Men der er lige et par ting, jeg vil tilføje.
Hvis man træder et skridt tilbage og ser på dåbens indhold - så sker der to ting, når vi døber i Folkekirken:
1. Den døbte modtager Guds løfter og velsignelse og kærlighed og fred - alt sammen gaver fra Gud, der skal modtages dag for dag i tro. Et godt billede er - i denne tid mellem jul og nytår!! - alle vores dejlige julegaver! -
Vi modtager dem - smukt indpakket, og vi takker pænt for dem - men vi finder ikke ud af, hvad gaven ER , og hvad den kan bruges til, før vi pakker den ud. Sådan er det også med dåben!
2. Den anden ting, der sker ved dåben i Folkekirken, er, at man bliver medlem af Folkekirken. Man kan naturligvis altid melde sig ud af Folkekirken - men dåbens og Guds løfter - de vil altid være der - dem kan ingen tage fra den døbte.
Derfor er Folkekirken også åben for alle kristne dåb - hvis fx et menneske, der er døbt i Pinsekirken, gerne vil være en del af Folkekirken, så siger vi med glæde til lykke med dåben og velkommen i Folkekirken.
Endelig vil jeg lige sige, at noget af det, de fleste mennesker forbinder med dåben, det er navngivningen. I Folkekirken er det netop på dåbsdagen, at de fleste børn får navn, men det har egentlig ikke noget med selve dåben til at være Guds barn at gøre.
Jeg oplever ofte som præst i disse år, at mange små børn bliver navngivet kort efter fødselen, fordi de fx skal have et pas - og siden kommer de så til kirken og bliver døbt.
Nå, det blev en lang forklaring - nu vil jeg ønske dig et godt og velsignet nytår!
Venligst, Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk