DAGENS ORD: ”Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.” Esajas 6:7

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Dåb?

Hej.
Jeg er en ung mand på 28 år som som har levet en hård ungdom med druk og stoffer, men jeg har omvendt mit liv, og har accepteret Jesus som min herre og frelser. Men jeg hører fra alle der os har omvendt sig at jeg skal blive døbt på ny i Jesu navn, men hvor kan man gøre det i Danmark, er allerede døbt som barn ?


Mathias boysen

Svar:

Kære Mathias,
Til lykke med din nye frihed og tro på Jesus. Det er sådan en glæde for mig at høre om, hvordan du i Guds kærlighed har fået en ny begyndelse.
Hvad angår det med dåben, så tror jeg, du har talt med folk fra frikirker, der har et lidt andet dåbssyn end vi har i Folkekirken.
For frikirker er dåben en ydre handling, en troshandling, der på en måde viser, at du har stilling til tro og lagt dit gamle liv bag dig. Derfor kan man godt blive døbt igen i frikirker.
I Folkekirken har vi den tro, at i dåben giver Jesus os alle sine løfter, han kalder os til at være Guds elskede barn. Men som Luther og mange andre siger, så er det vigtigt, at tage imod de løfter fra Gud om tilgivelse og ny begyndelse hver eneste dag!
Derfor er dåben i Folkekirken ikke et bevis på vores tro, men et bevis på en stor Gud, der handler i vores liv, og Guds store løfter vil altid være der. Du har så, kære Mathias, fået øjnene og hjertet op for Guds løfter - du har taget imod hans gaver.
Og for mig at se, er det også i Folkekirken virkelig vigtigt, at du sammen med en præst finder en måde, hvor du en søndag kan stå frem i kirken og fortælle om din tro.
Herefter kan du blive velsignet og bedt for, så det bliver et smukt og stærkt ritual, der peger på, at du nu har taget imod Guds og dåbens løfter. Der er brug for at markere sådan en god og stærk beslutning!
Hvis du har dit ståsted i Folkekirken, så find en kirke i nærheden af, hvor du bor og fortæl det samme, som du har skrevet til Netkirken - så finder I nok en rigtig god vej.
Fx ville jeg i København kunne pege på flere Folkekirker, der med glæde ville være med til at arrangere en sådan festsøndag - men igen - jeg ved jo ikke, hvor du bor. Så - få fat i en kirke!!
Held og lykke og al Guds velsignelse,
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk