DAGENS ORD: ”Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” 1 Korinter 12:3

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Voksendåb i Pinsekriken

Hejsa. Jeg skal til at skrive en eksamensopgave om voksendåb i Pinsekirken.
Jeg har læst og læst, og søgt og søgt. Men jeg kan ikke finde noget om hvordan sådan en dåb foregår. Sker det ved en alm. gudstjeneste eller sker der en bestemt dåbshandling?
På forhånd tak
Louise

Louise Hammer Andersen

Svar:

Hej Louise
Tak for spørgsmålet.

Først vil jeg fortælle om forskellen på traditionel barnedåb og voksendåb.

Ved barnedåb holder man den lille hen over dåbsfadet, hvorefter man kommer 3 håndfulde vand på hovedet af barnet.
Idet man døber barnet i Faderen Sønnen og Helligåndens navn. Forældrene lover at opdrage barnet i den kristne tro.

Ved voksendåb neddykker man hele personen i vand. Man bliver (symbolsk i dåben) begravet med Kristus og genopstår til nyt liv i Kristus. Ved voksendåb bekræfter den døbte sin tro over for menigheden. Selve dåben opfattes som en lydighedshandling og et tegn på at den pågældende vil leve sit liv i troen på Jesus Kristus.
I Pinsekirken kan man ikke blive døbt uden at tro. Den døbte bliver som regel også medlem af kirken. For at en person kan være medlem i en Pinsekirke kræves der at personen er døbt. Der skal lige indskydes for en ordens skyld: Man er meget velkommen i en Pinsekirke selv om man ikke er døbt.

Selve dåbshandlingen kan indgå i en almindelig gudstjeneste. Nogle kirker har et bassin bygget ned i gulvet, netop til den slags handlinger. Andre døber deres dåbskandidater ude i naturen, enten i havet eller i en sø.

Jeg har ved flere lejligheder været med til voksendåb i naturen med forskellige frikirker, hvilket er en speciel og stærk oplevelse.
Den ene gang var det en dåb forrettet efter en gudstjeneste i Pinsekirken i Hillerød, hvor medlemmer og venner kørte op til Esrom sø. Præsten gik ud i vandet. Derefter kom dåbskandidaten ud til præsten. Dåbskandidaten bekræftede sin tro på Jesus for hele menigheden og derefter blev kandidaten døbt. Medens den døbte gik mod land, sang menigheden lovsang ledsaget af en guitar. Derefter var alle inviteret til et traktement i kirken.

En anden gang blev dåbskandidaten døbt i havet tidligt om morgenen. Derefter var der morgenmad i kirken efterfulgt af en gudstjeneste.

Jeg har også overværet dåb hvor dåben blot var et moment i gudstjenesten.

Som du kan læse, er der flere muligheder for hvordan dåben kan foregå i Pinsekirken eller i frikirker.

Held og lykke med eksamen.

Med venlig hilsen
Alex Wallin



Svaret af:
 
Alex Wallin

Alex Wallin, Redaktør og webmaster
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk