DAGENS ORD: ”Herren, min styrke, mit skjold, på ham stoler mit hjerte. Da jeg fik hjælp, jublede mit hjerte, jeg takker ham med sang.” Salme 28:7

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Prioriteringer

Jeg er en ung mand, som har det meget svært med at foretage de rette prioriteringer, mest af alt i forhold til min familie/ægtefælle og til guds rige/kirken.

Problemet er, at jeg interesserer mig meget for fodbold, og fristelsen har ofte været, at jeg i denne sammenhæng har prioriteret forkert. Det er så gået ud over dèn tid jeg evt. så istedet kunne have brugt på at tilgodese min ægtefælles behov og dèt at vi som ægtefolk kan være noget for hinanden og vores familie. Mine forkerte valg er desuden gået over det fællesskab jeg burde have i forhold til andre mennesker, og til at opbygge relationer, mest af alt i forhold til dem, der har brug for mig i kirken, både som person og i forbindelse med de gaver og talenter gud har lagt ned i mig ( lovsang/musik/bøn/omsorg for mennesker ). Håber dette er forståeligt.

Jeg har brug for en vejledning og et godt råd hèr, så jeg må lære at prioritere anderledes i mit liv. Hvad siger guds ord? - Og hvad vil I råde mig til at gøre hèr?

Svar:

Kære ven
Hvis jeg må tage dit sidste spørgsmål først, det med hvad Guds ord siger så er der da flere ting der kan henvises til. Et vigtigt svar er hvad Jesus siger i Matt. 6.33 hvori Han fortæller os, at vi skal søge Guds rige først af alt. Alt andet, siger Han vil vi få i tilgift.
Her er da en klar prioritering der er god at have for øje hvis der skal komme balance i livet.
Et andet sted, Matt.22.36-38 fortæller Jesus os, at det største bud er: at ”du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv” Dette betyder igen, at vi skal sætte Guds rige og vor næste først. Altså er din familie er vigtigere end fodbold og hvad som helst andet.

Ovennævnte er blot lidt af hvad Guds ord lærer os, dertil kommer at vi har fået viljen som en gave fra Gud og meningen er selvfølgelig, at den skal bruges, bestemt også i dit tilfælde.
Men nu ved jeg jo godt fra mit eget liv, at et er at vide hvad der er rigtigt, noget andet at gøre det. Derfor vil jeg råde dig til at lave klare aftaler med din ægtefælde/familie og din menighed. Aftaler der binder dig til noget du har lovet og som du vil flove dig over hvis du svigter.

Aftal bestemte aftener med din kone hvor I har et fast program. For eks. lad fredagen være familiens aften. Lad intet komme i vejen for det. Tag den første lørdag i hver måned hvor du og hele familien tager på udflugt eller andet som I kan være sammen om.
Bed en ven fra kirken kontakte dig når I skal synge i lovsangskoret, for eks. øveaftener. Hvis du ellers kan prioritere disse ting er der måske også tid til en månedlig fodboldaften, men begræns det kraftigt.
Dette er blot et velment forsøg på at få dig videre. Brug tid til, sammen med din kone og venner at bede om at Gud vil styrke dig, regn med, at Han er interesseret i din succes og hjælpe dig/jer.

Alternativt, gør du ikke noget alvorligt ved det nu hvor du er blevet klar over at det er galt så vil du få det meget dårligere og ende med ikke at kunne respektere dig selv, hvilket også vil medføre, at andre heller ikke kan respektere dig og dit ægteskab kan blive truet.

Derfor, vær ved godt mod, gør noget ved sagen i dag, udsæt det ikke, den onde har et stort lager af dårlige undskyldninger der alle sammen sluttelig vil ødelægge dit liv.
Jeg ved godt, at jeg er meget kontant, men jeg tror det er vigtigt at sige tingene uden omsvøb i dette tilfælde.
Må Gud velsigne dig og din familie.

Kærlig hilsen

Ole Bækgaard



Svaret af:
 
Ole Bækgaard

Ole Bækgaard, Netpræst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk