DAGENS ORD: ”For Gud gør ikke forskel på nogen.” Romerne 2:11

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Gudmor/gudfar problemer

Hej

Jeg skriver til jer da min kæreste og jeg er meget uenige i hvem der skal være vores datters gudmor/gudfar.
Ved vores første datter var det mine to søstre der var gudmødre. Mine søstre er en kæmpe stor del af mine døtres liv og derfor vil jeg også meget gerne have at de er gudmødre til vores anden datter. Dog mener min mand at mine søstre har fået lov og nu er det hans to søskende. Desværre har vi ikke et særligt tæt bånd til dem og mine døtre ser nærmest aldrig min mands søskende. Jeg mener man bør vælge gudmor/gudfar ud fra hvor stor en del de er af børnenes liv og ikke ud fra relationer. Jeg ved at mine søstre vil være der for mine piger i medgang og modgang, og det har de allerede bevist rigtig mange gange.

Hvad mener i man bør vælge og gøre i denne situation?

Svar:

Kære spørger

Det er en svær situation, I står i.

Der er jo mulighed for at vælge flere faddere, udover selve gudmoderen, så jeg ville forslå at vælge alle fire.

Valget må nemlig gerne være et valg, der dækker begge familier, både din og din mands.
Hvor mange faddere havde I ved jeres første datters dåb?
Jeg synes dine ønsker er vigtige, da faddernes rolle jo er at tage sig af børnene, hvis der sker jer som forældre noget. Så det lyder meget fornuftigt at involvere dine to søstre, som er så tæt på børnene, og hvor du ikke er i tvivl om deres omsorg og kærlighed.

Men som sagt må man gerne vælge flere faddere, og det tænker jeg, at det løser problemet.
Tal gerne med din lokale sognepræst om det. Og du er også velkommen til at skrive igen.

Med ønsket om alt godt
Elizabeth



Svaret af:
 
Elizabeth Knox-Seith

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk