DAGENS ORD: ”rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.” Kolossenserne 2:7

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Anonym

Hvorfor er JESUS kommet med sværd og ikke fred, hvis han er god? hvordan hænger det sammen, eller hvad skal det gøre godt for?

Svar:

Hej

Tak for dit spørgsmål. Det du tænker på, er nok det som Jesus siger i Matt 10,34: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

Hvis du vil forstå, hvad det er Jesus mener, så skal du prøve at læse dette bibelvers i sin sammenhæng, så bliver det lettere at forstå meningen.

I versene lige før siger Jesus: (v32) ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. (v33) Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”

Jesus taler her om den konflikt, der kan opstå, hvis man beslutter sig for at være en kristen, og efterfølgende skal til at stå ved det over for mennesker. Erfaringerne viser nemlig, at den som modtager Jesus som sin personlige frelser og begynder at fortælle om det, kan risikere, at det skaber afstand både til familie og venner.

Jesu mission er altid at skabe fred, og de der søger ham vil finde freden; men resultatet kan godt blive, at mine nærmeste tager afstand fra mig, og det er her billedet af ”sværdet” kommer ind. Det kan føles som et ”sværd”, der går ind og adskiller mig fra min familie og venner. Jesus taler altså om ”sværdet” i overført betydning og stiller os overfor et spørgsmål: ”Er du rede til at betale den pris, det koster at følge mig?”

Med hensyn til Jesu holdning til sværdet som våben, så er det klart beskrevet i Matt.26,51: ”En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener …Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.



Svaret af:
 
Leif Rasmussen

Leif Rasmussen, Er ikke længere aktiv

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk