DAGENS ORD: ”Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.” Filipperne 4:5

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Hudfarver m.m.

Hej.
Jeg har talt en del medd min kæreste på det sidste, omkring Skabelsesberetningen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvordan mennesker i de forskellige lande fik de hudfarver de har - og udviklede de sprog de nu en gang har?

I mit hovede, kan jeg ikke umiddelbart få det til at give mening, at vi alle skulle stamme fra to (hvide) mennesker, når der findes mennesker i forskellige lande med andre hudfarver end hvid...

Med Venlig Hilsen
Jannie

Jannie

Svar:

Hej Jannie.
Jeg håber, at I har haft nogle gode samtaler om Skabelses-beretningen.
Jeg må dog lige gøre opmærksom på, at der i Bibelen ikke står noget om, at de første mennesker var hvide ! Hvordan de forskellige hudfarver er opstået, fortæller Bibelen ikke noget om.

Lad mig da så også lige nævne, at jeg for et par år siden i det populære blad "Illustreret videnskab" læste en artikel om, at amerikanske videnskabsmænd har fundet frem til "genetiske" ting, der viser i retning af, at alle kvinder nedstammer fra den samme kvinde, - og - at alle mænd nedstammer fra den samme mand.

Det passer jo godt med det, som Bibelen fortæller. Men vigtigst i Bibelens beretning er, at alt det skabte ikke blot er en tilfældighed, - men at der bag det skabte er en Skaber, Gud.

Skabelsesberetningen i 1. Mosebog kapitel 1 giver ikke en detailleret forklaring på alt det skabte, - men rammer alligevel på mange måder plet - f.eks. at lyset kom før solen - at al landjord engang har hængt sammen - og rækkefølgen med hensyn til, hvornår de forskellige ting er skabt (blevet til).

Med hensyn til de forskellige sprog kan I læse i 1. Mosebog kapitel i Bibelens beretning om Babelstårnet, hvor Gud gav de forskellige sprog til forskellige grupper af mennesker, fordi de ville være selvrådige.

Jeg vil ærligt indrømme, at der er mange ting, som jeg ikke kan forstå eller forklare. Det gør mig heller ikke noget.
Tværtimod er jeg glad for, at jeg ikke forstår og ved og kan alting. Gjorde jeg det, - så ville det betyde, at jeg var ligesom Gud. Men at det ikke ville være så let, det viser filmkomikeren Jim Carrey i filmen "Bruce den Almægtige".
MEN - det ville så også betyde, at så ville Gud bare være lige som mig - OG DET VILLE NU IKKE VÆRE SÅ GODT, - for så god er jeg desværre ikke.

Jo - vel er alt det med Skabelsesberetningen spændende, - men det vigtigste for mig er, at jeg må tro og have tillid til, at jeg (vi) har en Gud, der har skabt os, - og som stadig ønsker fællesskab med os - uanset hvem eller hvor vi er.

Det har Han vist gennem at sende Jesus til os med sin kærlighed og frelse. Det vil Han hjælpe os med at tro og erfare gennem Bibelens Ord og gennem Helligånden.

I håb om at I må få endnu flere gode samtaler og endnu mere, at I må opleve og erfare Guds kærlighed også til Jer.

Med venlig hilsen

Ivan L. Jakobsen
Sognepræst



Svaret af:
 
Ivan L. Jakobsen

Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk