DAGENS ORD: ”Herren, min styrke, mit skjold, på ham stoler mit hjerte. Da jeg fik hjælp, jublede mit hjerte, jeg takker ham med sang.” Salme 28:7

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Lyset og solen 1 mos bog 1

Hej netkirke
Hvordan skal jeg forstå at lyset blev skabt den første dag, men solen først den 4 dag? Vil det sige at det ikke er solen som er lyset? Vil der kunne være lys uden sol?
På forhånd tak!

Svar:

Kære spørger:
Et fyldestgørende svar synes jeg ikke, jeg har til dig, men et par input skal du få:
Ed. Nielsen skriver på side 33 i bogen "Første Mosebog fortolket" (Det Danske Bibelselskab, 1987): "At lyset er Guds første skaberværk, hænger sammen med, at lyset i kamp med mørket sætter tiden i gang, adskiller mellem nat og dag. Men det hænger også sammen med, at lyset er det, der er Gud nærmest."
Bibelen fortæller mange steder om Gud som lys. F.eks. 1. Johannesbrev kap 1, vers 5: "Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham." Og i Johannesevangeliet kap 1, de første 5 vers (som egentlig er skabelsesberetningen igen, skrevet med andre ord) fortælles der om JESUS som lyset (her i teksten kaldet for "Ordet"), og at han er den helt centrale i skabelsen. "Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys..." Det er ikke solen, der er selve lyset, men Jesus, der er selve lyset. Det er i Jesus, lyset, at verden er skabt.
O. Paaske skriver i "Bibelværk for menigheden" bind 1 (Lohses Forlag, 1992) på side 24: "Først gælder det lyset, som åbenbart har en selvstændig eksistens, uden at det nødvendigvis behøver at være afhængigt af himmellegemer. De bliver først på den fjerde dag draget ind i forvaltningen af lyset over jorden." Det, der så sker på den fjerde dag ser ud til at være, at solen og månen så at sige bliver draget ind som LAMPER for lyset. Sol og måne er ikke lysKILDER, men lysELEMENTER. Lyset er ikke afhængigt af himmellegemener, men gør fra den fjerde dag brug af dem.
Temaet bliver forresten taget op igen i Bibelens sidste kapitel, når der fortælles om livet på den nye, vidunderlige jord: "Der skal ikke mere være nat, og de har ikek brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem..." (Johannes' Åbenbaring kap. 22, vers 5.
Gunni Bjørsted, Netpræst



Svaret af:
 
Gunni Bjørsted

Gunni Bjørsted, Er ikke længere aktiv

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk