DAGENS ORD: ”Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn.” Salme 103:5

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Hvem kom først til jorden

Hej
Kan i hjælpe med spørgsmål omkring hvem der først kom til jorden? Var det satan eller var det mennesket som kom først?

Svar:

Hej min ven!
Jeg skal forsøge at hjælpe dig. Den korte version kan være: Ja, jeg tror Satan eksisterede før mennesket blev skabt; men jeg synes, dit spørgsmål kræver, at jeg uddyber det lidt.
Menneskets historie kender vi fra bibelen. Den begynder med, at Gud skaber Adam og Eva i Paradiset for omkring 6000 år siden.
Fra bibelen ved vi også, at den person der kaldes Djævelen, ikke altid har været en Djævel. Engang beklædte han en høj stilling i Guds himmelske familie. Det fremgår af Jobs bog, at Satan var og er en af gudssønnerne: ”En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Gud; blandt dem var også Satan.” (Job 1:6)
Han var skabt af Gud som en fuldkommen, retfærdig skabning, for Guds gerninger er alle sammen fuldkomne (5 Mos 32:4). Han fremstod som en skøn og strålende åndeskabning. Bibelen beskriver ham billedligt i Ez 28:12-14: ”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed. Du var i Eden, i gudshaven. Alle slags ædelsten sad på din dragt... Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter.”
Han var meget skøn og fuldkommen, fyldt med visdom. Han fik tildelt en meget høj, betroet og ansvarsfuld stilling, nemlig at være ”beskytter”. Han havde bl.a. overopsyn med menneskene i gudshaven (Edens have). Men hovmod og griskhed meldte sig. Han valgte en handlemåde, der førte til opposition og modstand mod Gud. Dette ses af det nye navn, han fik, nemlig det hebraiske satan, hvilket på dansk betyder ”modstander”. Satan fik også et andet beskrivende navn, nemlig det danske ord Djævelen, som stammer fra det græske diabolos.
Den salvede kerub gjorde altså oprør mod Gud og satte sin fuldkommenhed og uskyld over styr. Guds dom over ham lyder sådan: ”Du var udadlelig i din færd, fra den dag du blev skabt, til der blev fundet uret hos dig... Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans.” (Ez 28:15,17)
Ud af det kan vi konkludere, at Satan var skabt af Gud som en gudesøn, før mennesket blev skabt, og var en højt betroet skabning, som valgte at blive Guds modstander, og i den egenskab var han aktivt tilstede, da Gud skabte menneskene. I sit oprør og modstand forførte han menneskene og forsøgte at rive os med i sit fald.




Svaret af:
 
Leif Rasmussen

Leif Rasmussen, Er ikke længere aktiv

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk