DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

gudmor til niece.

Hej netkirke.
jeg er 12½ år og er døbt og er kristen. jeg er lige blevet moster til en yndig og skøn pige, som nu snart er 4 måneder.Hun skal døbes om god en måneds tid, altså til jul. Min søster har spurgt om jeg vil stå gudmor. I min familie har jeg en del kusiner og fætre som jeg tit er sammen med og har været med til at passe dem mange gange. Nu er mit spørgsmål om jeg må stå gud til hende, og hvis jeg må, er der så nogle forpligtigelser?
Hilsen fra den stolte moster.

Svar:

Hej.
Til lykke med, at du er blevet moster.
Jeg synes også, at det er dejligt og friskt, at du ikke bare skriver, at du er døbt, - men også at du er kristen.

Nu ved jeg jo godt nok ikke, om du også skal være fadder, - men det skal man jo tit, når man
bliver bedt om at være gudmor.

I den vejledning man kan finde på Kirkeministeriets hjemmeside om at være fadder står der:
"Minimumsalderen for en fadder er den sædvanlige konfirmationsalder, dvs. 13-14 år. Den præst, som forretter dåben, har dog mulighed for at vurdere, om en "ung fadder" skønnes tilstrækkeligt moden til at stå fadder."
Det samme må gælde for en gudmor.

Jeg vil derfor opfordre Jer til at tale med den præst, der skal døbe din niece. Det er hende eller ham, der skal afgøre det.

Du spørger også om forpligtelser. Det står der også noget om på Kirkeministeriets hjemmeside:
"Faddere påtager sig en moralsk forpligtelse til at medvirke til dåbsbarnets oplæring i kristendom, hvis forældrene dør, før barnet er blevet voksent. Juridisk set er der imidlertid hverken rettigheder eller pligter forbundet med at være fadder."

Forskellen på at være "gudmor" og "fadder" er, at det er "gudmor", der bærer barnet, og svarer på barnets vegne. Ellers gælder der for mig at se det samme, at man vil være med til at "medvirke til dåbsbarnets oplæring i kristendom, hvis forældrene dør, før barnet er blevet voksent". Men det behøver man jo ikke at lade være med, selv om barnets forældre stadig lever. Man skal selvfølgelig gøre det efter aftale med forældrene.

En anden vigtig ting, man kan gøre, er at bede Gud om at passe godt på den lille pige og på forældrene, - og også at bede Gud om at hjælpe forældrene til at være gode forældre. (Det er dejligt at være forældre, - men det er ikke altid helt let.)

Øøh - jeg ved ikke rigtig, hvilket udtryk, du bruger, når du synes, at noget er virkelig godt - men et udtryk, jeg har hørt fra mine konfirmander er "top nice" -
så top nice spørgsmål..

Med venlig hilsen
Ivan L. Jakobsen



Svaret af:
 
Ivan L. Jakobsen

Ivan L. Jakobsen, Emeritus
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk