24. december 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.« Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus. Matthæusevangeliet 1,18-25

Dengang da det mest usandsynlige skete…

”Det skete bare ikke!” En sætning som jeg ind imellem knytter sammen med et uheld eller en hændelse jeg helst ville havde været foruden. ”Det skete!” Er en mere neutral sætning, der både kan rumme det overraskende positive eller en konstatering af, at noget trist er hændt.

”Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt”, er Matthæus opsummering af fortælling om Marias graviditet, Josefs skuffelse over det han oplevede som et svigt, og Josefs efterfølgende fornyede opbakning til Maria, der fødte Jesus. Jesus, ham der frelser os fra vores synder, hvis vi vover at tro på, at det mest usandsynlige er sket.

At Gud søn blev menneske og at vi med ham får del i det mirakel, hvor Gud selv bytter plads med os, for at det der ellers ikke kunne ske, skete.

Den straf jeg i min egoistiske, forblændede og selvfikserede tilgang til livet har pådraget mig, den straf blev lagt på Jesus, sammen med alt det jeg uforvarende er kommet til at gøre forkert. Han bar straffen på korset. Han døde for at jeg kan få tilgivelse; genfødes og leve og favnes af livets Gud.

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.« (Joh.ev. 3. 16-18)

Som Helligånden skabte et mirakel i Marias liv, så Jesus blev til dér uden nogen mands mellemkomst, sådan sker underet med dig og mig, når vi lukker Jesus ind i vores liv. Så kommer Helligånden. Han overbeviser om synd og om retfærdighed og om dom, og kaster lys over alt det, der er skjult i mørket.

Julebønnen over alle bønner er derfor: ”Tak Jesus at du kom. Tak, at jeg nu må give mit liv med alt hvad det rummer, over til dig. Tak, at du er mit livs beskytter, min frelser og min herre. Tak, at du hører min bøn, i dit eget navn, amen.”

Så sker det mest usandsynlige…

Glædelig jul

Henrik

En sød og liflig klang

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Trier 1482 / Joseph Klug 1533

En sød og liflig klang
er i vor julesang;
vor trøst og hjælp i nøden,
vor Gud med frelsernavn,
med glans som morgenrøden,
er i vor moders favn,
os små til evigt gavn.

O lille Jesus min,
så fager og så fin!
Om dig Guds engle kvæde
i Himlen dag og nat,
vær du min lyst og glæde,
vær du mit hjertes skat!
Så får jeg kronen fat.

O store kærlighed,
at du kom til os ned!
Vi var jo rent fortabte
ved fald og slem udyd,
nu sender han, os skabte,
os fred med englelyd.
O, det er hjertens fryd!

O, hvor er glæden sand?
I Jesu fædreland,
hvor engleskarer mange
ophøjer Gud især
med glade takkesange,
for han de små har kær.
O, var vi alle der!

Latin-tysk 14. årh. Martin Luther 1529 og 1545.
Latin-dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.