DAGENS ORD: ”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” Mattæus 18:19

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Mikkel Thomsen

2007 dec 1

Mikkel Thomsen

Daglig leder af TV7 i Helsingør

 
 

Jeg er glad for at fortælle om hvad Gud har gjort for mig, for det er ikke småting. Lad mig starte med at fortælle, at mit liv har været fuld af omvæltninger. jeg er født i Korea, og er halv koreaner/amerikaner. Jeg blev adopteret og kom til Danmark da jeg var 2½ år gammel. Jeg havde ingen oplysninger med om mine forældre udover min mors navn.


Mine nye adoptiv forældre var søde og jeg fik en god opvækst hos dem. Men da tiden kom hvor mine forældre blev skilt, begyndte vanskelighederne at melde sig. Med tiden kom følelser af svigt og forkastelse til at få stor indflydelse på mit liv. Trygheden blev skiftet ud med usikkerhed og mit selvværd blev gradvist værre. Det resulterede i en eksperimentering med hash og alkohol som startede da jeg var 15 år. Det udviklede sig til et fast misbrug hvor også andre stoffer kom på dagsordenen. Da jeg blev 18 år blev jeg smidt ud hjemme fra og boede i et stykke tid (ca. 2 år) skiftevis hos vennerne og på gaden. Jeg droppede de forskellige uddannelser jeg startede på og blev fast modtager af kontanthjælp.
Denne "livsstil" fortsatte langt op i mit voksenliv og det førte også til kriminalitet som blev "nødvendigt" for at skaffe penge til hashen og stofferne. På trods af mit turbulente liv var jeg overbevist om at der måtte findes en kærlig og altomfavnende Gud og jeg havde en længsel efter at søge at forstå meningen med mit liv.

Biblioteket blev fast opholdsted for min søgen og jeg fandt en masse bøger om filosofi og religioner. Jeg opdagede at der fandtes en åndelig side af livet og det førte mig ind på new age området. Sammen med hashen og stofferne førte det til identitetsproblemer og jeg begyndte at udvikle psykoser og angsttilstande. Jeg holdt fast på at Gud kunne redde mig og søgte derfor ikke hjælp. Men da mit liv så allerværst ud kom vendepunktet. Efter jeg havde boet et stykke tid på et misbrugscenter, fik jeg stillet en lejlighed til rådighed af kommunen. Jeg var som så mange gange før fast besluttet på at ændre mit liv, men denne gang blev det for evigt... - Jeg sad en dag og så på tv da jeg tilfældigt fik zappet mig ind på en kristen kanal.

Jeg blev nysgerrig efter at se hvad det var for noget, for det handlede jo om Gud. Jeg havde tidligere stiftet lidt bekendtskab med kristendommen ,men syntes ikke at det "passede" til mig. Men denne gang var det anderledes.


Mikkel redigere en "åbner" (programstart) som skal bruges på TV7
Det talte helt klart til mit hjerte og jeg begyndte at se på udsendelserne hver dag og så hvor mange mennesker der havde fået forvandlet deres liv. Det var alle slags mennesker med forskellige problemer. Jeg tænkte at det næsten var for godt til at være sandt, da jeg så hvordan stærkt afhængige narkomaner var kommet ud af deres misbrug, men blev klar over at det var på grund af at de havde bedt Jesus om at gribe ind i deres liv. Jeg begyndte også at tro på at Jesus havde sonet straffen for MINE synder og at Jesus også lod sig dø for MIN skyld, så jeg bad Jesus om også at blive MIN personlige frelser. I samme øjeblik blev jeg fyldt med en overvældende kærlighed som var helt ubeskrivelig vidunderlig. Jeg brød i gråd og oplevede hvordan jeg var blevet lettet for en masse byrder og følte en hel ny indre fred. Det føltes også som om jeg var blevet 10 kilo lettere. - wauw -

I dag 4 år efter er mit liv fuldstændig forandret.
Intet er det samme som før.

Jeg er fuldstændig ude af cigaret, hash og stof misbrug, og har været det siden jeg tog imod Jesus og kort efter startede i min menighed og blev voksendøbt. Jeg har fået et skønt forhold til min datter som jeg ikke havde haft kontakt med i 6 år og jeg har fået arbejde som chauffør. Jeg er også med i kirkens juniorarbejde og cafearbejdet som jo drejer sig om at række ud til mennesker med bl.a. misbrugsproblemer. sidt men ikke mindst er jeg blevet leder for kirkens egen kristne tv station som dækker en stor del af Nordsjælland. - Stort ikke? Kristent tv som fik mine øjne op for vores vidunderlige Gud, har jeg nu fået lov til at være formidler af, så at andre mennesker kan blive velsignet og komme til tro.

Tak for at jeg måtte dele mit vidnesbyrd med jer.
Kærlig hilsen
Mikkel


I dag er Mikkel daglig leder af TV7. Nu er han selv med til at formidle det budskab som forvandlede hans liv.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk