[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Tranerne kommer
2009 mar 1
TRANERNE KOMMER….. |
|
|
Foråret er på vej. Det pibler op af jorden omkring
os. Knopperne vil inden længe sprænges og buske,
træer og øvrige planter bliver grønne, frugttræerne
vil blomstre, tulipaner og påskeliljer nikker allerede
til os rundt omkring. Det er som om livet begynder på
ny. Sådan er det i naturen - og sådan kan det blive
for dig.
Når foråret kommer, så kommer fuglene også.
Trækfuglene tager deres lange vej fra syd mod nord for
at lægge æg, ruge og få ungerne på vingerne.
Blandt trækfuglene finder vi tranerne, som bl.a. kommer
til os fra Tyskland op over Lolland og Falster, hvor mange fugleentusiaster
tager hen for at se dem og fotografere dem. |
|
|
|
Men vil man for alvor se traner og tranedans, skal man følge
med tranerne til Hornborgarsjön i Västergötland.
Det har min kone og jeg gjort flere gange og i 2008 var Netkirkens
daglige leder, Alex Wallin, hans kone Hanna og vores yngste søn,
Thomas med og det blev til flere hundrede tranebilleder. Thomas
er fotoentusiast og fotograferer meget gerne fugle, Alex er fotograf og
Hanna kaster sig også ud i fotograferingskunsten. Undervejs
var vi også i en smut i "Arns Fodspor" ved Gudhem
Kloster, Varnhem Klosterkirke og klosterruinerne ved Varnhem. |
|
Nu er tranerne på vej igen og i første halvdel
af april er der flest traner ved Hornborgarsjön. En de
dage, vi var der sidste år, var der 11.800, men nogle dage
tidligere havde der været mere end 15.000. Det er et fantastisk
skue og vi kan på det varmeste anbefale at tage på
fotosafari efter tranerne ved Hornborgarsjön og i Arns Fodspor
indenfor perioden 1.-15. april. Omkring 7.-10. april er der
absolut flest traner.
Mødet med Hornborgarsjön i april er for mange
en magisk oplevelse. Her finder man det svenske eventyrlandskab
som hentet ud af Astrid Lindgrens sagaer. De våde enge
trækker utallige fuglearter til sig og tranedansen er noget
helt specielt. Tusindvis af traner, en række forskellige
andefugle, sangsvaner, lappedykkere får man førsteparket
til. Det er en oplevelse, som ikke kan beskrives, men netop
må opleves.
Hornborgarsjön er en vildmarksperle, som ligger meget
let tilgængeligt mellem Skövde, Falköping og
Skara. Området er et paradis for ornitologer og andre
fugleinteresserede, men også for dig, der "bare"
vil have en rigtig god naturoplevelse. Men afsæt flere
dage til at besøge tranerne og mød dem også
ved solopgang og ved solnedgang. |
|
|
Når du så er på besøg hos tranerne,
så må du endelig også besøge "Arn",
tempelridderen fra Jan Guillous tempelriddertrilogi, som også
er blevet filmatiseret. Arn er en opdigtet person, men 1/3 af
det, du finder i bøgerne, er historiske kendsgerninger
og det er spændende at tage på besøg på
de mange Arn-steder, først og fremmest Gudhem Kloster,
Varnhem Klosterkirke og klosterruinerne samme sted. Det ligger
alt sammen i Honrborgarsjöns nærhed. Men tag også
meget gerne til Skara Domkirke, der spiller en stor rolle i Arn-bøgerne
og videre til Kinnekulle-bjerget ved Lidköping, hvor du
kan besøg andre Arn-steder: Husaby Kyrka med de to tårne
og med kilden, hvor den første svenske konge, Olof Skötkonung,
blev døbt. Forshem Kyrka, den kirke, som Arn ifølge
romanerne lod opføre, læg mærke til stenmesterens
spændende relieffer, bl.a. over indgangsdøren og
tag så videre til Aranäs helt nede ved Vänerens
strand, i bogen hedder den Arnäs, borgen, hvor Arn levede
en del af sit liv. Der er stadig lidt ruin at se i det smukke
landskab.
Når du kører til Husaby, så tag vejen fra
Lidköping, drej fra ved Källby og tag den smukke og
snoede vej frem til Västerplana, hvor du drejer til højre
mod Husaby og forvent så at møde et meget smukt
syn. Kort før Husaby finder du i skovjordbunden et meget
smukt lyseblåt tæppe af blå anemoner, et storslået
syn, der sikkert vil få dig til at bryde ud i Kaj Munks
og Egil Harders "Blå anemone - og inden du får
sunget færdig, rejser Husaby Kyrka sig for dit blik.
Har du planer om en spændende forårstur, så
beslut dig til følge i sporet af tranerne og Arn i begyndelsen
af april. God tur.
Bjarne Nederby Jessen
Netkirkepræst. |
|
|
Natur fotos: Thomas Nederby Jessen |
|
|
|