DAGENS ORD: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Salme 50:15

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Kjeld Koplev var jøde

2018 jun 1

Kjeld Koplev var jøde – uden tro.
Nu er han en taknemlig kristen.
Kjeld Koplev meldte sig som 18-årig ud af Det Mosaiske Troessamfund.
Men for ti år siden valgte han i en alder af 69 år at blive døbt.
Efter flere årtiers åndelig søgen blev han overbevist kristen, da han mærkede sin svigermors dødsangst forvandles til fred i netop det øjeblik, hvor hans kone bad Fadervor for hende på dødslejet.
– Da gik det op for mig, at her er noget, der er stærkt! Jeg kommer fra en jødisk familie og havde aldrig tidligere mødt tro på den måde. I min barndom handlede det mere om at overholde regler og påbud … så var alting i orden. Det at vælge Gud – komme noget større ind i livet end bare den almindelige materielle hverdag – var nyt for mig. Jeg mærker gode stunder ved at være kristen hver dag. Når jeg sidder i mit arbejdsværelse og ser ud over skoven, så synes jeg, verden er stor, og Gud er der. Og når jeg holder min kone i hånden, når vi skal sove, kan jeg også mærke, at Gud er der. Gud er der både i de store øjeblikke og i de små kærlige øjeblikke … som når jeg tager min kone i hånden. Det er ikke blot en floskel. Jeg kan virkelig mærke det, fortæller Kjeld Koplev.
Bøn er blevet en naturlig del af hans hverdag.

– Jeg beder meget, men jeg beder ikke om noget. Mine bønner er takkebønner, for jeg har meget at være taknemlig for. Det giver mig ro at bede – at vide, at jeg er kristen, og at der er mere end mig selv. Som barn kunne jeg godt have brugt en Gud, der tog sig af mig. I dag – efter jeg blev kristen – føler jeg mig ikke helt så alene i verden, som jeg var før … Især som barn. Som jøde. Som barn havde jeg aldrig troen, siger han.

Kjeld Koplev blev i 2008 døbt i Skovshoved Kirke i Nordsjælland. Hans kone sidder nu i menighedsrådet i Holte Kirke, og der kommer ægteparret i dag.

Godt ægteskab
– Jeg havde en dyb eksistentiel ensomhed, som jeg slæbte rundt på siden barndommen, hvor min mor døde, min far blev dysfunktionel, vi flygtede til Sverige … Jeg diskuterer nu på 40. år vores barndom og traumer med min kone. De er gennemtrevlede. Vi har gjort det, man kan gøre: Vi har talt om det hele.

I mit barndomshjem – og første ægteskab – talte jeg ikke om, at min mor var død eller om den rædselsfulde flugt under krigen. Det begyndte jeg først på, da jeg mødte Marianne for fyrre år siden. Uden hende er det muligt, at mit liv ikke så ud, som det gør i dag. Hun tog ensomheden. Hun havde den selv – og genkendte den i mig. Vi har ført en samtale lige siden, fortæller Kjeld Koplev.

Deres dybe og givende samtaler – den stærke samhørighed i privatlivet – har også båret frugt til gavn for andre. Han har skrevet 36 bøger sammen med Marianne Koester. Heraf 16 børnebøger.

Nedtælling begyndt
– I min alder er nedtællingen begyndt. Jeg er 79 år, og ”om lidt bli´r her stille”, som Kim Larsen synger.

Som yngre sagde jeg ofte: ”Jeg bliver ikke mere end 50 år – for begge mine forældre døde af mavekræft. Da jeg så blev 50, fik jeg en polyp i tyktarmen. Heldigvis var den godartet. Bagefter holdt jeg op med at sige det!

Jeg har mange venner, som er bange for at dø. Men jeg har set, hvad jeg ville – og hørt min melodi, så jeg dør mæt af dage. Og tilfreds. At blive kristen er en gevinst hele vejen rundt. Jeg skiftede jo ikke tro, for jeg havde ingen tro som jøde. Jeg gik fra at være søgende ateist til kristen, siger han.

Kærlighed er størst
– Gud kan man jo mærke hvor som helst. Vi skal opføre os ordentligt over for vores medmennesker. Jeg blev kristen på grund af næstekærligheden … drevet af næstekærligheden. Så længe vi opfører os ordentligt over for vores næste, er det fint med mig. Det øver jeg mig selv på hele tiden.

Jeg har altid søgt kærlighed. Nogen siger, at skuespillere og fremtrædende journalister vil have opmærksomhed – er ”borderline-børn” på en eller anden måde. Måske, men jeg kan li´ samtalen med mennesker. Og jeg prøver at møde andre som den, jeg er – som mig selv. Det er jeg blevet bedre til med årene.

Vor Herre har sendt mig den ene gode samtalepartner efter den anden. Hvor jeg bagefter nogle gange har tænkt: ”Hvad ligger der i det? Var det en, som jeg skulle møde?” Jeg har også undervejs mødt mange, der sagde: ”Dine problemer er meget små, Kjeld” – fordi de selv havde problemer af en helt anden karakter. Det er sikkert sundt. Vi klynker for meget, erkender han.

Muslimerne
Kjeld Koplev kender også lidt til den muslimske hverdag og det muslimske samfund. Igennem otte år besøgte han mange moskéer i Damaskus – en måned hvert år, indtil for tre-fire år siden.

– Jeg synes, det er fornuftigt, når muslimer i Danmark vælger den kristne tro. Du bliver et bedre menneske af at være troende – opfylde din mission og være næstekærlig.

Jeg føler en forpligtelse til næstekærlighed og prøver at opføre mig godt over for mine medmennesker. Det er aldrig nok. Men jeg er ikke den, der dømmer! Jeg mener ikke, at jeg har retten til at bedømme nogen, med mindre de har forbrudt sig mod fællesskabet. Så skal man hjælpe dem tilbage igen.

Jeg mener heller ikke, det nytter at dømme syriske borgere, og det ryster mig, at socialdemokraterne er røget med på den. Jeg tror ikke på, at man kan tvinge folk, dømme folk, straffe folk til at blive bedre borgere.

Hvis vi er stærke i troen, så er vi ikke bange for muslimerne. Hvis vi selv kunne fylde vores kirker hver søndag, var vi ikke så bange. Men i mange folkekirker kommer der kun 5-10 mennesker.

Der kom 10-15.000 mennesker til fredagsbøn i Damaskus. Det var betagende og rystende. En massedemonstration.

– Jeg kan lide den stille bøn. Massebøn gør ikke indtryk på mig, men dét, at det betyder noget, gør indtryk.

I Syrien kan man stå i en forretning og vente, fordi der skal bedes fem gange om dagen. Regelreligion siger ikke mig noget, men syriske venner, for hvem troen betyder noget, gør, forklarer han.

Engament må der til
Engang var der to timer, til Kjeld og Marianne skulle med en færge fra Bornholm. Da kom de forbi en kirke.

– Vi så, der var højmesse, og gik ind. Præstens tale var meget animeret. Det var en fantastisk, levende tale, hvor han prædikede om svovl og helvede og hang ud over talerstolen. Han havde virkelig fat i folk. Også de unge, der var der.

Det varede lidt, før det gik op for os, at det var Indre Mission. Hans engagement respekterer jeg! Hellere det end slaphed. Det værste er ligegyldigheden. Det manglende engagement. Engagement er noget af det mest spændende, vi har. Dét har jeg altid haft i mine eksistentielle samtaler i radioen, der også ofte kredsede om troen.

Som ung overvejede jeg at blive socialrådgiver, fordi jeg så gerne ville lytte til og hjælpe mennesker. Jeg synes, mennesker er interessante, og jeg har en medfødt nysgerrighed. Måske var jeg med en anden baggrund blevet præst. Det er der flere, der har sagt til mig.Mine mange dybe samtaler i radioen har lige så meget været en berigelse af mig som af lytterne, afslutter han.

Af: Tina Varde
Freelance journalist

Artiklen har været bragt i Udfordringen 23. mar. 2018




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk