Kjeld Koplev var jøde

– Jeg beder meget, men jeg beder ikke om noget. Mine bønner er takkebønner, for jeg har meget at være taknemlig for. Det giver mig ro at bede – at vide, at jeg er kristen, og at der er mere end mig selv. Som barn kunne jeg godt have brugt en Gud, der tog sig af mig. I dag – efter jeg blev kristen – føler jeg mig ikke helt så alene i verden, som jeg var før … Især som barn. Som jøde. Som barn havde jeg aldrig troen, siger han.

Kjeld Koplev blev i 2008 døbt i Skovshoved Kirke i Nordsjælland. Hans kone sidder nu i menighedsrådet i Holte Kirke, og der kommer ægteparret i dag.

I mit barndomshjem – og første ægteskab – talte jeg ikke om, at min mor var død eller om den rædselsfulde flugt under krigen. Det begyndte jeg først på, da jeg mødte Marianne for fyrre år siden. Uden hende er det muligt, at mit liv ikke så ud, som det gør i dag. Hun tog ensomheden. Hun havde den selv – og genkendte den i mig. Vi har ført en samtale lige siden, fortæller Kjeld Koplev.

Deres dybe og givende samtaler – den stærke samhørighed i privatlivet – har også båret frugt til gavn for andre. Han har skrevet 36 bøger sammen med Marianne Koester. Heraf 16 børnebøger.

Som yngre sagde jeg ofte: ”Jeg bliver ikke mere end 50 år – for begge mine forældre døde af mavekræft. Da jeg så blev 50, fik jeg en polyp i tyktarmen. Heldigvis var den godartet. Bagefter holdt jeg op med at sige det!

Jeg har mange venner, som er bange for at dø. Men jeg har set, hvad jeg ville – og hørt min melodi, så jeg dør mæt af dage. Og tilfreds. At blive kristen er en gevinst hele vejen rundt. Jeg skiftede jo ikke tro, for jeg havde ingen tro som jøde. Jeg gik fra at være søgende ateist til kristen, siger han.

Jeg har altid søgt kærlighed. Nogen siger, at skuespillere og fremtrædende journalister vil have opmærksomhed – er ”borderline-børn” på en eller anden måde. Måske, men jeg kan liŽ samtalen med mennesker. Og jeg prøver at møde andre som den, jeg er – som mig selv. Det er jeg blevet bedre til med årene.

Vor Herre har sendt mig den ene gode samtalepartner efter den anden. Hvor jeg bagefter nogle gange har tænkt: ”Hvad ligger der i det? Var det en, som jeg skulle møde?” Jeg har også undervejs mødt mange, der sagde: ”Dine problemer er meget små, Kjeld” – fordi de selv havde problemer af en helt anden karakter. Det er sikkert sundt. Vi klynker for meget, erkender han.

– Jeg synes, det er fornuftigt, når muslimer i Danmark vælger den kristne tro. Du bliver et bedre menneske af at være troende – opfylde din mission og være næstekærlig.

Jeg føler en forpligtelse til næstekærlighed og prøver at opføre mig godt over for mine medmennesker. Det er aldrig nok. Men jeg er ikke den, der dømmer! Jeg mener ikke, at jeg har retten til at bedømme nogen, med mindre de har forbrudt sig mod fællesskabet. Så skal man hjælpe dem tilbage igen.

Jeg mener heller ikke, det nytter at dømme syriske borgere, og det ryster mig, at socialdemokraterne er røget med på den. Jeg tror ikke på, at man kan tvinge folk, dømme folk, straffe folk til at blive bedre borgere.

Hvis vi er stærke i troen, så er vi ikke bange for muslimerne. Hvis vi selv kunne fylde vores kirker hver søndag, var vi ikke så bange. Men i mange folkekirker kommer der kun 5-10 mennesker.

Der kom 10-15.000 mennesker til fredagsbøn i Damaskus. Det var betagende og rystende. En massedemonstration.

– Jeg kan lide den stille bøn. Massebøn gør ikke indtryk på mig, men dét, at det betyder noget, gør indtryk.

I Syrien kan man stå i en forretning og vente, fordi der skal bedes fem gange om dagen. Regelreligion siger ikke mig noget, men syriske venner, for hvem troen betyder noget, gør, forklarer han.

– Vi så, der var højmesse, og gik ind. Præstens tale var meget animeret. Det var en fantastisk, levende tale, hvor han prædikede om svovl og helvede og hang ud over talerstolen. Han havde virkelig fat i folk. Også de unge, der var der.

Det varede lidt, før det gik op for os, at det var Indre Mission. Hans engagement respekterer jeg! Hellere det end slaphed. Det værste er ligegyldigheden. Det manglende engagement. Engagement er noget af det mest spændende, vi har. Dét har jeg altid haft i mine eksistentielle samtaler i radioen, der også ofte kredsede om troen.

Som ung overvejede jeg at blive socialrådgiver, fordi jeg så gerne ville lytte til og hjælpe mennesker. Jeg synes, mennesker er interessante, og jeg har en medfødt nysgerrighed. Måske var jeg med en anden baggrund blevet præst. Det er der flere, der har sagt til mig.Mine mange dybe samtaler i radioen har lige så meget været en berigelse af mig som af lytterne, afslutter han.

Artiklen har været bragt i Udfordringen 23. mar. 2018