Dansk-Jødisk Venskab

Nogle kunne måske mene, at et sådant spørgsmål er irrelevant, andre finder det måske ligefrem provokerende eller i hvert fald mærkeligt. For hvorfor skulle Israel betyder noget for kristne? Det korte svar er, at Israel og det jødiske folk betyder noget for kristne, fordi Israel har en fremtrædende plads i Bibelen. Vi kan bare nævne, at Jesus, verdens Frelser, blev født i det land, og at Gud sendte sin Søn Jesus igennem det jødiske folk. Men Gud er ikke færdig med at bruge dette folk i sin frelsesplan for vores jord. Israel er fortsat et redskab, Gud vil bruge til at nå verden med sin velsignelse. Men det er også vigtig at understrege, at det absolut ikke gør Israel perfekt eller fejlfrit.

Der er store meningsforskelle blandt kristne om, hvordan man skal forholde sig til Israel, og om Israel har nogen teologisk betydning i dag. Men for en del kristne er den absolut mest betydningsfulde, profetiske begivenhed, som vi er vidner til i dag, det jødiske folks tilbagevenden til landet Israel efter næsten 2000 års landflygtighed, hvor jøderne har været spredt blandt verdens lande. Den moderne stat Israel blev dannet i 1948, og det jødiske folk er stadig i en proces, hvor folket vender tilbage til landet. Den begivenhed er forudsagt mange gange i Bibelen fx hos profeten Esajas:” Frygt ikke for jeg er med dig. Fra østen bringer jeg dine børn, fra vesten samler jeg dig; jeg siger til norden: Giv mig dem! Og til syden: Hold dem ikke tilbage” (Esajas 43,5-6). Denne profeti ser vi helt bogstaveligt gå i opfyldelse i dag, hvor tusindvis af jøder vender tilbage til Israel. Siden jerntæppets fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er mere end en mio. russiske jøder rejst til Israel for at bosætte sig i landet, og strømmen fortsætter. Et andet eksempel, man kan pege på, er de etiopiske jøder, der selv her under corona-pandemien i hundredvis er ankommet til Israel. Denne aliyah (hebraisk: jødisk indvandring) fra de fire verdenshjørner ledes af den israelske organisation Jewish Agency. Både jøder og kristne tolker denne begivenhed som et profetisk tegn i vores tid og forstår disse begivenheder i lyset af Guds ord hos fx profeten Jeremias: ”Jeg bringer dem fra Nordens land, jeg samler dem fra jordens fjerneste egne” (Jeremias 31,8).

Denne begyndende opfyldelse af Bibelens profetier viser, at Gud er trofast over for sit ord.

Gud er historiens Herre, og han handler ind i historien og leder historiens gang frem mod et slutmål, som i Bibelen bliver kaldt Gudsriget. Hvis man ikke har tænkt den tanke før, kan den virke overvældende. Men som kristne tror vi, at Jesus kom til vores jord for at dø for verdens synd og genopstå. Men dermed er frelseshistorien ikke slut. Det fortæller Bibelen os, fx Apostlenes Gerninger 1, 11, hvor englene siger til disciplene, at Jesus skal komme tilbage til jorden. Også den kristne trosbekendelse, som bliver kaldt den Apostolske trosbekendelse, har et klart fremtidsperspektiv, der peger på, at Jesus skal komme igen til vores jord. Og den første bøn i Fader Vor efter lovprisningen af Gud er bønnen om realiseringen af Guds rige: ”Komme dit rige”. Hvorfor siger Jesus til sine disciple, at bønnen om Guds rige er det allerførste, de skal bede om? Grunden er, at Guds rige er den ultimative frelse, den ultimative løsning på alt det, der gik galt i syndefaldet. Det er skaberværkets genoprettelse. Den frelse kan enhver, der tror på Jesus, erfare her og nu. Men Gudsriget er ikke kun noget indre i hjertet, en åndelig tilstand af fred med Gud, det er det absolut også, men Gudsriget er også fysisk, konkret og jordisk, det indre udelukker ikke det ydre, det åndelige udelukker ikke det fysiske. Tværtimod, så er det en enhed. Men denne synlige, fysiske side af Gudsriget er stadig fremtid, men når den vil blive realiseret, vil den være ubeskrivelig vidunderlig, som profeten Esajas proklamerer: ”Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid” (Esajas 9, 6). Det er det samme, som englen sagde til Maria om det barn, hun ventede ”Gud Fader skal give ham hans fader Davids trone, han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Lukas 1, 32).

Vi har nu i næsten et år levet med covid-19 pandemiens hærgen, og hvis vi skal overleve ikke bare fysisk, men i særdeleshed også mentalt, så er det vigtigt at kende til, hvordan det hele ender. Det slutter med Gudsriget, det slutter med genoprettelsestider for vores jord, som apostlen Peter siger ifølge Apostlenes Gerninger 3, 20-21. Der er i dag panik på jorden pga. covid-19 pandemien og alle kriserne og alle konsekvenserne heraf, som igen af os fuldt ud kender. Mon ikke mange af os har det som kulturjournalist Heidi Laura, da hun d. 7. april 2020 skrev i Weekendavisen: ”Alting sker i verden lige nu, store tandhjul er sat i bevægelse af en mikroskopisk virus, og sandsynligvis bliver vi aldrig helt os selv igen – alting er sat på prøve … vores fundamentale tryghed er truet”. Hvis der er noget, vi har brug for at høre i denne coronatid, så er det, at verden har en fremtid, fordi Gud har alt under kontrol. Det jødiske folks tilbagevenden til Israel i dag er et tegn for os på, at Gud er historiens Herre, som vil opfylde sit profetiske ord om et genoprettet skaberværk. Det er dét, Israel betyder for kristne – og for verden