DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Gunni Bjørsted

Netpræst

Gunni Bjørsted, Er ikke længere aktiv

Mail: gunni@bethel.dk

 

Der lyder et kærligt og stort kald over vores liv

1 jan. 2009

Der lyder et kærligt og stort kald over vores liv –
det kommer fra Jesus selv!
Luk. 5, 1 – 11:

En ven, der er skolelærer, fortalte mig engang, at han med en skoleklasse på et tidspunkt efterprøvede det gamle mundheld: ”Græsset er altid grønnere på den anden side af hækken!” Så de stod på en græsplæne og sammenlignede dens farve og glans med naboens græsplæne. Naboens vandt klart. Hvor var hans græsplæne grøn og attraktiv. Så gik de ind på naboens græsplæne og så tilbage på plænen, hvor de stod for lidt siden. Nu var dén den flotteste. Mundheldet er altså på overfladen sandt; men i virkeligheden er det noget vrøvl.

Ikke desto mindre tror vi tit på det: Hvis min livshistorie var anderledes, så…. Hvis mine omgivelser var anderledes, så… hvis min psyke og mine evner var anderledes, så…Og så kigger vi misundeligt på de andres græsplæner og de andres liv og de andres evner og vilkår og tænker: ”Hvis bare…!”

Og det kan påvirke også vores trosliv rigtig meget, fordi vi også der kan tænke: ”Hvis bare…”. Og så bruger vi undertiden en masse krudt på at klatre væk fra vores liv for at finde Jesus; kravler op ad himmelstigen for at komme op til ham; kravler væk fra vores liv, bliver jordfjerne og lever i en drømmeverden. På et tidspunkt lyder der måske en stemme nede fra jorden: ”Gunni, hvor er du egentlig på vej hen!” Jeg svarer lidt irriteret og nervøs, for den er ikke så behagelig at kravle på, den himmelstige: ”Jeg er vej op for at finde Jesus!” ”Så er du godt nok på vej i forkert retning,” lyder det dernedefra. ”Jeg befinder mig hernede på jorden; så hvis det er mig, du vil finde og lære bedre at kende, så skynd dig at komme ned i dit liv igen.”

Evangeliet er, at der, hvor vi er, lyder et kærligt og stort kald over vores liv – og det kommer fra Jesus selv. Det var det, fiskerne ved Genesaret Sø oplevede den morgen, hvor de efter en nats surt arbejde, var ved at skylle deres garn. Måske skulle de så prøve at få afsat nattens ringe fangst, inden de kunne komme hjem og sove. Der var sandelig ikke noget stjernedrys eller glamour over hele den scene. Men pludselig gik én ombord i Simons båd: Guds enbårne Søn og verdens Frelser. Nu var hans fødder på de bundbrædder, der måske ikke var spulet endnu, og måske stadig fyldt med fiskerester og spytklattter og slidte garn og en halvtomme kurve.

Jesus viser os, at vores dagligdag er hellig!
Vores fiskerbåd (vores dagligdag med vores slid og sved, og vores glæder og drømme) er stedet, hvor Jesus selv befinder sig. Vores fiskerbåd bliver en platform for Jesus gerninger på jorden. ”Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Jesus, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.”

”Kan min båd også bruges til dét?”, har Simon måske tænkt.

Vi er udsat for en massiv løgnekampagne, der tømmer vores dagligdag og vores almindelige liv for fylde og fred: kampagnen om succes, om selvrealisering, om ikke at gå glip af noget, om at optimere dit potentiale, om at kunne købe noget mere så billigt som muligt. Vores fylde og velvære i nuet trampes ned af den evige jagt på ”mere”.

Jesus er i vores dagligdag med sit gode nærvær. Minut for minut er han i gang med sin nærværs-kampagne. Ingen ægte selvrealisering kan have andet udgangspunkt end at leve i kontakt med den virkelighed. Vores dagligdag er hellig. Hans er denne dag. Hans er denne tid. Hans er denne livshistorie. Hans er denne krop og psyke med dens muligheder og dens begrænsninger.

Da jeg var ung, sang vi: ”Jesus er min, og jeg er hans. Jesus er kærlighed!” – Hvor har jeg ofte sunget den af fuld hals! Når jeg nu kigger på dens enkle ord, mærker jeg: Jamen, de er jo sande! Meget mere sande end jeg i det hele taget var klar over som ung.

Jesus kalder os til at bruge os selv og det, vi kan!

I fiskere: Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”
”I mennesker: Gå frimodigt ud i jeres fremtid, og brug jer selv og det, I kan!”

Tung bagage fra fortiden kan holde os tilbage; erfaringer af alt det, der ikke lykkedes. I den mandegruppe, jeg er en del af, læste vi sidste gang Es. 43 – hvor der står sådan i v. 18-19: ”Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken…”

Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst. Historien om resten af vort liv behøver ikke at sidde lammet af minder om alt det, der ikke lykkedes. Historien om resten af vort liv kan være at høre og handle på Jesu kærlige og store kald over vort liv.

… Det, jeg nu har sagt, er ikke en opfordring til at fortrænge vores fortid og lukke øjnene for vores bagage. Men det er en opfordring til ikke at lade den lamme os, og vejen til det er at få snakket ærligt og kontant med Jesus om hvem, vi er, og om vores bagage – så vi kan ”frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender…” (Hebr. 12, 1-2).

At høre Jesu kald bringer os i kontakt med vores egen historie på godt og ondt!
Da Simon Peter hørte Jesu kald om at lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst endnu en gang, blev hele hans indre skærm dækket af træthedsfølelse og mindet om en mislykket nat. Og derfor svarer han umiddelbart og ærligt: ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået…” Han lader sin mund sige nøjagtigt, hvad der er i hans hjerte.

Følelser taler altid sandt! De er ikke nødvendigvis pålidelige talere om, hvad der er rigtigt og forkert. Men de taler altid sandt om, hvordan vi oplever tingene. Og vi er nødt til at lade følelserne få tale ud, inden vi kan komme til at reflektere vågent over, hvad der så er rigtigt og forkert.

”… Vi har slidt hele natten og ingenting fået!” Jah, jeg ved det jo ikke, men jeg har en fornemmelse af, at det ikke er helt i overensstemmelse med fakta. Formodentlig har de fanget lidt fisk. I hvert fald var de i begyndelsen af beretningen ved at skylle garnene. Men sådan følte Simon det; det var hans sande oplevelse. Og den smed han i hovedet på Jesus.

Nogle af jer husker, at sætningen så fortsætter med en helt anden type ord. Men de kunne ikke komme frem, hvis ikke de her ord fik lov til først at komme.

Når vi tager den kontakt med vores egen historie på godt og ondt og deler den med Jesus, fødes der tro og overgivelse til Jesu kald!
For Simon fortsætter nu sin sætning, og fordi han begyndte den ærligt, kan fortsættelsen også være ærlig: ”… men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

Jeg synes ikke, der er større lykke end – i den alder, og i den livsfase, man nu er i – at kunne sige det med en hjertefødt tillid til Jesus: ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud! På dit ord vil jeg bruge mig selv og det, jeg kan, til din ære og til medmenneskers gavn!”

Ud af denne forening mellem Jesu nærvær og store kald over vort liv - og så vort livs historie, fødes Guds Rige i os!

”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Når Jesus bruger lige præcis de ord, er det jo, fordi det er en fisker, han snakker med. Havde det været en tolder, eller en landmand, eller en kameldriver – eller en skolelærer, eller en sygeplejerske, eller en EDB-mand, eller en butiksassistent, eller en pensionist, eller en skoleelev… så havde han brugt lige præcis de ord, som giver mening i forhold til dit liv. Så havde han inviteret dig til at følge dine Gudgivne drømme og bruge dine Gudgivne evner – og lagt det løfte ind i sin invitation, at de skal bringe Guds godhed til medmennesker. Det skal ”fange” - = redde - mennesker.

Afslutning:
Der lyder et kærligt og stort kald over vores liv – det kommer fra Jesus selv.
Jeg har talt om ikke at stikke af fra sit liv for at finde Jesus, for vi finder ham her. ”Bliv i din celle!” lød ørkenfædrenes råd til fæller, som var i krise og havde lyst til at stikke af og troede, at græsset var grønnere på den anden side af hækken.

Men hvordan hænger det sammen med tekstens sidste ord om, at disse fiskere lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham? Vi finder Jesus her. Men så at følge ham… dét kan indebære mange forandringer. At stikke af fra sit liv for at finde Jesus et andet sted, det er virkelighedsflugt. At forlade de kendte mønstre på Jesu kald, det er at følge Jesus. Og det er to meget forskellige ting.

Godt nytår! Der er lyder et stort og kærligt kald fra Jesus over ethvert menneskes liv!







Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk