DAGENS ORD: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter 4:8

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ole Bækgaard

Netpræst

Ole Bækgaard, Netpræst
Netkirken

Mail: olebaekgaard@email.dk

 

Når ordene ikke rækker –

16 jul. 2009

Det hænder undertiden at selv den mest talende bliver stum. Selvom man mener at være i stand til at udtrykke mange ting, så sker det, at ordene ikke strækker til.
For nylig, under vor ferie på Kreta, sad jeg, sammen med min dejlige hustru en aftenstund og så ud over Middelhavet, hvor månen spejlede sig så langt øjet rakte og klare stjerner prydede himlen –
Bølgernes beroligende skvulpen på den hvide strand fik os til at tænke på paradiset. Det kunne bestemt ikke være bedre, og vi blev tavse på den gode måde. Vi fornemmede den Almægtiges åndedrag i skaberværket og følte os uendelig lykkelige og taknemmelige. Dagliglivets bekymringer og jag kunne ikke overdøve denne fornemmelse af Guds nærvær i naturen, i livet, i alt det skabte. Harmoni og fuldkommenhed i det store som i det små beherskede os fuldstændig.
Helt naturligt dukkede efterhånden flere sætninger fra bibelen op og fortolkede vore følelser, for eksempel ordene i salme 8 af kong David:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?


Midt i al den storslåede natur og bevidstheden om det uendelige verdensrum kan man godt føle sig meget lille og betydningsløs.
”Menneske, hvad bilder du dig ind, at den almægtige Gud og alle tings skaber skulle interessere sig for dig?” Hvordan kan man undgå at tænke sådan?
Indrømmet, det er svært at forstå den store sammenhæng, at Gud har plads til at tage sig af dig og mig, at Han er der, bag alt det fantastiske Han har skabt. Ja, det er vanskeligt at forstå, at mennesket skulle være en naturlig del af skaberværket, skabt i Guds billede som Hans børn, og at Han beder os betragte Ham som vor far, faderen over alle fædre!

Vore tanker faldt også på nogle ord fra salme 139, også skrevet af kong David. Denne salme er et menneskes erkendelse af Guds omsorg midt i egen magtesløshed, ikke bare fromme ord, men selvoplevede kendsgerninger midt i et uroligt liv:

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.


Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.


Gud er der, Han ser dig og er som den urokkelige klippe, altid den samme gennem hele vort liv, altid har Han sit barn for øje, ikke som i den snart gamle sang om ”øjet – ” hvor forfatteren mente, at Gud holder øje med mennesket for at fordømme og straffe. Den Gud er ikke den kærlige far, som vi læser om i bibelen.
Ja, det er rigtigt, at Han interesserer sig for detaljer, såvel i naturen som i vort liv. Livet og skaberværket og du og jeg er ikke en tilfældighed, men resultatet af en bevidst plan omfattet af Hans ledelse og kærlige omsorg for alt det skabte.

Kong David fortsætter (stadig i salme 139) med at nævne, at Gud var med allerede inden vi blev født. Han var der før, Han er der lige nu, og Han vil være med hele vejen, også når den sidste bro skal forceres!

Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!

Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet,
før en eneste af dem var kommet.

Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.


Du behøver ikke at rejse til Grækenland for at møde Gud i naturen, sæt dig udenfor en af de dejlige sommeraftener vi har og tag en samtale med Gud om dit liv, dine følelser, længsler og tanker og stop lidt op ved kong Davids gode ord, han var en prøvet og erfaren mand.
Gud er i naturen, Han er i stilheden, Han er i dit sind, Han er den far der altid har tid til at lytte til sine børn. Giv Ham tid og plads, lad dig forundres, og det er helt fint om du taber mælet i mødet med Ham – i naturen eller i dit sind.
God ferie!

Ole Bækgaard






Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk