DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ruben Andersen-Hoel

Netpræst

Ruben Andersen-Hoel , Er ikke længere aktiv
Vanløse Frikirke

Mail: ruben@vanlosefrikirke.dk

 

Kald til fællesskab

1 mar. 2011

Jeg blev for ikke så længe siden stillet spørgsmålet: Hvornår og hvordan fik du et kald til at være præst? Det var faktisk lidt svært at svare på, for det skete nok over en længere periode, da jeg var helt ung. Og hvad er et kald egentlig? Vi bruger udtrykket, når nogen tager en livsopgave på sig – og der er mange forskellige kald til vidt forskellige ting. Men ét kald har vi alle sammen fået: Vi er før noget som helst andet kaldet til fællesskab med Jesus Kristus. Det mærker vi, når han gentagne gange kalder: Kom og følg mig! Før vi går i gang med nogle opgaver, bliver vi inviteret til at være sammen med Jesus. Også Paulus gør dette klart: ”Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.” (1. Kor. 1:9).

Dernæst følger et kald mere; nemlig at vi er kaldet til at være elskende mennesker: ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1. Joh. 4:19). Vi har fået gaven til at elske af Gud, og derfor kan vi elske ham tilbage, ligesom vi kan elske andre og os selv. Enhver form for ægte kærlighed har sit udspring i Gud – for Gud er kærlighed. Og dermed er kærligheden grundlaget for alt andet! Det er den grundlov vi har som fundament for vores liv, vores kald og vores tjeneste.

Ud af fællesskabet med den elskende treenige Gud springer kærlighed, og derfor er det et kald til enhver af os at lade den kærlighed gå ud over andre mennesker. Sagt på en anden måde, kan vores indbyrdes fællesskab ses som en spejling af det trinitariske fællesskab: Ligesom Faderen, Sønnen og Helligånden har et indbyrdes fællesskab, har Guds skabning en indbyrdes kærlighed.

Vi er altså ikke bare kaldet til at have fællesskab med Jesus, vi er også kaldet til at have fællesskab med mennesker. Johannes skriver i sit første brev: ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.” (1. Joh. 1:7)

Disse to kald er til enhver af os – og kommer før et kald til at være præst. Eller sygeplejerske. Eller skolelærer. Eller mor. Eller ven. Eller nabo.


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk