DAGENS ORD: ”Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land.” Salme 63:2

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Preben Brohus

Netpræst

Preben Brohus, Pens. pastor, Fredensborg.

Mail: p.brohus@apostolic.dk

 

Forventning til .....

16 nov. 2010

I skrivende stund – 14 dage før advent – er man allerede i gang med at forberede julen i min by. Den sædvanlige juleportal i hver ende af gågaden er sat op. Derefter går man sikkert i gang med granopsætning, juleudsmykning af vinduer m.m.

Hvad skaber forventning?

Man skal ikke kun være barn for at forventningen begynder. Selv voksne glæder sig til jul – og forventningen begynder, så snart man bliver mindet lidt om den. Stemningen er der. Julemusikken lyder både i og udenfor forretningerne.


Nu er det ikke kun forberedelserne til årets største fest, som kan skabe forventning. De fleste af os har som regel noget, vi kan glæde os til. Arbejde - ferie – fødselsdage – bryllup - en ny baby – rejser og mange andre ting. Forventning er en del af livet. Vi glæder os til vi skal holde ferie et skønt sted i udlandet – men vi glæder os også til at komme hjem igen. Så det ene afløser det andet.

Hvad står vores forventning til?

Jeg kan have mine forventninger. De stopper ikke, fordi man er blevet pensionist. Der er jo stadig noget, som ligger derude foran og venter. I min pensionisttid forsøger jeg at hjælpe andre, som har behov for det. Der er nogle ting som jeg kan – og i al beskedenhed er god til. Det hjælper jeg med. Jeg forventer at min indsats gør noget godt hos de mennesker. Men der kan være andre forventninger hos os. Det kan være omkring noget, som ikke er så godt – sygdom – arbejdsløshed – truende økonomi – børnene – forældre. Der er mange ting som kan bekymre os – og det er også en slags forventning. Der er meget i tilværelsen som er usikkert.

Forventning til det sikre!

Ser man rent menneskeligt på tilværelsen, så må man nok konstatere, at der er ikke meget, som er sikker i dagens Danmark – i Verden i øvrigt. Vi lever i disse år i en tid, hvor meget bryder sammen omkring os. Noget af det kan vi have tæt på os – og andet frygter vi, fordi det er som om de voldsomme ting kommer os nærmere og nærmere.
Må jeg nævne noget som er sikkert, og vi finder det i Hebræerbrevet 13, 8:

Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.

Vi har her med en person – en Frelser – at gøre, som er uforanderlig den samme, som Han var


I går Tænk på de oplevelser, som du havde i går, forgårs eller i fortiden i øvrigt, hvor du oplevede hans fantastiske indgreb. Naturligvis har der været skuffelser undervejs. Men set tilbage over den lange bane, så er det jo sikkert de lyse ting, som man tænker på.

I dag Med det i bagagen kan vi trygt gå dagen i dag i møde med de udfordringer, den giver. Du må gerne tænke på, hvordan du taklede problemerne i går og dagene der før. Du gjorde det sikkert ved at bede – sende et suk op ad.

til evig tid Du kan være sikker på, at Jesus er uforanderlig den samme – også i morgen – ja i alle de dage, som du har tilbage. Og så står der ’til evig tid’. Er det ikke godt at vide, at vi har et evigt ståsted, når vi har lagt vores liv i Hans hænder.
Tænk over det.

GUDS FRED.
Preben Brohus



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk