DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Tomas Lindholm

Netpræst

Tomas Lindholm, Er ikke længere aktiv

Mail: rifbjerg.lindholm@gmail.com

 

At bære Jesu kors

16 apr. 2011

Markusevangeliet kapitel 15, vers 21:
En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind fra oplandet. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.

Simon er for alvor en af bipersonerne i Bibelen. Han er måske bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, kunne man sige – eller måske på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt? Uanset hvad, så havde Simon ikke regnet med den opgave som han bliver kastet ud i. Det var en uskreven regel at Romerske soldater kunne påtvinge andre den slags arbejde. Jesus henviser til det i bjergprædikenen, hvor han bl.a. siger: ”Hvis nogen befaler dig at bære hans oppakning en kilometer, så gå to kilometer med ham” (Matt 5:41).
Vi ved ikke meget om Simon, men i verset herover står der at han er far til et par drenge og fra den del af landet som hed Kyrene (Det nuværende Libyen).

Simon kaster sig ind under det kors som Jesus bærer på og er ved at bryde sammen under. Han bliver kastet ind midt i begivenhederne som ændrer verdenshistorien. Jesus skulle dø på et kors og han skulle opstå igen – for at bære verdens skyld og for at overvinde døden. Men lige nu kunne soldaterne se, at det bare trak pinen ud. Optoget som fulgte Jesus for at se ham blive klynget op på et kors var blevet langsommere og langsommere. Der var brug for at nogen trådte til og bar korset for Jesus, medmindre han skulle kollapse der midt på vejen til henrettelsespladsen.

Er Simon så en good-guy eller en bad-guy? Han hjælper jo på en måde soldaterne til at få klynget Jesus op, men hjælper måske samtidig Jesus til at fuldføre hans frelsesplan. Uanset hvad så er det et faktum, at Simon bærer Jesu kors frem til Golgata, men at Jesus derfra bærer Simons kors for al evighed!

Grundlæggende så gør Simon præcis det, som Jesus kalder os alle sammen til. I Lukasevangeliet kap. 9 og vers 23 står der: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig!”
Simon tager korset – godt nok ikke helt frivilligt – men han bærer de byrder som lå på Jesu skuldre. Og så følger han efter ham, ad den samme vej som han gik mod Golgata.

Jesus udfordrer os til at bære på det, som ligger tungt på hans egne skuldre. Og hvis man læser i evangelierne, tror jeg at det kan oversættes sådan, at det der ligger tungt på Jesu skuldre er mennesker. Specielt dem der på en eller anden måde har det svært.

Er du med på at hjælpe andre med at bære? - Jesus bar det hele for dig!


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk