DAGENS ORD: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter 4:8

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Tomas Lindholm

Netpræst

Tomas Lindholm, Er ikke længere aktiv

Mail: rifbjerg.lindholm@gmail.com

 

"Du skal passe på mig!"

1 mar. 2012

Jeg har en datter, som indimellem minder mig om, at jeg skal passe på hende. Og for hende betyder det eksempelvis at hun gerne vil ha' at jeg skal blive på hendes værelse, når vi har sagt godnat... Jeg fortæller hende at jeg meget gerne vil passe på hende, at det faktisk er derfor jeg er der – men at det ikke betyder, at jeg kommer til at sidde på hendes værelse indtil hun falder i søvn. Og så kommer jeg til at tænke på hvordan det er, når jeg selv beder til Gud, til min himmelske far, og beder Ham om at være med mig, at passe på mig eller lignende. Jeg vil så gerne ha', at han skal gøre det på min måde, men han kender perspektiverne – og han ved at det sagtens kan lade sig gøre anderledes!

Faktisk er det en væsentlig udfordring for mig lige for tiden, at jeg ofte gør Gud til en del af mit projekt, frem for at jeg tillader mig selv at blive en del af hans projekt. Det handler jo grundlæggende om ansvar – om at lade Gud gøre det han skal gøre og så tage ansvar for det jeg kan tage ansvar for. Indrømme overfor mig selv, at jeg ikke har styr på hvordan andre mennesker reagerer, hvordan resultatet af mine håb og forventninger falder ud, hvornår problemer opstår eller løser sig osv. Guds perspektiver og overblik er bare så meget større. Alligevel hører jeg tit mig selv bede: ”Gud, kan du ikke lige...” - og selvfølgelig kan han det. Spørgsmålet er bare om det er sådan han gerne vil det?

Når jeg læser Bibelen så opdager jeg løsninger på problemstillinger, som jeg ikke selv havde udtænkt på nogen måde. Jeg opdager en Gud som læser historien med et helt andet overblik end jeg har: Som når Han lader Josef blive solgt som slave af hans brødre, for sidenhen at blive den næstmægtigste mand i Egypten og kunne hjælpe selvsamme brødre og hans forældre under en stor hungersnød. Eller når han lader den lille jødiske dreng; Moses, blive adopteret af en Egyptisk prinsesse, og senere være den der fører Israels folk ud af slaveriet i Egypten. Eller når han udvælger den mindste dreng af en stor brødreflok til at være Israels kommende konge, som han gjorde med David. Ham som skulle blive verdens frelser, blev født i en stald og så videre og så videre og så videre. Hver gang fortæller det mig om en Gud som ved mere og ved bedre, og som bare længes efter at jeg lægger mig ind under hans vilje og lader mig lede og styre af ham. Han passer på mig!


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk