DAGENS ORD: | ”Han dækker himlen med skyer, han skaffer jorden regn, han lader græs spire frem på bjergene.” Salme 147:8 |
|
[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst
Signe Dorthe Voldby, Præst Mail: signevoldby@gmail.com Glædelig påske!!16 mar. 2005 Sidste år ved denne tid var min datter i Kina netop ved påsketid. Rent geografisk var hun langt fra kristne kirker, og i en mail hjem skrev hun: Hvor er det ærgerligt, at vi ikke kan komme i kirke i påsken. Men…” fortsatte hun, ” i morgen skal vi hen og se verdens største Buddha…”Og jeg kunne næsten se denne gigantiske Buddha foran mig – en kæmpestatue, en hellig mand som engang levede og ville noget godt for mennesker. En mand, det er værd at mindes… Men kristendommen fortæller, at her er det ikke bare minder – for Jesus Kristus lever. Han er opstået af graven, han er iblandt os i dag – og netop i Kina, dette gamle buddhistiske og kommunistiske land, er der mange, der i denne tid kommer til tro på Jesus. Jeg hørte engang nogle missionærer fortælle følgende historie, dom en af deres venner havde oplevet. Der var et sted i Kinas en missionsstation, hvor en kvindelig missionær fra Vesten arbejdede. Det var et område med masser af ærgrelse over denne kristne tro, der blev forkyndt, og et område med en del røverier og bander. På det tidspunkt var der i byen tæt på en gruppe unge kinesere, som var begyndt at true de kristne med, at de ville brænde deres huse af. Og en sen aften så denne kristne kvinde, der boede alene, derude i horisonten over byen, at der kom røg og flammer op i retning af det område, hvor hendes kristne venner boede og med et så hun, at hele banden af røvere var på vej op mod hendes hus. Hun vidste med det samme, at hun selvfølgelig ikke kunne forsvare sig, og derfor var hun bare nødt til at lægge dette helt i Guds hånd – disse øjeblikke, der måske ville være hendes sidste. Så hun lagde sig på knæ og bad om, at Gud måtte tage det hele i sin hånd og være hende nær, hvad end der skulle ske… Så kiggede hun igen ud af vinduet, mændene var nu ca. tredive meter fra huset, hun kunne tydeligt se deres ansigter, og da lige med ét – stoppede de op. De så meget forvirrede ud, kiggede lidt på hinanden og løftede deres fakler og sværd og gik igen frem, men stoppede igen op og så faktisk meget bange ud. Igen talte de lidt med hinanden, og så gik de lidt tilbage, hvorefter de vendte om og gik, og denne missionær sad forbavset tilbage og måtte bare takke Gud uden helt at vide, hvad der var sket. En uges tid efter var hun i byen, og da genkendte hun en af dem, der var kommet med sværd og fakler den nat. Han stoppede hende og sagde lidt forlegent, at han godt lige ville spørge om noget. Han sagde, ” Hvem er det egentlig, du har ansat til at passe på din missionsstation?” – Og missionæren svarede, at hun havde faktisk ikke nogen, hun havde bare bedt om Guds hjælp… Og han sagde, ”Det kan jeg ikke forstå, for da vi var ca. 30 meter fra dit hus, så var de dér, nogle høje hvidklædte skikkelser med sværd i hånden, og hver gang vi prøvede at komme forbi dem , så sænkede de deres sværd mod os og spærrede vejen… Det er dem, jeg mener…Hvem var de?” Missionæren glemte det aldrig, for den eneste forklaring hun kunne give var, at det måtte være engle – engle som hun aldrig selv har set, men som beskyttede og værnede og som blev set helt tydeligt af røverne. Det er en mærkelig historie, synes jeg… For det, vi er samlet om i påsken, det er jo ikke troen på engle, det er troen på, at Jesus Kristus lever, at han er opstået fra de døde, men flere steder i bibelen – både julenat og påskemorgen, da fortælles der frisk og frejdigt – om engle. Om engle, der går med bud fra Gud, når han ikke kan sende andre… Vi elsker engle i julen, er det ikke rigtigt? Krybbebilledet ville ikke være helt det samme uden engle og stjerner… Men nu er de her igen i påsken, og ligesom julenat kommer de med bud fra Gud. Julenat sagde de, som de fleste nok kan huske: ”Frygt ikke, for se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket, der er født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren…” Og påskemorgen, da kvinderne fulde af sorg kommer ud til graven, da starter englene med præcis det samme, ”Frygt ikke…” Det er to stærke ord – fordi de kommer fra Gud. I amerikanske film, da siger de mindst en gang i alle film, ”Don´t worry, it´s gonna be alright” – og den sætning ER egentlig lidt pudsig – det er bare ord, for der er ingen garanti bag. Men når ordene FRYGT IKKE kommer fra Gud, da holder det, for han har skabt livet og overvundet døden, og derfor er der garanti bag, når Han siger, Frygt ikke… Og det er præcis det, som englene giver videre den første påskemorgen. ”Frygt ikke, jeg ved I søger efter Jesus…” Det er sådan nogle dejlige ord…fulde af løfter. Søger du efter Jesus i påsken? – for så gælder glæden og lyset fra opstandelsen og evangeliet for dig! Måske tænker du, ”Jamen jeg ved ikke rigtig , om jeg kan tro…” Og det ved jeg jo heller ikke. Men : Vil du tro? Det er det, der er afgørende, for hvis vi vil, kan vi bede til Jesus Kristus netop denne påsketid år 2005, bede om, at påskens sejr og glæde må blive vores , fordi Jesus lever. Når vi beder Gud give os troen, så gør han det. Og det er faktisk påskens evangelium… ”Frygt ikke! Jeg ved I søger efter Jesus – han er ikke her…” Kvinderne står foran døden, de står foran graven - og de ved, at Jesus døde langfredag, de så det med deres egne øjne – men nogle gange er virkeligheden meget meget større end det, vi kan se med vores egne øjne. Fx som i historien fra Kina, hvor missionæren bare så sine fjender, men hvor fjenderne så Guds englevagt. Når vi står foran dødens afsked og gravens mørke, da fortæller påsken om liv og opstandelse. ”Frygt ikke. Jeg ved I søger efter Jesus, han er ikke her, han er opstået som han har sagt…” Sådan er Gud – han opfylder sine løfter – hans kærlighed venter bare på, at vi spørger og han vil give os af lys og glæde… Og så siger englen, kom og se… Det er også en stor opfordring til os – i kristen tro er det ikke bare teori eller gode minder, men Jesus Kristus lever, han er opstanden, det er ham vi taler til i bøn… Og til sidst siger englen, Skynd jer hen og sig det til hans disciple, og de skal vente på ham og de skal se ham…” Glæden fra opstandelsen har fra begyndelsen handlet om at fortælle det videre til andre. Det er derfor der er kirke – ”hej, Jesus lever, du er nødt til at høre om denne store glæde!!!” Til allersidst – den mærkelige første påskemorgen - skyndte kvinderne sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle Jesu disciple det. ”Graven er tom, Jesus lever!!” Og det er faktisk også påskens evangelium. At vi må give det videre, at det er vigtigt, at denne glæde bliver spredt i verden: så frygten forsvinder, fordi Jesus lever! Så når I sidder derhjemme og nyder påskeferien og måske har dækket op til påskefest med påskeliljer, så tænk på, at disse blomster stråler lysende gult for at minde om livets største glæde: Jesus lever!! Signe Dorthe Voldby |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|